Facebook: tænk før du taler

Jeg én af de næsten 1,5 mia. aktive brugere af Facebook (FB)? I gennemsnit bruger folk 46 minutter hver dag på at være online og tjekke op på mere eller mindre kendte FB-venner og andre FB-personer. Jeg er for det meste aktiv ved blot at være på, dvs. observere (nogle vil kalde det snage i), kommentere eller like andres FB-liv. Det er jeg givetvis ikke ene om. Andre er særdeles aktive med at poste alverdens opslag. Det er efterhånden en ”gammel sang”, at det ofte er det perfekte liv, der bliver dokumenteret på FB. De fleste har forhåbentlig tillagt sig en vis distance til al den pænhed, der bliver udstillet. Billedet af den fantastiske rejse til det 5-stjernede resort har jo også en bagside. Det ved vi godt, hvis vi tænker os om. Ikke nødvendigvis en sort og dyster, men en bagside er der altid. Nogle vælger faktisk at beskrive lige netop bagsiden af deres liv. Det får som oftest rosende ord som ”Stærkt”, ”Endelig én der tager bladet fra munden” eller ”Hvor er du modig, at du står frem” med på vejen. Vi kan godt lide, at nogle prikker hul på pænheden. Mig selv inklusive. Så kan vi bedre hvile i, at vi heller ikke selv er perfekte.

Trappe

Bagsiden er taget til et nyt niveau
I den seneste tid har jeg dog oplevet, at bagsiden er blevet taget til et nyt niveau. Jeg er således stødt på FB-udmeldinger som fx: ”Hvis jeg havde penge til benzin, så kørte jeg ud og fandt en bro, jeg kunne springe ud fra” og ”Jeg taler alligevel ikke med nogen, så jeg lukker ned for min profil. I må have et godt liv”. Det er ved første øjekast ikke blot en udfordring af pænheden. Det ligner til forveksling et råb om hjælp. Når jeg læser opslagene, bliver jeg trist på de menneskers vegne, som åbenbart ikke rigtig kan få øje på et lys for enden af tunnelen. Jeg føler virkelig med dem. Bruger tankevirksomhed på at overveje, hvad jeg kan gøre, for at hjælpe. Dernæst bliver jeg irriteret – og vred! Hvad bilder folk sig ind at hive hele listen af FB venner ind i et så personligt drama?. Hvorfor vælger man at gøre en privat livskrise til en offentlig ”begivenhed”? Når man poster noget, der minder om et farvel-og-tak opslag, hiver man hele sin venneliste ind i ens egen mørke osteklokke. Hvad enten de vil det eller ej (før du siger: jamen, du kan da bare lade være med at læse opslaget, vil jeg opfordre dig til at læse videre). Også dem, man kun er venner med på FB, fordi man har siddet ved siden af hinanden til en fest eller har talt med, da man var i badeland med ungerne. For nylig var jeg vidne til, at en personlig krisesituation blev blotlagt i en FB- gruppe med 1200+ medlemmer, hvoraf kun en lille del kender hinanden enten via FB venskab eller privat. I nærværende eksempel fremgår det, at personen, der skriver, frygter for sin sikkerhed, og vedkommende beder om konkrete råd til, hvordan man kommer ud af kløerne på en utilregnelig person. I løbet af no time er dele af gruppen ved at gå i selvsving, politiet er blevet kontaktet og trådens bølger går højt med gætterier om, hvad der kan være sket, siden man ikke kan få kontakt til den person, der har lavet opslaget.

Ord

Ordene forsvinder ikke
Personen, der lavede ovennævnte opslag, vendte dagen efter tilbage med en opdatering om at være OK og et ”Jeg beklager, at jeg har gjort jer bekymrede”. Heldigvis og tak for meldingen. Men! – for der er et men – det er som om, at folks indre i kaos får dem til at glemme at tænke sig om. De glemmer at tænke over, hvordan deres ord påvirker andre. ”SOS-opslag” påvirker faktisk folk, også selvom man ikke kender personen. Med mindre man er totalt blottet for empati, så bliver man bekymret. Man kan ikke bare smide frygt for fysiske overgreb eller hints om selvmordstanker ind i Facebookcentrifugen og så tro, at det går ubemærket hen. Ordene forsvinder ikke. De er virkelige, selvom de ikke er sagt i den virkelige verden. De bliver hængende på nethinden, når de først er slået op – også selvom man fjerner sit opslag. Når de tunge ord først er sluppet ud, så har de taget bolig i folks bevidsthed.

image description

Se-mig-hør-mig
Det er mere end OK at bede om hjælp, og jeg vil ikke afvise, at FB måske for nogle er det tætteste, de kommer på relationer, hvorfor det er i det forum, man ”bryder sammen”. Så er det ensomhed, der driver folk til at gøre en personlig krise til et ”offentligt anliggende”. Alene tanken om, at det kan være tilfældet, gør mig trist. Så stor ensomhed bør ingen mennesker opleve. Har man desperat brug for hjælp, og er FB det eneste sted, man kan finde den, så bør det gøres i lukket regi. Med en personlig besked. Ved at tage direkte kontakt. Ift. de opslag, jeg refererer til, så kan jeg desværre ikke vriste mig fri for oplevelsen af, at opslagene i et eller andet omfang er se-mig-hør-mig posts. Og folk fik det opmærksomheds-fix, de åbenbart søgte. De blev strøget med hårene og fik (medfølende) kommentarer i massevis. De blev set. Og det er vel i bund og grund det, der er omdrejningspunktet på Facebook: at blive set. Hvis vi tør mærker efter inderst inde og være ærlige, så er hvert et opslag på FB vel dybest set et udtryk for, at vi gerne vil gøre opmærksom på os selv og vores eksistens? Men selvom vi alle har den samme mission på FB, så betyder det ikke, at vi er fritaget for at tænke os om i vores jagt på synlighed. TÆNK før du taler (skriver) burde poppe op på skærmen, hver gang man er i gang med at ”lække” noget til FB. Hvis man synes, at livet er noget l…, så træk lige vejret en ekstra gang eller to, inden Gud og hver mand bliver inddraget i det. Selvom man pakker sit opslag ind i blinkende smileys, er det no-go ”bare for sjov” proklamere, at nu lukker man ned og ønsker folk et godt liv. Den går bare ikke! Ord er lige så virkelige og magtfulde i cyberspace, som de er i den virkelige verden.

Hvor går grænsen for dig ift., hvad man kan offentliggøre på Facebook?