Hvis jeg var flygtning

”Paskontrollen” ved flere af Europas grænser har haft særdeles travlt i den seneste tid. Flygtningetsunamien har senest ramt lillebitte Danmark – før det bl.a. Grækenland, Ungarn, og Tyskland. Helvede på jord for tusinder og atter tusinder er brudt ud. Eller dvs. – det har det været længe, for folk har levet med krigen som daglig reminder om, at det liv, de kendte, for længst er sprængt i stumper og stykker. Usikkerhed, utryghed og frygt har været en tro følgesvend. Med flugten til ukendte lande er nu også en dimension af rodløshed, manglende sproglige færdigheder og eksistensgrundlag tilføjet.

Hvis jeg var flygtning, ville jeg…

  • Føle mig fuldstændig fortabt
  • Være bange
  • Føle afmagt
  • Ønske, at jeg ville blive mødt som menneske og ikke som flygtning
  • Være træt
  • Være sulten
  • Bekymre mig for min og mine børns fremtid
  • Drømme om, at nogle passede på mig
  • Drømme om, at der blev ro, hvor jeg flygtede fra, så jeg kunne komme… hjem!
  • Føle mig som et jaget dyr
  • Være i konstant alarmberedskab
  • Være vred
  • Græde over det, jeg måtte efterlade, da jeg flygtede
  • Forbande dem langt væk, der ikke vil hjælpe mig
  • Være rasende på dem, der afholder mig fra at stige på det tog, der kan bringe mig i endelig sikkerhed
  • Ikke kunne forstå, hvorfor det er så svært at forstå mig
  • Være udmattet
  • Føle mig alene i verden
  • Have svært ved at forstå, hvad der foregår omkring mig
  • Føle mig misforstået
  • Føle mig mindre værd som menneske
  • Have lyst til at flygte fra at være flygtning!
  • Være på kanten af sammenbrud
  • Være ved at få pip af at have (ukendte) folk omkring mig hele tiden
  • Inderligt længes efter og drømme om RO!

…og meget andet….

Et land med dårlige mennesker
Jeg forholder mig udelukkende som menneske til flygtningestrømmen. Politiske overvejelser går jeg bevidst (næsten) i en bue udenom. Dette indlæg er skrevet med medmenneskelighed og empati som drivkraft. Empatien er der heldigvis flere eksempler på i Danmark, når det kommer til flygtninge: fx Venligboerne og en modtagelseskomité på Københavns Hovedbanegård. Da flygtninge i går ramte Rødbyhavn, blev de mødt med klapsalver, ”Velkommen til Danmark” skilte og luftkys. Men den varme og gæstfrihed er det åbenbart ikke alle, der tror på, at vi kan udvise. Tidligere børnerådsformand, debattør og forfatter Lisbeth Zornig Andersen fortalte i går i Metroxpress, at de flygtninge, hun havde talt med, ikke havde lyst til at blive i Danmark; fordi vi har ry for at være et land med dårlige mennesker. Det er virkelig trist at høre, at vi skulle have sådan et ry ude i verden. Det er en mere end almindeligt ulden kamel at skulle sluge. Os? Dårlige mennesker? Her i denne lille, sikre velfærdsandedam? (OK, her kom der måske et lillebitte politisk pip?!) Det er godt nok ikke rart at tænke på, at vi (åbenbart) har stempel som dem, man ikke gider lege med. Men frem for at begynde at benægte, komme med lange søforklaringer og/eller sige ”Inger Støjberg” (jeg ved det, jeg ved det… et politisk pip mere), så tænker jeg, at vi skal åbne vores arme og vores hjerter for de folk, der har mistet alt. Det er mennesker! Og de har fået frataget stort set alt. Livet, som de kendte det, måske deres kære.

Hænder_der_moedes

Medmenneskelighed og næstekærlighed
Det er en menneskelige tragedie, der udspilles ”lige i vores baghave”, og vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at udvise medmenneskelighed og næstekærlighed. I min verden har vi pligt til at hjælpe knækkede mennesker, der kommer hertil med gru og rædsel som det, der fylder mest i den smule bagage, de nåede at få med fra deres hjemland. Både for at favne og føle med de mennesker, der kommer hertil, fordi de ikke havde andet valg end at forlade alt, hvad de hidtil har kendt til (og måske alle), men også fordi vi ikke ude i verden skal fremstå som et land med dårlige mennesker. For det er vi ikke! (Eller er vi…?).

Prøv at tænk, hvis det var dig, der, for at bevare livet, måtte flygte til et andet land, hvor alt er ukendt. Hvordan ville du have det?

Fakta:

  • Totalt set er 60 millioner mennesker i verden på flugt.
  • Tyskland er det land i Europa, der tager imod flest flygtninge.
  • Fra januar til september 2015 har ca. 300.000 migranter og flygtninge forsøgt at krydse Middelhavet – omkring 2.850 af dem mistede livet i forsøget.
  • 38 millioner mennesker er på flugt i deres eget land.
  • I 2014 fik 6.110 asylansøgere opholdetilladelse i Danmark
  • 370.000 af det det totalt antal flygtning har søgt mod Europa

(kilde: Metroxpress)

 

Definitioner på flygtninge, migranter mv.