Hvornår går det godt?

”Går det godt? ”. Det spørgsmål fik jeg stillet mange gange, da jeg i går var til en reception på min gamle arbejdsplads. Spørgsmålet var primært rettet mod, at jeg for nylig startede som selvstændig tekstforfatter med firmaet ORDgefühl. Efter en måned har jeg stadig min første betalende kunde til gode, men alligevel hørte jeg mig selv svare: ”Det går godt”. Det fik mig til at tænke over, hvornår jeg egentlig synes, at det går godt.

Tilfredshed og indre ro
Med udgangspunkt i, at man selv er den, der skal lave penge, var der nok ikke nogle, der ville fortænkte én i at sige ”Det går ad H til”, når pengekassen nu er fuld af tom. Men det gik hurtigt op for mig, at der er noget helt andet på spil. Selvfølgelig er det nødvendigt, at der inden for en overskuelig fremtid kommer kunder i butikken. Jeg har ikke et pengetræ i baghaven, der kaster mønter af sig til evig tid. Men det altoverskyggende for mig lige nu er, at jeg mærker en enorm tilfredshed og ro i mit indre. Hver morgen oversvømmes jeg af en dyb taknemmelighed – over, at jeg har taget springet og nu helt selv kan bestemme over min dag, over, at der er nul stress på, når min datter skal i skole, over, at jeg har givet mig selv lov til at arbejde med lige præcis dét, j e g har lyst til. Tilsæt dernæst en klippefast tro på, at det, jeg tilbyder, har værdi og kan gøre en forskel og glæden ved at se, at min markedsføring lige så stille skaber interesse om ORDgefühl og begynder at tegne et billede af, hvor jeg skal finde mine kunder.

Kropslig og mental valuta for pengene
Jeg ville dog lyve, hvis jeg sagde, at troen på min ydelses værdi ikke får tvivlsridser i lakken. For det gør den. Hver dag. Mange gange om dagen. Når man sidder alene ved skærmen og nørder med hjemmeside, Facebook og LinkedIn profil i et forsøg på at skabe opmærksomhed om sig selv, så er der ikke langt fra himmel til helvede. Godt at jeg har et netværk, der tror på mig og muligheden for at deltage i netværk, så jeg ikke sander helt til ved tastaturet. Ridserne ændrer dog ikke ved det faktum, at jeg kan mærke helt ind i knoglerne, at jeg har sat mig på den stol, der – i hvert fald lige nu – er den rette for mig. Den mellemtilfredshed, jeg i årevis har slæbt rundt på, er forsvundet. Den tvivl på mine evner, der dag ud og dag ind har prikket til mig, er pist borte. Al den tankelarm, der i evigheder har optaget alt for meget af min mentale lagerplads, er forstummet. Nu mærker jeg kun tilfredshed og glæde, når jeg tænker på min (arbejds)dag. Måske det er derfor, jeg er glad i hele kroppen? Måske det er fordi jeg med mit frie firmafald endelig handler på det, jeg har mærket som godt og rigtigt for mig, at jeg får fuld kropslig og mental valuta for de penge, jeg ikke tjener. Jeg stryger ’måske’. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det er årsagen til, at det går godt.

Komfortzones ligegyldighed
Når jeg kigger på mit liv før og nu, så kan jeg se en tydelig forskel. I ’gamle dage’ havde jeg den forkvaklede og uhensigtsmæssige vane, at der meget ofte manglede sammenhæng mellem det, jeg gerne ville og det, jeg så reelt gjorde. Det-kan-man-da-ikke eller hvad-vil-andre-tænke satte dagsordenen. Nå, ja – og så frygten for at fejle. I dag er der i udpræget grad overensstemmelse imellem det, jeg tænker og føler, og det jeg siger og gør. Med små bitte skridt har jeg fjernet mig fra frygten som et begrænsende element i mit liv til at anskue den som en motiverende faktor, der skubber mig ud af den komfortzone, der var min hjemmebane for ikke så længe siden. Det er en gave. For jeg er sikker på, at det var i den zone, jeg fandt næring til min mellemtilfredshed og oplevelsen af, at det ikke gik (så) godt. Det var her, jeg ikke lyttede til mig selv. Jeg tror, at det er i komfortzonens ligegyldighed, der er fare for, at ’godt’ bliver til ’godt nok’. Man lulles ind i overbevisningen om, at det skaber en form for kaos, hvis man skulle få den fikse idé at ville op på the next level. Derfor vælger man at leve med, at livet er ‘godt nok’. Det ukendte er farligt, så der har man ikke lyst til at bevæge sig hen. Så hellere blive i det kendte, der er trygt og sikkert, selvom det stille og roligt dræner én for energi, livsglæde og selvværd.

Liv i vater
Så om det går godt, handler for mig om noget helt andet end om der er gang i butikken = penge og/eller succes. Selvom begge dele er rare at have – førstnævnte især fordi de er nødvendige for at betale husleje, humus og håndsæbe – så kunne jeg i går høre mig selv sige ”Det går godt” af en helt anden årsag. Mit liv er i vater. Også selvom jeg (næsten kun) lever af kærlighed og vand fra hanen. Det er fornemmelsen af at være hjemme i mig selv og det, jeg gerne vil lave, der gør hele forskellen. Når jeg en dag kan udskrive den første faktura og placere en kundereference på ORDgefühls hjemmeside, så bliver jeg glad. Men faktura eller ej – det ændrer ikke ved det faktum, at det er den indre balance, der tæller og er den vigtigste i mit store regnskab. Når der er overskud på dén konto går det godt.