Georges last christmas

”I thought you were here to stay”. Sådan synger – undskyld SANG – George Michael i ’Last Christmas’ fra 1984. Nu er han selv væk. Det er svært at forstå. Og det gør ondt. For ligesom David Bowie, der tog af sted mod den evige stjernehimmel i januar i år, tog George Michael et stykke af min ungdom med sig.

Så ja, jeg græd, da jeg, 2 minutter efter at have læst den triste nyhed i en sms, tændte for min gamle transistorradio og blev mødt af ’Last Christmas’. Jeg græd, fordi jeg føler med de mennesker, der stod pop-ikonet nær og nu har mistet ham – og så græd jeg, fordi jeg blev ramt af en tristhed på mine egne vegne.

Musikken var som en tidsmaskine, der sendte mig tilbage til 80’erne. Imens bjældeklang og smørstemme strømmede ud af min radio fra stenalderen, så jeg mig selv sidde i mine forældres bil på torvet i min hjemby. Det var lige dér, jeg første gang hørte, hvad der skulle blive min yndlingsjulesang.

Som jeg så mig selv sidde der i Toyotaen, genoplevede jeg de tanker, der drønede igennem hovedet på mig. Nyforelskelse og dårlig samvittighed over for kæresten, der var blevet vraget til fordel for den nye prins på brostenene. Alle følelserne og tankerne fra dengang blev katapultet tilbage i min krop og i mit hoved. Og så tudede jeg lidt mere.

Og hvorfor skal George Michaels død så handle om mig, tænker du måske? Det skal den, fordi jeg med hans alt for tidlige exit fra denne verden kom til at tænke på: hvis jeg skulle dø lige om lidt – 53 år er i n g e n alder – har jeg så fået det ud af mit liv, jeg gerne ville?

Livet er indtil nu kørt af sted i rasende fart, og tilbage i fortiden oplevede jeg, at det var fløjet forbi mig. Min datter står med adskillige tæer over linjen til puberteten og er snart klar til at leve sit eget liv. Jeg er 49 år, (stadig) single og min bagdel er på vej sydpå. Mit liv er blevet levet i al ubemærkethed – er det sådan, det skal være? Har jeg værdsat øjeblikkene med arveprinsessen nok – og med mig selv?

Hvad med lige nu – i dette øjeblik: lever jeg det liv, jeg gerne vil?

Elsker jeg nok?
Gør jeg det, jeg gerne vil med mit liv?
Passer jeg godt nok på mig selv?
Kan jeg sige til mig selv, at jeg har levet fuldt ud, hvis jeg skulle dø i morgen?

Det blev jeg faktisk i tvivl om. Nej, det passer ikke. Jeg er ikke i tvivl. Jeg kan elske mere, jeg kan gøre mere, jeg kan passe bedre på mig selv. Jeg kan leve mere helhjertet. TAK, George Michael, fordi du på den mest triste måde huskede mig på, at jeg skal leve livet med fuld musik, imens jeg har det.

Lever DU fuldt ud? Eller går du og venter på, at livet skal komme til dig?

George – i år blev din last christmas.
Æret være dit minde – og tak, fordi du var med til at sætte uforglemmelige toner til min ungdom.

Den falske jul

Aaaahhhh – jul! Nu står den snart for døren igen. Julemåneden. Halleluja – hvilken fryd. Allerede nu pirrer julemusik mine øregange, min mavesæk har modtaget den første sending æbleskriver og julepynt- og lys i bybilledet gør mig varm indeni. I bedste Ole Henriksen stil fristes jeg til at råbe I LOVE IT! I min verden er december måned bare noget helt specielt.

Multifarvet juletræ og kronisk gløgg-salighed
Glæden ved alle december løjerne deler jeg med min 12-årige datter: besøg af nissen Niels og juletræet fra Harald Nyborg, der i løbet af pyntningen skifter farve fra grønt til multifarvet. Granduft, julekalender på tv og chokoladekalender, der hiver selv den mest trætte nissepige ud af dynerne morgen efter morgen. Det hele præger på forunderlig vis billedet i skønne 24 dage i træk. Læg dertil lidt mere knas end mine sideben egentlig har godt af og en tilstand af kronisk gløgg-salighed. Så er det atter jul i det lille hjem.

På egne juleben
Duften af gran mister dog lidt af sin julemagi, når jeg kommer til at tænke på, at jeg i år må stå på egne ben juleaften. Hvert andet år er det nemlig min datters far, der er velsignet med hendes store smil, røde kinder og spændt funklende øjne, når gaverne skal pakkes op. Skilsmissevirkeligheden kan ikke gemmes bag kurve, kugler, fugle og flag. Jeg har prøvet i snart ti år, men den er kommet for at blive, og det er ekstra tydeligt, når det ikke er ’min jul’.

Din-jul-mit-nytår…og omvendt
Så drømmer jeg mig tilbage til last christmas, hvor julen var helt perfekt, fordi min prinsessenisse dansede om samme juletræ som mig. Spørgsmålet er, om jeg nogensinde indgår forlig med den tanke, at der hvert år er X dage og Y oplevelser med min datter, jeg ikke er en del af? Jeg tror det egentlig ikke. Det kan godt være svært for dem, der ikke er ramt af din-jul-mit-nytår-og-omvendt syndromet, at forstå. Nu må du da snart være kommet videre, står ofte at aflæse i blikket på udenforstående.

Det er jo kun nogle få dage
Folk omkring mig prøver, i den bedste mening, at muntre mig op. ’Hun har det jo godt, hvor hun er’, ’Så har du hende heldigvis til nytår’ eller ’Det er jo kun nogle få dage, så er hun hjemme igen’. Og det hele er sandt. Jeg er fuldt ud bevidst om, at hun HAR det godt med sin far og hans familie. Hun har verdens bedste far-familie, og hun glæder sig til en stor jul, som jeg ikke kan fremtrylle på min side af familien. Men det ændrer ikke ved det faktum, at min jul ikke er det samme, når jeg ikke får stjålet sværen fra flæskestegen af min datter. Og det må man altså godt sukke lidt tungt over som skilsmissemor (eller -far for den sags skyld).

Hr. Santa eller La Santa
Når det er alene-jul, så har jeg mest af alt lyst til at smutte til Nordpolen og rydde op i Hr. Santas værksted eller rejse til La Santa og rydde op i de ekstra kilo, som konfekten har begavet mig med i løbet af december måned. Grannålene stikker i mit hjerte, når jeg er solo-nissemor. Odenses store juletræ på Flakhaven er bare lige en tand smukkere, når jeg ser det blive tændt med min datters hånd i min. Det er som om mit moderhjerte er smeltet ekstra meget sammen med lige præcis december måned og den tilknyttede højtid.

Falsk jul men ægte glæde
Så for mig er det i år den falske jul. Men det betyder heldigvis ikke, at glæden ved juleriet er falsk. Den er lige så ægte, helhjertet og gennemført som sidste år og året før det. Jeg har bobler i maven sammen med min datter, når hun frem til juleaften nøje undersøger, om Niels har været forbi med en pakke i løbet af natten. Nøjagtig som i mit barndomshjem er julepynten (nu) begyndt at have sin faste plads, der vidner om, at alt er, som det kan være. Den gamle playliste med julemusik bliver fundet frem fra år til år og slår med MC Einars ord fast, at ’der er intet lavet om siden sidste år’.

Og så skal det jo nok gå alt sammen. De oplevelser, der – i selskab med min datter – får mit julehjerte til at slå hver december, kan en skilsmisse heldigvis ikke tage fra mig.

Har du gode tips til en skilsmissejul, så smid endelig en kommentar.