Slottet, der blev mindre med tiden

Et utal af gange har jeg tænkt på slottet i skoven. Det var uhyggeligt og spændende på samme tid. Der var noget magisk, dragende over den store bygning.

Nu var det min datters tur til at opleve uhyggen (lidt sen i halloween-optrækket har man vel lov at være). Indtil i dag har hun kun hørt om spøgelsesslottet. I dag skulle hun så se det.

Det holdt ellers hårdt.

Når man er 13 år og lige – for egen opsparing – har investeret i en (ganske vist) brugt MacBook, er det langt mere tiltrækkende at sidde og lumre på værelset end at tage med mor i skoven.

Men afsted kom vi.

Stierne var mere smattede end en pløjemark efter skybrud. Mine støvler var gearet til at forcere terrænnet – min datters Adidas not so much. Hun skøjtede rundt i pløren i sine orange sommersko … “Mor, du skal ikke gå så hurtigt. Det er jo næsten som om, du løber”.

Vi havde max. gået fem minutter. Brokken var allerede begyndt. Tæerne var iskolde. Den slags sker, når man mener, at footies er den rette sok i al slags vejr.

Anyway. Tempoet blev sat ned, og vi listede os igennem brombærkrat uden bær og andre pistijavertbuske.

Jeg fik øje på de lilla og blå skurvogne gennem træerne. Der stod de – gemt lidt af vejen som ville de sige “Lad os være”. Det var dog et slot, jeg var på udkig efter. Et slot fra fortiden.

Så fik jeg øje på det. Slottet. Lidt til venstre i mit synsfelt. Ikke ret lang væk fra de kulørte skurvogne. “Der er det”, jublede jeg til min datter og viftede med en handskebeklædt pegefinger i retning af murstenene.

Min datter kiggede på mig og min kødvejviser. Så kiggede hun på slottet. Og så kiggede hun på mig igen. Der var ikke ret meget wau at spore i hendes øjne. Nok nærmere en slags “okay-mor-hvad-går-du-i-selvsving-over? Men hun smilede og fulgte med mig op ad bakken mod slottet.

Måske hun mærkede, at det her var et øjeblik, der var viklet ind i fortidens lyserøde skær … og at det ville gøre ondt på mig at ‘hive plasteret af’?

Men hevet af blev det. I ét hug.

Slottet var væk. Min hukommelses det-risler-ned-ad-ryggen uhyggeoplevelse stod nu der og lignede en ganske almindelig bygning. OK, en stor bygning … med et lille tårn på. Men et slot? Det ville være dagens overdrivelse at kalde det det. Og uhyggeligt? Not.

Vi gik helt op til ’slottet’. Kiggede ind ad vinduerne og fik øje på gamle møbler,  murbrokker, en smuk, men næsten kolapset kamin, et klaver og en død fugl, der stod i vinduet ved siden af en gammel skrivemaskine (Mon den har skrevet sig selv til døde, fuglen?).

Som vi gik der og undersøgte området, var det alligevel lidt som at være med i en uhyggelig film. Bare lidt.

Da vi kom ud på den anden side af bygningen, så vi skiltet: Adgang til slottet forbudt.

Måske det var kombinationen af den smule uhygge, vi ‘fandt’ og det, at vi havde været nogle banditter på opdagelse på forbudt område, der fik min datter til at sige: “Tak, mor, fordi du tog mig med herud”? Måske prøvede hun bare at være sød?

Det er egentlig underordnet. Vi havde været på tur sammen. Vi rejste sammen tilbage i tiden og delte et minde fra en svunden tid. I min verden er minder – både dem vi allerede har, og dem vi skaber – noget af det allermest dyrebare, der findes.

Mon dette minde bliver et, min datter en dag deler med sit barn?