Genopliv Kirsten Giftekniv

Kærlighed. Helst den helt store af slagsen. Skal man bare vente på, at den dukker op? Skal man sætte en ”eftersøgning” i gang – og kan man bede om assistance i den sammenhæng? Ifølge Danmarks Statistik var der pr. 1. januar 2015 1,6 mio. enlige i Danmark. Hverken i antal eller andel har tallet været højere, siden man i 1986 begyndte at føre statistik over singler. Der må således være en del, der længes efter kærligheden og går og stiller sig selv ovenstående spørgsmål.

Lovewingman
Jeg tror, at de fleste singler på et tidspunkt når dertil, at de 1) er træt af at være alene og 2) er ved at få spat af at være opsøgende. Bevares, det er da fedt at kunne gøre lige hvad man vil og bestemme (alt) selv, men det er altså ikke det nye sort evig og altid at flyve solo. Ikke fordi man ikke har noget at bidrage med som ”bare” sig selv, eller at man ikke er god nok, fordi man kommer alene. Det er slet ikke det, det handler om. Der mangler ganske enkelt bare en lovewingman. Hvad gør man så ved dén sag?

Som en anden Misse Møghe
For mit eget vedkommende forholder det sig således, at jeg med jævn frekvens bevæger mig ud i verden med smil på læben tændt og håret sat. Jeg sidder ikke hjemme med mine smårynkede hænder i skødet og venter på, at mr. Lovalova skal kigge forbi. Jeg går ud og synes selv, at jeg er klar til at møde ham, der slår benene væk under mig (ja, jeg står ved, at det bliver et nejtak til halvlunken love – been there, done that…i håbet om, at det udviklede sig). Åben for kontakt. Det har igennem de sidste par år givet mig en bunke sjove oplevelser og en del kys hist og her. Men mest af alt tømmermænd. Det ”opsøgende arbejde” har ikke givet anledning til at bestille kirke, kage og kikset forsamlingshus. ”Du tiltrækker da i det mindste nogle”, konstaterede min veninde forleden med vanlig selvironi. Og hun har ret. Det gør jeg. Men det hjælper mig ikke, at jeg, som en anden Misse Møghe, kan drage. Jeg er nemlig en slags ekspert i at tiltrække mænd med metal på ringfingeren. Dén flirt er måske nok spændende, men hvad kan den bruges til? Altså ud over at den giver lidt spænding i tilværelsen, og at de gifte komplimenter giver ens selvtillid et lyserødt boost.

Netdating som tidsfordriv
Online dating er forsøgt. Af adskillige omgange. Aarrrhmen altså – jeg bliver træt bare af at tænke på det! Et stort tillykke til jer, der er i parforhold. I slipper for at skulle igennem komplet ligegyldige korrespondancer, som man ofte bliver i alt for længe i håbet om, at der kommer lidt indhold i samtalen. Hvad der i mine øjne minder om en tjekliste på størrelse med Bornholm danner grundlaget for den virtuelle ”godkendelsesproces”. Man kommer bl.a. igennem: hvor høj er du? – hvor længe har du været single? – hvad søger du? – har du børn? – i hvilke uger har du børn? – hvor meget vejer du? – hvad laver du? – går du i stiletter? – hvilken musik lytter du til? Og sex bliver også italesat (jo, jo – det er helt almindeligt at spørge ind det område tre ord inde i skriveriet). Den interviewende udveksling af ord medfører for mit vedkommende, at relationen bliver udhulet og intetsigende, inden den overhovedet når at blive etableret. Kedeligt. Overfladisk. Det giver mig ganske enkelt ikke noget på den gode konto at date på nettet. Det bliver tidsfordriv – intet andet. Tidligere kom der jævnligt et møde ud af skriveriet. Nu ender jeg for det meste med  at vælge mødet fra, fordi jeg går kold i løbet af udvekslingen af faktuel data. Jeg magter ikke den upersonlige vejen og målen på forhånd. Men jeg har indtil nu alligevel bladret uengageret videre i “kødkataloget”. Håbet. Selvom jeg godt kan mærke, at det ikke føles rigtigt for mig at lede på dén måde. F***! Er den flygtighed og ligegyldighed, der i mine øjne karakteriserer netdating, ved at have fået taget i mig? Er jeg virkelig blevet så duer-ikke-væk agtig, når det kommer til romantisk kærlighed? Er jeg blevet én af de dér fra hot-til-not-på-et-splitsekund net datere, som jeg selv brokker mig over? Jeg er bange for det. Så tror da pokker, at kærestemagneten ikke virker. Det siges jo, at det, man sender ud, er det, man får igen.

Gør noget nyt
Med dén erkendelse i baghovedet mærker jeg tvivlen nage: er det virkelig sandt, at man ikke skal lede efter kærligheden? At den dukker op, når man mindst venter det. Jeg er nok ikke den eneste, der har hørt folk lire dén sætning af? Passer det? Jeg mener – Francesca havde nok ikke lige set komme, at Robert ville kigge forbi og vende hendes verden på hovedet i løbet af de fire dage, han fotograferede Broerne i Madison County?! Hm…nej; efter at have gumlet lidt på tvivlen, må jeg skyde den til hjørne. Jeg synes ikke, at det er løsningen at gå i som-du-mindst-venter-det mode. Det ville for mig være at læne sig tilbage og give op. Det ser jeg ikke som en option. Men hvordan får man så lige en Robert til at dukke op i horisonten? I hvert fald ikke ved at fortsætte med at gøre det, der ikke virker. Ud til højre med det. Der skal en ny måde til, hvorved kontakten kan skabes. Hvis man gør, som man plejer, får man som bekendt det samme resultat. Mon der er andre, der genkender dét billede?

 Genopliv Kirsten Giftekniv
Hvor fedt ville det lige være, hvis man kunne få serveret et muligt match af én, der kender begge parter? Jeg har svært ved at forestille mig, at der ikke et eller andet sted i de forskellige vennekredse eller på kryds og tværs af disse gemmer sig matches. Jeg nægter at tro, at det er fordi, at ens venner synes, at man er en uinteressant knold, hvis selskab de ikke vil udsætte andre for, at de ikke har budt ind med potentielt kærestemateriale. De har nok bare glemt, hvordan det er at være single?! Måske de tænker, at et “kunne du tænke dig at møde…” er grænseoverskridende; at det er utidigt at blande sig i andres (ikke eksisterende) kærlighedsliv? Det er det ikke – det er omsorg og næstekærlighed. Der er altid nogle, der kender nogle. Arbejde. Sport. Naboer. Fritidsinteresser. Ungernes SFO. You name it. Gode gamle Kirsten Giftekniv skal genoplives. Enhver tanke om, at det er pinligt eller at folk tænker, at man er desperat, skal pakkes langt væk. Når der er noget, man ikke selv kan finde ud af, så er det smarte og logiske at bede om hjælp. Helt naturligt for den sags skyld. Og det gælder i min optik også, når det handler om at finde (ud af) kærligheden?! Så sæt i gang med at gå netværk igennem – både i cyberspace og i den virkelige verden. Meget enkelt. Undersøg matchmuligheder. Tag kontakt til din single ven(inde). Få folk hooket op med hinanden. Prøv at genkalde dig den gode følelse, det giver én, når man hjælper andre. Størst af alt er kærligheden.

Hvem har du i dit liv, du kan give en hjælpende kærlighedshånd?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *