Jeg undres

Det kommer nok ikke som en overraskelse for jer, der kender og jævnligt læser min blog, at jeg er en tænker. Bigtime. Derfor kommer det sikkert heller ikke bag på jer, at meget af min vågne tid bruges på at undres. Over stort og småt. Over ting både i fortiden, nutiden og fremtiden. Jeg kan slet ikke lade være med at undres. Og stor er min…undren (!), når jeg støder ind i et menneske, der ikke undres over noget. Det er folk naturligvis i deres gode ret til ikke at gøre. Det sparer dem måske (sikkert?!) for en masse tænken. Men når jeg støder ind i ”den slags mennesker”, så får jeg stillet ekstra skarpt på den lup, jeg selv holder op foran mit liv og verden omkring mig.

Småting

Småting skal ikke tildeles “taletid”
Jeg kan undre mig over alverdens ting: Hvorfor sidder min grå hårtot, hvor den gør? – Hvorfor samler naboen ikke sit affald op? – Hvorfor ser det ud til, at fælgene kører baglæns på bilen, selvom man kører forlæns? – Hvorfor er jeg blevet en tænker, når jeg kommer fra en familie af ikke-tænkere? – Hvad er det, der gør, at jeg trods massiv modstand i livet, ikke vælter? – Hvorfor har jeg mistet lugtesansen i mit ene næsebor? – Hvad er det, der gør, at det er så svært for mange at sige undskyld? – Hvorfor er min datter blevet syg? – Hvordan er jeg bedst tilstede i nuet? – Hvad det er, der får folk til at tro, at de taber ansigt, hvis de indrømmer en fejl? – Hvorfor det er så svært at blive på sin egen banehalvdel? – Hvilken bog skal jeg læse, når jeg er færdig med den, jeg har gang i? Hvorfor et løst stykke tøj næsten altid hænger fast i dørhåndtaget? Min hjerne modtager input og bliver aktiveret af dette dagen lang. Jeg indrømmer gerne, at hovedet fra tid til anden godt kan blive en anelse træt af at blive brugt. Men det tager jeg med, fordi min undren og min tænken giver mig noget. Det er aldrig kedeligt at undres eller at tænke. Noget er kun inde at vende i et splitsekund, for jeg har fundet ud af, at småting ikke skal tildeles mere ”taletid” end højst nødvendigt. Det er bare fyld og støj, der optager plads for de store ting i livet. Dem kan jeg slet ikke lade være med at beskæftige mig med. De bliver løbende tanke-betragtet. Dette afstedkommer ofte undren fra min omverden (!) over mig og min måde at være på. Men som oftest ikke undren over det, jeg undrer mig over.

Jeg har således gang på gang hørt – og hører stadig – følgende:

  • Det er da noget mærkeligt noget at undre sig over
  • Du tænker for meget
  • Lad nu være med at bryde dit hoved med det
  • Hvorfor skal vi nu tale om det – igen?
  • Det er da utroligt, som du hænger dig i detaljer
  • Det kan da være lige meget hvorfor
  • Sådan det jo bare

Mentalelektronisk fodlænke
Alt sammen udsagn, jeg har taget ind, og som har fået mig til at tænke (!), at jeg er helt forkert (på den), fordi jeg tænker og undres i det omfang, jeg gør. Forkertheden har været min tro følgesvend gennem livet og har således dannet et solidt grundlag for min (fejl)opfattelse af mig selv. Det har føltes lidt ligesom at have givet sig selv en mentalelektronisk fodlænke på, som konstant overvåger ens aktivitet på øverste etage. Hver gang hjernen spytter en tanke eller en undren ud, sender lænken besked til ens ”overdommer” om, at man skal slå sig selv i hovedet, fordi man gør noget, andre ikke kan se en mening med eller ikke er enige i. Hver gang man oplever ikke at blive mødt, som den, man er, sender lænken en påmindelse om, at man skal rette ind til højre. Fordi andres opfattelse af rigtigt og forkert er blevet den korrekte dagsorden. Indtil den dag man finder modet til at flå sladrehanken af og kyle den ad He….. til. Det er dér, fodlænken nu ligger, og det er således med en ny erkendelse, at ovenstående liste er skrevet.

20160424-ordgefuhl-IMG_1044

Når jeg undres, så er jeg
Jeg er et tænke-menneske. Det er mig. Det er lige så rigtigt som at være alle mulige andre slags mennesker. Når jeg undres og tænker, så er jeg.  Tænken og undren er den benzin, jeg har behov for, for at få min livsbil til at køre. Jeg har brug for at være i mental bevægelse for at føle, at jeg lever. Hvis jeg ikke tænker over, hvad der foregår inden i mig og omkring mig, flytter jeg mig ikke som menneske. Hvis jeg ikke undres, bliver jeg ikke klogere på mig selv og på livet. Jeg har brug for at rykke mig mentalt for at fornemme mig selv og livet. Jeg mærker ikke noget, hvis jeg blot læner mig tilbage og siger ”Nåmen sådan er det nok bare”. Så k e d e r jeg mig. Lige som jeg let kommer til at ”tjekke ud” i selskab med folk, der ikke stopper op og kigger på sig selv og livet. Vi taler ligesom bare to forskellige sprog. Begge sprog er OK. Det ene er ikke mere værd end det andet. Mit sprog er blot det rigtige for mig. Jeg kan også sagtens tale andres sprog, men det er, når jeg møder folk, der taler samme sprog som mig, at magien opstår. Det er, når jeg møder mennesker, der sender på samme kanal som mig og omvendt, at jeg mærker nærhed, respekt, flow og kærlighed. Connection.

Pegende finger

Vi kan altid lære noget
Så hvorfor er der så nogle mennesker, der føler trang til at påpege, at væremåder, der ikke ligner deres, er mærkelige eller uforståelige? Måske det er deres form for undren? Måske de rent faktisk er overbeviste om, at der ikke er andre måder end deres at være på? Lige meget hvad – jeg kan ikke gøre noget ved det. Men jeg undrer mig over, at det forholder sig sådan, fordi jeg mener, at vi altid kan lære noget af at undres og af hinanden. Men hvis min måde at være mig på bliver afvist og stemplet som ikke gyldig, tager jeg det ikke længere personligt (fake it ’till you make it!). Jeg har nemlig et valg: vil jeg eller vil jeg ikke være omkring mennesker, der mener at have sandheden og patent på, hvordan alle skal være? Ret simpelt.

Hvad undres du over? Og hvad betyder din undren for dit liv og dine relationer?