Daten, jeg aldrig skulle ha’ været på – part I

En rigtig god date! Det var, hvad jeg var på forleden. Vi var totalt på bølgelængde – sendte på præcis den samme frekvens. Fed pingpong og masser af forståelse, indlevelse og anerkendelse. Det bliver et ja tak til dén slags dates! Lige så meget som det bliver et rungende n e j t a k til det modsatte – en date, hvor P3 og P1 prøver at samsende. Dét virker ikke – jeg siger det bare. Med overskudshatten på, kan jeg godt se en kikset date som en sjov oplevelse og grine af den sammen med veninderne bagefter. Men det er altså et pænt stykke over middel svært at finde noget at grine af, lige når jeg finder mig selv midt i en date from Hell, hvor jeg af ren og skær høflighed bruger et par tåkrummende timer på at holde en ikke eksisterende samtale i gang.

Waldo hører til under overskriften daten, jeg aldrig skulle ha’ været på. I know – jeg burder have set katastrofen nærme sig med raketfart: Hvem Fa…. tager på blind date med en med dét navn?! Ja, det gjorde jeg så åbenbart. Det var Waldos søster, som mente, at vi ville være det perfekte par. Hun sad i receptionen hos den tandlæge, der en halv time efter hendes matchmaking, lagde mig i fuld narkose for at fjerne min sidste visdomstand. Sådan gør man åbenbart i USA – i hvert fald i Woodland, den lille by i Californien, som jeg boede i. Tandlægebesøget var i øvrigt en mindst lige så besynderlig oplevelse som daten: Jeg lå i tandlægestolen og undrede mig over, hvorfor i alverden jeg fik lagt drop i hånden. Jeg må have været blevet for-bedøvet, for tandlægen sprøjtede bedøvelsen ind i min hånd, uden at jeg stillede ét eneste spørgsmål. Det gjorde han til gengæld: ”Credit og cash?”. På det tidspunkt var jeg allerede på vej ind i narkose-rusen – han kunne have bedt mig om hvad som helt, og jeg ville have svaret ”ja”. Nå – tilbage til daten.

Jeg mødtes med Waldo ved en restaurant i byen. Han havde foreslået, at vi mødtes kl. 18.00, så jeg antog, at vi skulle spise middag på restauranten først. Det skulle vi ikke. Vi skulle videre til Old Sacramento (en cowboyagtig bydel i Sacramento). Fint, tænkte jeg. Så skal vi spise dér. Jeg kunne mærke den begyndende koldsved på min overlæbe, fordi jeg var sulten. Når jeg er sulten, så skal jeg helst have noget at spise NU! (Ved nærmere eftertanke var jeg nok sulten hele tiden, da jeg boede i USA. Mon det var derfor, at nålen på badevægten skulle have skiftet batteri så ofte??). Men nej. Vi skulle ikke have noget at spise. Vi skulle gå rundt og se på tingel-tangel – i 117 butikker. Vel at mærke butikker, som Waldo fandt det interessant at snuse rundt i. Yes, sir. Godt så. Tavsheden var larmende! Det var ren tortur at slæbe fødderne rundt i utakt med hans i de 93 minutter, der var til, at vi skulle se stand-up. Jeg er vild med stand-up, men jeg havde mere end svært ved at forestille mig, at der var noget morsomt i vente.

Jeg var efterhånden kun få sekunder fra at eksplodere af desperation. En sulten mig sammen med et menneske, jeg ikke kan kommunikere med – dårlig kombi, meget dårlig! Selskabet kunne jeg ikke gøre noget ved, men jeg kunne kaste mig ind i den popcornbutik, vi var standset ud for. Så det gjorde jeg. Da jeg bad om helt almindelige popcorn, lignede ekspedienten et spørgsmålstegn. Han burde have lignet et dollartegn – kæft, det var verdens dyreste popcorn – og de var sovset ind i sukker og krymmel. Det var, hvad dét var. Da Waldo begyndte at høvle sine fedtede blyantsfingre ned i mine 15 dollars popcorn for at lænse bægeret i løbet af no time, sprang der en sikring i min hjerne. Overskudshat? Ikke hér. Den havde jeg glemt i bilen – i Danmark! Jeg kunne ikke – jeg gentager: ikke – se det morsomme i noget som helst, der havde med situationen at gøre. Og daten var kun lige begyndt.

 

….to be continued….

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *