Tinder: Er du sippet?

Jeg elsker at hade Tinder. Så er det sagt. Elsker.At.Hade.Tinder. Det er måske fordi, jeg er gammel og ikke fatter en hat. For jeg forstår virkelig ikke, hvorfor samtalen i løbset af nul komma dut får sexisexi undertoner. Det er måske også, fordi jeg er sippet. Det får jeg i hvert fald jævnligt at vide, at jeg er, hvis jeg lufter min forargelse over lumre undertoner.

Sippet

Men altså. Så er jeg dét. Sippet. Og hva’ så? Det er vel meget almindeligt at have forventninger og stille krav til andre mennesker. Det gør jeg da også i alle mulige andre relationer. Jeg mener – jeg er ikke så sulten efter en mand, at jeg har lyst til at spise af dating-skraldespanden.

Jeg har ikke lyst til at foregive, at jeg ikke er sippet, bare for at kunne vinke farvel til singlelivet. Hvorfor skulle jeg dog også det? Når jeg mærker, at noget overskrider min personlige grænse, så reagerer jeg på det. Men jo flere gange jeg vender tilbage til Tinder – jo mere går det op for mig, h v o r stor forskel der er på, hvordan Tinderfolket opfører sig i forummet.

For ja, jeg falder med jævne mellemrum i Tinderfælden i den tro, at denne gang bliver det anderledes. Denne gang matcher jeg med en mand, der rent faktisk er interesseret i at finde ud af, hvem jeg er. En mand, der har lyst til at tale om noget. Nu griner jeg så lidt af mig selv. Og ryster vist også på hovedet.

Hvorfor bliver hun så ved med at ’gå på Tinder’, spørger du muligvis dig selv?

Svaret er faktisk ret enkelt. Håbet lever stadig (og Tinder er let – mit halvgrå hår og mine slappe balder magter bare ikke at fise på bar og til singlefest, hver gang jeg har et ledigt øjeblik). Selv efter tre – eller er det fire? – års singleliv. Der er stadig en lille lysegrøn spire inde i mig, der nægter at opgive tanken om, at der er en derude et sted. Til mig. Det er vel forår?

Nå, men tilbage til, hvordan man opfører sig på Tinder.

Det er ikke, fordi jeg anser mig selv for at være så speciel, at Tinderuniverset skal beklæde en sti med guld – kun til mig. Jeg forventer ikke, at alle mænd i alereden 45-53 år skal få åndenød, falde i svime eller skrive en sang, der får verden til at glemme, at Michael Jackson har levet. Nej, nej.

Vi er ude i noget helt lavpraktisk. Situationsfornemmelse og respekt krydret med god gammeldags nysgerrighed og interesse for hinanden som mennesker.  Det er faktisk det eneste jeg efterspørger, og det er det, jeg gang på gang oplever mangle på Tinder.

Hvis jeg skal dømme ud fra en historie fra den virkelige Tinderverden, så er der noget, jeg har misforstået. Historien er, at en mand har matchet med en kvinde. Hun vil virkelig – som i virkelig – gerne mødes. Han siger pænt nej tak. Det accepterer hun ikke. Insisterer. Han takker nej igen. Hvad gør kvinden? Hun sender manden billeder af sig selv – nøgen og i hot selskab med en dildo. Øeh – hva’? I kender ikke hinanden, og manden sagde nej.

Mit sippet-gen går fuldstændig i selvsving med sådan en historie. Nøgenbilleder? Dildo? (Og – selvom jeg er født i 1967, er det altså ikke min alder, der spiller ind her). Arhmen, altså. Har kvinden da slet ingen fornemmelse for, hvor grænsen går? Eller har jeg misforstået noget? Er Tinder i virkeligheden et sex-mødested?

Mobiler-med-tekst

Der skal dog kun en brøkdel af ovenstående til, før jeg løber skrigende væk fra et match:
Ham: Hej, du ser sød ud.
Mig: Tak og i lige måde.
Ham: Hvor bor du henne?
Mig: Odense – som det står i profilen.
Ham: Hvad tænder du på?
Mig: Der tabte du mig

…dematch.

Undskyld mig. Hvad sker der lige for det? Du har set mit billede, og nu skal samtalen drejes til at foregå under bæltestedet. Det tror jeg så ikke lige, den skal. Vi skal heller ikke tale om, hvorvidt jeg er til stilletter eller ej. Og ja, det er sippet, hvis man måler det op imod billeder af nøgen hud og voksenlegetøj. Men det er i min verden komplet mangel på situationsfornemmelse at smide seksuelle undertoner ind i en samtale med et menneske, man ikke kender.

Har du oplevet det samme som mig? Hvis ikke, så det jo være mig, der har fået Tinder galt i halsen. Hvis det er tilfældet, så må jeg åbenbart bide i det sure æble og slæbe min lange r** ud i kommunen, hvis jeg vil møde en mand. Altså sådan en, der vil tale om ’rigtige’ ting. Livet for eksempel. For i min Tinderverden er det meget mere reglen end undtagelsen, at samtalerne forløber, som jeg lige har beskrevet for dig.

Men inden jeg går på bar, vil jeg lige lufte en tanke:
Måske der skulle laves en Tinder Serious eller Tinder Senior til gammeldags og kedelig typer som mig, der gerne vil tale med en potentiel partner for at lære vedkommende at kende … frem for at planlægge et knald, inden man overhovedet har mødt hinanden?

Hvad siger DU?

 

BONUSINFO…som virkelig gør mig træt:
Hvis du søger på tinder.dk gæt så, hvad du bliver sendt videre til? En side, hvor teksten lyder: DATES UDEN TABU – Besvar 4 korte spørgsmål for at finde passende sexdates.

Hjemløs. Når hjemmelavet risengrød er en luksus  

 

To øl med en alkoholprocent på hver 10,5% og en sandwich. Det var, hvad Preben (navnet er opdigtet) fik i maven dén aften. Min datter og jeg mødte ham i gågaden i Odense en sen eftermiddag. Han er hjemløs. Ud gennem de pilrådne fortænder og med usikker øjenkontakt kom ordene: ”Du har vel ikke et par kroner, du kan undvære?”.

Hjemløs_cut

I disse plastickorttider har jeg stort set aldrig kontanter i min pung. Det kunne have været enden på historien. Men det blev det ikke. Jeg valgte at gøre noget, jeg aldrig har gjort før. Jeg tog ham med i Brugsen. Han var egentlig kun tørstig, som han sagde, men da jeg spurgte, om han ikke også var sulten, var han ikke sen til at dykke ned i køledisken efter noget at spise.

Nu sidder du måske og tænker: Åh, nej, det er en af de dér historier, hvor et menneske fremhæver sig selv som barmhjertig samaritaner på bekostning af en andens ulykke. Men det er det ikke. Det her er en hverdagsfortælling om et ganske almindeligt menneske, for hvem livet er gået i fisk. Og så er det historien om at huske at være taknemmelig.

Jeg var i selskab med Preben et kvarters tid. Det er ikke ret lang tid, men længe nok til at få en fornemmelse af et andet menneske og et kig ind i hans verden. Det, han fortalte om sit liv og om at være hjemløs, satte i dén grad mit eget liv i perspektiv.

Delirium

Overmandet af delirium, som fik Preben til at se syner, gjorde han sidste år noget, der endte med at sende ham 5 mdr. i fængsel. Som vi stod der i køen og sludrede, beskrev han til at starte med sin handling som ’Jeg kom til at…’. Men han ændrede hurtigt sin forklaring: ’Eller, altså…jeg kom jo ikke til det, men jeg vidste slet ikke, hvad jeg gjorde’. ”Man kommer jo længst med at være ærlig”, konstaterede han. Det var en slags psykosetilstand, der styrede ham i gerningsøjeblikket, og han har papirer på, at han – med hans egne ord – ikke er sindssyg.

Sådan virkede han heller ikke. Han var sød og venlig. Ærlig og åben. Ydmyg og taknemmelig. Dannet og velformuleret. Livet har bare trukket tæppet væk under ham, og han har intet netværk til at hjælpe ham på ret kurs igen. Han er alene.

Jeg skyder Preben til at være midt i 30’erne. Han mistede sin mor for længe siden. Hun drak sig ihjel. Hans far er her stadig, men befinder sig i en permanent tåge af stoffer, så ham har han ingen kontakt til og har aldrig rigtig haft det. Preben selv er tilknyttet et behandlingshjem, for at holde sit eget misbrug i skak. I stedet for stoffer er det hårdslående øl, der får ham igennem dagen på gaden. Natten tilbringer han på herberger rundt omkring i byen.

”Der lugter af sure tæer. Jeg bryder mig ikke om at være der”, fortæller han stille. Som om han næsten er flov over at sige det. Preben går og venter på, at der bliver en seng ledig på et bosted for hjemløse. Indtil da vandrer han hvileløst omkring. Prøv at forestille dig, at du skulle gå rundt indtil kl. 22.00, hvor døren til herberget åbnes, og at du kl. 8.00 blev hældt ud på gaden igen. Ud til ingenting. Med en plettet straffeattest kan man kigge langt efter at bruge sit svendebrev. Det vidste Preben også godt.

Preben takkede igen og igen. For at jeg købte ham mad og Master Brew og for, at jeg tog mig tid til ham. Da vi gik ind i Brugsen spurgte han: ”Vil du helst vil gå derind alene? Det kan jo godt være, at du ikke har lyst til at blive set sammen med mig”. Min datter sad i øvrigt på en bænk og ventede på, at jeg kom tilbage. Hun havde ondt i knæet og brug for at hvile sig. Men Prebens kommentar var: ”Hun behøver ikke at vente her. Jeg er ikke farlig”.

Mon han hver dag oplever at blive mødt af mistro, foragt, afvisning, hårde ord og nedladende blikke, siden han siger sådan? Mon han føler sig usynlig, når han går rundt i Odenses gader? Mon han oplever at blive behandlet som et andenrangsmenneske? Hans ydmyge og ekstremt taknemmelige reaktion på min venlighed var svar nok. Jeg mærkede et stik i hjertet. Alle mennesker har ret til at være her. Alle skal ses og mødes som den, de er. Hjemløs eller godsejer, sort eller hvid. Vi er alle mennesker.

Taknemmelig

Jo mere Preben takkede, jo mere blev jeg bevidst om, hvor meget jeg selv har. Et hjem, penge til mad, familie, venner. Noget, som i min verden er helt almindeligt. For slet ikke at tale om arbejde og løbende uddannelse. Selv den risengrød, jeg fortalte Preben, at min datter og jeg skulle have til aften. For mig var det ikke noget særligt – for Preben var det en luksus, som var uden for hans rækkevidde.

Nu var det mig, der blev flov. Flov over, at jeg kan gå i selvsving over en langsom internetforbindelse eller over, at en ven ikke svarer på en sms. I forhold til Preben har jeg jo ALT og absolut intet at brokke mig over. Det satte det tilfældige og korte møde med Preben en tyk streg under.

Preben brokkede sig ikke. Det eneste, han ønsker sig, er er et helt almindeligt liv. Med en seng og varm mad i private rammer. Som hjemløs er dét ønske ualmindelig svært at få opfyldt.
Indlægget er bragt i Fyens Stiftstidende d. 13. marts samt i følgende e-aviser:
jv.dk, fyens.dk, frdb.dk, vafo.dk, amtsavisen.dk, hsfo.dk og stiften.dk