Hellere single end et knasende parforhold

Som single kan man godt blive lullet ind i den tro, at parforholdet er det eneste saliggørende, når man for Gud ved hvilken morgen vågner op alene. Parforholdet bliver pakket inde i billeder af brede sandstrande med palmer, der svajer i den lette brise. Solen skinner, det azurblå vand ruller stille mod bredden, og man ligger i hængekøjen sammen med sin elskede og priser sig lykkelig for den skønne tosomhed.

Teater

Drama for åbent tæppe
I dag tænker jeg noget helt andet om singlelivet. Den kan godt være, at ovenstående idyl vender tilbage til min fantasi, men en oplevelse, jeg havde i går, gjorde , at jeg vågnede med et smil på mine single-læber ved tanken om, at jeg er helt mig selv og kan trække vejret i mit eget tempo. Rolig i kroppen og glad for bare at være mig.   I går aftes var jeg ude at spise med min fantastiske veninde. I løbet af de timer, vi var i restauranten, var vi vidner til, hvordan der gik skyer for parforholds-solen, og bølgerne begyndte at gå højt. For åbent tæppe udspillede sig to dramaer: det ene fyldt med hårdtslående replikker og det andet gennemsyret af ligegyldighed, afvisning og manglende nærvær. I begge tilfælde var det kvinderne, der stod for ”underholdningen” (om mændene har gjort noget for at ”fortjene” deres optræden, står hen i det uvisse).

En aften i opløsning
Det var ret interessant at lægge ører og øjne til, hvordan en aften, der sikkert har været planlagt som et hyggeligt og intimt indslag, vendte vrangen ud på sig selv og begyndte at gå i opløsning. Den ene forestilling var et mimeskuespil. De to aktører sagde stort set ikke et ord til hinanden. Kvinden gemte sig bag sin smartphone – manden forsøgte uden held at få hendes opmærksomhed. Aede hende på hendes hånd, stillede sig ved siden af hende for at gøre haneben. Ingen respons. Hun bed ikke på. Han tog sin telefon frem. Så var der da i det mindste en eller anden form for fællesskab, tænkte han måske. Måske var han pinligt berørt og ønskede også selv at gemme sig? Den anden forestilling var der en del mere lyd på. Sikke et show! Hvad kvinden nok selv har hørt som en dæmpet energiudladning af negative ord, nåede ubesværet vores bord. ”Jeg håber, det var det værd, dit dumme svin”, bliver altså ikke til en lydløs sætning, bare fordi det bliver sagt i et hjørne af en restaurant. Ordene var kulminationen på en monolog om kærestens mor og hans barn.

Stol

Hun burde sætte pris på, hvad hun har
Min veninde og jeg kiggede på hinanden og havde svært ved ikke at grine (lidt barnlig har man vel lov at være). Vrede vendinger fra ”balladebordet” blandede sig med vores udsøgte måltid og ditto vin. Vi havde, uden at vide det, booket pladser på første række til en opvisning i, hvordan parforhold ikke bør være. Empatien rettet mod den mandlige halvdel af ”telefonparret” fik os næsten til at vride hænder af ubehag på hans vegne. Kvinden havde min veninde lyst til at lamme én på kassen, som hun så malende formulerede det. ”Hun burde sætte pris på, hvad hun har”, lød det tørt konstaterende fra hende. Jeg gav hende ret. Krisen ved det andet bord var – indrømmet – spændende, næsten nervepirrende, at følge med i. Når den ene part gentagende gange siger: ”Lad mig nu tale færdig!”, så véd man bare, at der er noget “godt” under opsejling. Trods vores nysgerrighed på, hvad næste akt ville byde på, tænkte vi dog kun én ting højt: gå dog hjem! (Det gjorde parret så ikke. Da vi forlod restauranten, sad de tilbage som de sidste… Øeh…?!). Hvis du sidder og krummer tæer over den højlydte episode, så kan jeg kun skrive under på, at det er tåkrummende pinligt at levere den slags underholdning. Jeg har selv for længe siden været deltager i en forestilling, der mindede om den, der rullede for åben skærm ved hjørnebordet. Min daværende kærestes og min vi-diskuterer-helt-afdæmpet-og-ingen-hører-noget situation endte med, at han væltede sin stol bagud og stormede ud af restauranten. Det føltes på den ene side ganske vist rigtigt at stå fast på at få svar på mit spørgsmål, selvom det udløste en scene, men på den anden side føltes det ikke rart at være en del af den. Hverken i situationen. Eller dagen efter. Eller dagen efter igen for den sags skyld. Skaden var sket. Restauranten har jeg fjernet fra mit indre landkort over mulige spisesteder.

Smilende hjerte

Jeg smiler som single fordi…
Hvis et parforhold er velsmurt og for det meste kører på skinner, så rækker jeg gerne hånden frem og siger jatak! Hvis forholdet derimod er ikke velfungerende, som jeg tillader mig at lable dem, jeg så i går, og op ad bakke i tide og utide, så bliver det et klart og tydeligt n e j t a k her fra. Det er spild af dyrebare livs-tid og fører kun uro og ubehag med sig. Den korte tid, vi har her på planeten, skal udfyldes med kærlighed, nærvær og nærhed. I parforholdet. I alle relationer for den sags skyld. Hvis der er så meget knas i kærestemaskineriet, at det bliver en del af andre menneskers måltid, så er det tiden at stoppe op og kigge sig selv i spejlet for at se, om der er et smil på ens læber.  Mit smil er der ved tanken om, at jeg er stoppet op. Jeg har taget min beslutning. Been there, done that. Ikke mere fra den middelmådige relationsbuffet! Der skal relations-retter fra gourmetkøkkenet på bordet. Så kan jeg blive ved med at smile. Som single smiler jeg, fordi jeg ikke skal deale med dårlig stemning og sort samvittighed over måske at have sagt noget, der ikke skulle have været offentliggjort. Jeg smiler, fordi der ingen mislyde eller uro er at skulle forholde sig til. Mest af alt smiler jeg, fordi det eftergårsdagens forestillinger står endnu mere tydeligt for mig, at det forhold, jeg pt. er i, nemlig forholdet til mig selv, slet ikke er så ringe endda.

Er DU tilfreds?
Smid en kommentar så jeg kan høre, om du er til tilfreds med dit forhold – til dig selv, din kæreste…eller en helt tredje?