Gebyrfri bland-selv parkering

SLAM! Én på lampen. Hvem ind i He….. er så klodset at smække bildøren i hovedet på sig selv? Øeh…mig! I et anfald af nærighed havde jeg valgt kun at betale for ca. 10 sekunders parkering (det kostede jo hele 50 øre i gebyr at betale med Dankort i p-automaten), så verdensrekorden på 100 meter skulle slås, hvis min datter skulle nå at blande sin slikpose, inden p-bødlen slog til. Så med en næsten gennemsigtig p-billet i hånden fræsede jeg fra automat til bil. Bil havde datter låst for at drille. Jeg signalerede (det er pænt formuleret, skal jeg hilse at sige) lås-så-op-NU! Hvem tør andet i den situation? Jeg kastede p-billetten ind på instrumentbrættet og glemte at få mit hoved med ud af bilen, da jeg slammede døren i.

Dér stod jeg så med ekstremt dunkende tinning og små imaginære kyllinger, der pippende fløj i formation rundt om mit hoved. Men vi skulle videre, sku’ vi. Tik tak tik tak – p-tiden var kostbar. Så med prikker for mine øjne og blodsmag i munden piskede vi i retning skumbananer og neonfarvede tyggegummi-tennisbolde. Bland selv på tid kunne egentlig godt indføres som en olympisk disciplin.

Da vi på hvinende Converse-såler væltede ind på sukkerscenen, kunne jeg godt mærke, at min hektik for længst var smittet af på afkommet. Det blev ikke bedre af, at jeg med skinger stemme proklamerede ”3 minutter at blande i fra NU!”?! Imens prinsessen småfebrilsk fyldte godter i posen, så jeg mig selv trække væk fra den sukkerhungrende selvblanderhorde af folk for uforstyrret (og faktisk også for ikke at belemre andre med privat samtale i offentligt rum) at bestille take-away. Jow, jow! Take-away er jo noget helt andet end at spilde penge på at betale gebyr for at parkere, så min datter i ro og mag kunne vælge sine favorit e-numre. Det giver meget bedre mening at fyre benzin af på at køre svimlende 1800 meter for at få det RIGTIGE slik. Mindst lige så meget mening giver det at betale en mindre formue for at slippe for selv at lave mad.

Anyway – efter 2 minutter og 45 sekunder blev bland-selv-seancen afsluttet med ordene ”Mor, der er ikke mere slik, jeg har lyst til”. Say what? Det er i så fald den første og eneste 10-årige i verden, der ikke har haft lyst til at slæbe hele Haribo-helvedet med hjem.

Jeg er glad for, at min datter nød sin syntetiske guf og for, at jeg ikke lod mig tryne af gebyr tyranniet og for, at jeg ingen p-bøde fik. Prisen for snolder og manglende mados på matriklen var et pænt stykke på den anden side af 150 kr. Helt gebyrfrit fik jeg følgende med i købet: hovedpine, en øm kind med et blåt mærke, hvor bildøren havde stemlet mig og en lille pige, der ikke helt fattede, hvad der foregik. Det er da en ringe pris at betale for at have sparet 50 øre på parkeringen. Not!