Daten, jeg aldrig skulle ha’ været på – part II

Tiden gik en slags baglæns, mens jeg med provokerende og højlydte suk gik rundt som i trance og ventede på aftenens sjove indslag i comedy club’en. Og så skete der noget mærkeligt: Waldo åbnede munden og ud af den begyndte der at komme ord. Først blev jeg glad. Tak, Mr. Icebreaker. Min harddisk var komplet renset for verbale konstellationer, så hans tale blev modtaget med kyshånd. Men det var kun indtil talestrømmen nåede ind i mit indre øre og fik forbindelse med min hjerne. Så stivnede smilet. Usorteret vrøvl af den værste skuffe var, hvad han leverede – altså i min optik. Tykke mennesker, folk, der drak, afroamerikanere, folk med briller, skaldede, rygere – jeg nævner i flæng. Folk, der ikke faldt i Waldos smag, blev raspet godt og grundigt med hans grove ordfil.

Jeg er ikke selv den blide type, når det kommer til at give folk et ord med på vejen, men hans opførsel slår alt, jeg indtil dato har oplevet. Men den endte med at blive min ”redning”. Da min date svinede rygere til, fødtes en, syntes jeg selv, genial idé (nogle vil nok kalde den barnlig?!): Jeg ville sabotere vores date ved at ryge Waldo ud. Pulse manden lige ind i fjæset, mens vi så stand up. Jeg gik fra tanke til handling på et nanosekund. Mig ind på en bar for at købe cigaretter (under påskud af at skulle låne toilettet). Jeg følte mig klar til kamp og sikker på min sejr, da jeg kom ud fra baren bevæbnet med en pakke Marlboro og en engangslighter.

Som et gammelt, surt ægtepar gik vi ind på Laughs Unlimited. Jeg kunne næsten ikke vente med at sætte min plan i værk. Mon den ville udfri mig fra mine dating-pinsler? Inden vi satte os ved et bord, skulle vi have noget at drikke. Eller det vil sige – jeg skulle have noget at drikke, viste det sig. Jeg bestilte en cola og ventede på Waldos bestilling. Han kvitterede med et ”Nothing for me”, og vi fandt vores bord. Jeg fumlede med min taske og fik ild i smøgerne. Det er vel overflødigt at sige, at Waldo ikke var synderligt begejstret for de røgskyer, jeg fik til at lægge sig over selskabet?! Bedst som jeg sad og fedtsmilede for mig selv over min ”røgalarm”, gik han til modangreb. Han tog min cola, satte den for munden og drak halvdelen med et ”You don’t mind, do you?”. What?? Jeg var rystet. Men samtidig fattet nok til at trække min date-sabotage-seksløber endnu en gang. Jeg styrede direkte op til baren og bestilte den største fadøl på kortet.

Selvtilfreds kom jeg tilbage til bordet med mine procenter. Så ku’ han lære det, ku’ han! Jeg både røg og drak, mens jeg i min fantasi gned mig i hænderne og skreg af grin ved tanken om, hvor pissed han måtte være. Lige dér var det faktisk en ustyrligt morsom date – syntes jeg. Waldo kogte, kunne jeg godt fornemme. Hans blik kunne skære igennem hærdet stål. Det fik bare mig til at ryge endnu mere. Nå, vi nåede igennem første halvleg af showet, og mr. I-don’t-drink-and-I-don’t-smoke forlod bordet for at træde af på naturens vegne. Da han kom tilbage var det med følgende melding: ”We’re leaving!”. Javel, ja. Min plan havde virket! I kapgang forlod vi stedet, som med mit øl-og-røg show havde leveret forvrænget og absurd underholdning. Bilen forlod p-pladsen med hvinende dæk, og de godt 30 minutters kørsel til Woodland blev tilbagelagt stumt og med blikket rettet stift på I5. Egentlig et under, at jeg overhovedet fik lov at få plads i Waldomobilen, tænkte jeg.

Men det mest groteske på hele daten skete, da vi nåede frem til min redningsplanke: min gule Volvo ved restauranten i Woodland. Waldo kastede sig ud af bilen, fræsede over til passagersiden, åbnede døren og rakte mig sin hånd for at hjælpe mig ud. Jeg var en udgave af forvirret, jeg ikke har oplevet hverken før eller siden. Jeg steg ud af bilen og måtte træde mig selv over tæerne for ikke at løbe hen til min bil og køre ud i natten som en sindssyg. Jeg stod og overvejede, hvordan jeg bedst fik sagt farvel og fik mig selv gjort usynlig. En løsning nåede jeg ikke at finde. Så kom det: “I would like to see you again”.

Som sendt fra himlen svingede en god ven iført kone ind på parkeringspladsen. Jeg vendte ryggen til Waldo og gav Fanden i gode manérer. Jeg spurtede over mod mine venner. Væk – nu! De må have kunnet se, at jeg var desperat, for de åbnede bildøren for mig, så jeg kunne forsvinde ind på bagsædet. Og så forlod vi sammen Waldo, mens jeg kiggede tilbage. Dér på parkeringspladsen stod en mand og lignede et spørgsmålstegn. Det gjorde jeg faktisk også. Det havde været en date from Hell, og alligevel ville han ses igen. What? Why? Svaret fik jeg af indlysende årsager aldrig. Til gengæld har jeg haft verdens bedste dårlige date at se tilbage på og grine over lige siden. Og jeg véd nu, at jeg aldrig skal date mænd med mærkelige navne, og at tandlægereceptionister er dårlige match makere.

Hvad er din værste date?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *