Virker Law Of Attraction?

Det er ikke altid, at livet går, som man har planlagt det. Udefra kommende faktorer har det med at tage r…. på én. Jeg havde for eksempel ikke liiige set komme, at hele mit 2015 skulle være overordentlig meget præget af min datters sygdom. Da jeg i januar måned i år skrev indlægget Universet hører mig, var det andre ting, jeg forestillede mig skulle have opmærksomhed.

Skuffelse

Law Of Attraction havde svigtet mig
Da jeg, som en slags afrunding på det år, der snart er gået, satte mig til at læse indlægget, blev jeg derfor slemt skuffet. Jeg var godt klar over, at der nok var en vis risiko for, at jeg blev skuffet,ved genlæsningen. Men SÅ skuffet? Det var da godt nok træls, at Law Of Attraction i dén grad havde svigtet mig. Jeg havde jo af et godt hjerte bedt om og været klar til at modtage både drømmejob, manden i mit liv, diplom for gennemført halvmaraton, De Gyldne Laurbær for min bog (overdrivelse fremmer forståelsen!) og medlemskort til de kendte bloggeres klub. Så jeg blev ikke kun skuffet, da jeg lod øjnene glide ned over mit visionboard for det år, der rinder ud om et par dage. Der er jo intet af det, jeg har troet på ville ske, der er blevet til noget.

Fornemmelsen af at have fejlet
Ud over skuffelsen sad også tristheden og en lille bitte gnaven, som kom fra følelsen af at være en fiasko, i mig i et stykke tid. Jeg prøvede at tysse på følelserne ved at overbevise mig selv om, at de mange søvnløse syge-nætter med min datter og alt for mange dage brugt på indlæggelser på hospitalet var en god nok grund til, at jeg ikke havde fået indfriet mine egne forventninger til 2015. Jeg forsøgte at sige ”Pyt” og ”Du når det nok”, men lige meget hjalp det. Jeg kunne ikke ryste fornemmelsen af at have fejlet af mig. Og så, da jeg for 117. gang kiggede på de sætninger, der var sande for mig, da jeg skrev dem, slog det mig: på nær én ting, så ER det hele blevet givet til mig. Og meget mere til! Om end på en anden måde, end jeg havde forestillet mig.

MEN…

  • Jeg har ganske vist ikke fået skabt mit drømmejob, MEN jeg har arbejdet målrettet med at skabe klarhed over, hvad min arbejdsmæssige fremtid skal bestå af. Jeg har gjort en indsats!
  • Jeg har ikke holdt foredrag, MEN i løbet af året har jeg fået et mere og mere tydeligt billede af, hvordan mine fremtidige foredrag skal se ud.
  • Manden i mit liv har jeg (endnu) ikke mødt, MEN jeg har mødt mange mænd, som på hver deres måde har bidraget til, at jeg nu er endnu mere bevidst om, hvordan manden i mit liv skal være.
  • Min første bog er ikke blevet udgivet, MEN jeg er i gang med at skrive på den. Den skal nok blive til virkelighed!
  • Jeg er ikke blevet en blogger-berømthed, MEN hver dag er der et – for mig – pænt antal mennesker, der kigger forbi bloggen, så molekylekvinden er bestemt synlig.
  • Jeg har stadig til gode at krydse målstregen efter at have løbet 21,0975 km. Fysiske skavanker er man ikke selv herre over, så jeg har intet at bebrejde mig selv.

En rejse hjem til mig selv
Hvad jeg ikke havde med på mit visionboard for 2015 var at lære mig selv bedre at kende. Den gave har jeg fået helt uden at have bedt om den. Den er, til trods for – eller måske netop på grund af?! – de bump, der har været på min vej, blevet givet til mig helt ubemærket. Når jeg nu sidder og kigger tilbage på de 363 dage, der er gået, så går det op for mig, at mange af de skridt, jeg har taget i løbet af året, har været en rejse imod at komme hjem til mig selv. Jeg har været fuldt bevidst om, at jeg har arbejdet med at komme ind til kernen af mig, men at det har lykkedes i så høj grad, som jeg lige nu fornemmer det, kommer bag på mig. Hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg faktisk forundret over, at jeg har haft modet til at tage livtag med mig selv, mit liv og mine relationer. Det er ikke sådan noget ”man” bare lige gør. Slet ikke, når ”man” er vokset op med den overbevisning, at man skal stikke piben ind og gøre alt for, at andre ikke blive vrede eller kede af det. Det har aldrig ligget i mine kort, at jeg skulle være udbryderkonge og sprænge det mønster, der har dannet rammen om en pleaser-tilværelse. Derfor har det til tider også været så grænseoverskridende og angstprovokerende, at ubehaget har truet med at få min krop til at gå i meltdown mode. Men havde jeg ikke turdet indløse billet til den noget stormomsuste tur, jeg stadig befinder mig på, så havde jeg ikke kunnet se, hvor meget jeg har at være taknemlig for. Hvor meget, der allerede er blevet mig givet. Hvilken vidunderlig erkendelse at begynde et nyt år med!

Glas halvt fyldt

Glasset halvt fyldt eller halvt tomt?
Sagt helt enkelt, så er vi ude i den velkendte Er glasset halvt fyldt eller halvt tomt? Jeg vælger at se på mit glas som værende det første, og jeg har tænkt mig at gøre alt, hvad jeg kan, for at fylde det til randen i 2016. Med det, der er godt for mig. Alle udfordringer til trods. Det handler om, hvad vi har inden i os – ikke om, hvad vi har omkring os. Vi skal se det, der står mellem linjerne. For der står altid noget! Det handler om at fylde sit eget glas så meget som muligt med følelsen af at være hjemme i sig selv. Tanken om, at jeg er godt igang med lige netop dét, og at jeg ”befinder mig over stregen”, giver god energi til og mod på det år, der om ikke ret længe banker på med alle de muligheder, 365 ubrugte dage giver. Hvis man ser på livet som et halvt fyldt glas, så er der gode chancer for, at man bliver siddende på pinden, også selvom det stormer.

Hvad har du med fra 2015, og hvordan har du tænkt dig at anskue dit nye år?