Hverdagsbillede #14

Hun stopper op lige ud for, hvor jeg sidder. Benene vakler under hende. Det må være de fler-etagers såler, der er under hendes slidte støvler, der gør det, tænker jeg.
 
Den unge pige bliver stående. Hun svajer. Hun drejer hovedet fra side til side i hurtige bevægelser, der på en eller anden mærkelig måde alligevel ser ud til at være i slow motion.
 
Så får vi øjenkontakt. Det varer sikkert kun et splitsekund, men det føles som om, at vores øjne har kendt hinanden længe.
 
“Er du OK?”, spørger jeg og tænker ved mig selv, at det nok er dagens dummeste spørgsmål. For er der noget, hun ikke ser ud til at være, så er det OK.
 
Et eller andet får mig til at sige “Kom, sæt dig ned”, imens jeg klapper på bænkens plads ved siden af mig. Hun adlyder. Nærmest som i trance.
 
Der er en halv time, til jeg skal med 20.54 fra København til Odense. 30 minutter, hvor vi kan tale sammen.
 
“Hej”, siger jeg så, “Jeg hedder Charlotte”.
 
“Du kan kalde mig Lola”, svarer pigen. Hendes stemme lyder tom og hul.
 
Jeg kigger på hende. Hun ser træt ud. Uendeligt træt. Hærget. Sådan lidt som en lys rosin, men bare uden den blanke overflade. Hendes hud er helt tør. Den har store blodsprængninger og er fyldt med ar, bumser og sår.
 
“Jaer, jaer”, lyder svaret på mit dumme spørgsmål.
 
Lola er narkoman. Hun trækker på gaden for at få penge til stoffer. Hun er tre dage fra at fylde 22 år.
 
Lola har ikke noget sted at bo. Hun sover på sofaen hos en, hun kender. Til gengæld får han en del af det, hun tjener på gaden – og adgang til hendes krop, når han har lyst.
 
“Jeg begyndte at ryge hash, da jeg var 13 eller deromkring. Som 14-årig tog jeg mit første fix. Så var jeg hooked”, fortæller Lola.
 
Det virker nærmest som om, hun fortæller om en anden end sig selv.
 
Mine spørgsmål til hendes liv kommer ukontrolleret ud af munden på mig. Det liv, hun beretter om kunne ikke ligge længere væk fra det, jeg lever. Mit hjerte gør ondt. Jeg har lyst til at tage den unge pige i hånden og med hjem til Odense.
 
“Min første kunde havde jeg, da jeg var 15, tror jeg nok”, fortsætter kvinden. F e m t e n?! skriger jeg indvendig. Min datter er 13. Tænk, hvis det var hende, der … Jeg lukker tanken ned, inden den for alvor får fat.
 
Lola skriger ikke. Gnisten er slukket. Hun ligner en, der for længst har givet op. På sig selv. På livet.
 
“Vil du ha’ noget at spise?”, spørger jeg. Mit morhjerte vil så gerne gøre bare et eller andet for pigen.
 
“Ja, tak”, smiler hun træt til mig.
 
Jeg rejser mig og sætter kursen mod 7-Eleven. Da jeg vender mig om for at gå tilbage at spørge, hvad hun vil have at drikke, er hun væk.