Er du for sent på den?

Hvis du kommer for sent så… Der klæber lissom en trussel til den sætning. Det ligger i kortene, at der kommer til at ske noget skidt, hvis man ikke kommer til tiden. Men der kan altså også godt komme noget godt ud af at komme for sent. Det fandt jeg ud af, da jeg i går kom for sent til genbrugsstationen.

Det ligger dybt i mig, at man ikke kommer for sent. Man skal komme til tiden, hvis man ikke vil gå glip af noget. Man skal komme til tiden af respekt for andre. Af respekt for andres tid. Bevares – der kan være en årsag til, at man kommer for sent, men så er det respektfuldt lige at varsko den anden om, at tidsplanen er skredet.

Kommer du for sent til toget, bussen eller flyet lærer du, at ingen af delene venter på dig. OK, jeg har faktisk siddet i et fly i Antalya lufthavn og ventet på 24 passagerer, der aldrig dukkede op. Det var et godt træk over for de solskoldede charterturister, der ledte efter gaten (eller hvad de nu havde gang i). Men med flyet kom de ikke. Vi taxiede ud og lettede, da nok var nok. Så kunne de lære det, kunne de.

Du lærer også, at der ikke er agurk til madpakken eller mælk til havregrynene, hvis du kommer for sent ud at handle og hylderne er rippet for næring. Og du lærer, at der ikke er plads til dig på holdet, hvis du gang på gang kommer for sent til træning. Eller at du ikke får koncertbilletten, hvis du er for sen til at betale.

Kommer du for sent til buffeten, er den sprøde bacon og de hårdkogte æg (hvorfor er der i øvrigt ingen spa-, kro- eller hotelkøkkenchefer, der har fundet ud af at holde æggene bløde, imens de ligger i svøb og venter på at blive fortæret?) væk – måske er buffeten endda lukket.

Er du for sent på den, når du skal til jobsamtale, kan man vist roligt sige, at du har sat dig selv gevaldigt på overarbejde, inden du overhovedet er begyndt på jobbet. Det er ikke er verdens bedste førstehåndsindtryk at give din (sikkert ikke) kommende arbejdsgiver.

Får du meldt ud for sent, at du faktisk elsker din kæreste til trods for dine evige irettesættelser og forsøg på at lave ham eller hende om, så er vedkommende med stor sandsynlighed den, der er skredet.

Venter du med at få børn (og her føler jeg på forhånd med de mennesker, der har prøvet i årevis uden held), til du synes tiden er den rette, er der en overhængende risiko for, at der aldrig kommer unger i reden.

Vi lærer med andre ord en masse ting om, hvad vi mister eller misser, hvis vi ikke kommer til tiden. Derfor skynder på børnene om morgenen, vi hundser med vores bedre halvdel og vi presser os selv. En indre stemme hvisker til os, at der falder brænde ned, hvis vi ikke overholder tidsplanen. Derfor presser vi hele tiden på for at nå…alt muligt…til tiden.

Men måske er der noget af det, vi slet ikke har lyst til at nå? Det er jo fx ikke alle, der ønsker sig børn.

Jeg øver mig hver dag på at se det positive i de ting, jeg kommer ud for. Ikke i fornægtelse eller som en lalleglad jubelidiot, der ikke ser alvoren, når den er der. Jeg har bare fundet ud af, at livet altså er både sjovere og lettere, når jeg fokuserer på det positive frem for det negative.

Det var det, jeg praktiserede i går, da jeg kom for sent på genbrugsstationen. Indrømmet: Det er ikke en liv-eller-død situation jeg taler om, men leg alligevel med.

Lågen til pladsen begyndte at glide i, bedst som jeg svingede bilen ind i indkørslen. Jeg overvejede at træde hårdt på speederen. Jeg kunne mærke bak-med-trailer desperationen brede sig, og jeg troede i et splitsekund på, at min bil kun var 50 cemtimeter bred, så jeg uden problemer kunne mase mig igennem til den container, jeg havde set mig varm på.

Men lågen faldt i hak. Jeg var fanget.

Tidligere på dagen havde jeg pænt hægtet traileren af og trukket den rundt på pladsen med haveaffald og gammelt l*** fra min matrikel. I erkendelse af, at jeg (på daværende tidspunkt) ikke kunne bakke med trailer og med fingrene krydset for, at jeg ikke mødte nogle, jeg kendte. Selvom jeg var trailer-trækker med rank ryg, syntes jeg det var lidt pinligt at gå rundt med min overdimensionerede trillebør. Men et læs på 300 kg. jord var altså for meget for mine blege farmorarme at løfte af og trille med. Der var kun en vej: Bak.

Og ud af indkørslen kom jeg. Kønt var det ikke, og det tog mig i omegnen af 10 forsøg, før traileren honorerede min stædighed. Det ridsede min stolthed mere end at trække traileren rundt, for jeg er stadig ikke 100% hjemme i, at alt ikke behøver at være perfekt. Men da jeg endelig svingede ud på vejen og tøffede hjem, var det glemt. Væk var ridserne – kun stoltheden var tilbage. Jeg gjorde det!

Jeg kom for sent, og det kom der faktisk noget godt ud af.

Hvis der ikke er nogen – eller os selv, der dør af, at vi kommer for sent eller ikke får afleveret en opgave til tiden, hvorfor skal vi så piske afsted?

Lad os nyde livet. Lad os nyde det lige nu og her. Tage en senere bus. Spise, når vi er sulten og ikke kl. 18.00 dut, fordi vi plejer at gøre det. Sove længe og blæse på buffeten. Den er alligevel set 117 gange før. Lad ukrudt og nullermænd ligge (begge dele er der også i morgen og dagen efter og…) og vær sammen med dem, du holder af. De er der ikke nødvendigvis i morgen.

Vi ender med at komme for sent til livet, hvis vi hele tiden har så travlt.

2 kommentarer til “Er du for sent på den?”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *