Ensomhed – det’ ikke noget, vi taler om

Der var vin i glasset og tapas på brættet. Jeg sad på en af Odenses hotteste vinbarer med en kær veninde, og så burde alt jo være godt, ikk’?

Men inden i mig var den der velkendte fornemmelse. En fornemmelse, der har fulgt mig i meget lang tid. Som en lort, der er trådt så godt og grundigt op i skosålen, at den ikke er til at få ud igen.

Fornemmelsen af at føle mig ensom.

Ensomheden er ikke noget, jeg går og skilter med. Det er nærmest skamfuldt.  For jeg har jo venner. Jeg har familie. Jeg har mit vidunderlige barn. Og så er der jo ikke noget at brokke sig over, vel?

Men mit netværk får ikke ensomhedsfølelsen til at tie stille. Den ævler løs på alle mulige tidspunkter i løbet af dagen.

Jeg beslutter at tage bladet fra munden.

“Føler du dig nogensinde ensom?”, spørger jeg min veninde, som er en vis og varm kvinde på 75 år.

Hendes svar byder på en mulighed, jeg aldrig selv har tænkt på: “Jeg tror ensomheden er et grundvilkår. Vi er jo i bund og grund alene”.

Det har hun jo sådan set ret i. Vi kommer til verden alene, og vi skal dø alene.

Balancegangen på bindestregen imellem de to yderpunkter skal vi også klare alene. Det kan godt være, at vi har en partner, der er med os på balancerejsen – men dybest set er vi alene. Han eller hun kan jo ikke balancere for os.

Det var, som om det blev bare lidt lettere at rumme den der skide ensomhed med min kære venindes betragtning at læne mig op ad.

Vi sippede mere vin i selskab med knasende rugbrød med ost og pølse.

Og snakkede om livet.  Kiggede på det fra mange kanter.

Som samtalen skred frem, glemte jeg fornemmelsen af at være ensom. Ordene, der strømmede imellem os, var som et plaster på et sår, der ikke vil hele.

Eftermiddagen og aftenen var helt perfekt. Et kærligt og varmt møde, som jeg har puttet i mit hjertes mindekasse.

Men samværet var på samme tid som en enkelt dråbe vand i Sahara. Ensomhedesfølelsen vendte tilbage, da jeg kom hjem. Næsten endnu tydeligere end før, fordi jeg lige havde oplevet, hvor  godt connection og nærvær slukker tørsten.

Vi taler ikke højt om følelsen af ensomhed. Den er en, vi går og putter med. Men hvorfor? Jeg véd, at jeg ikke er alene om følelsen.