Georges last christmas

”I thought you were here to stay”. Sådan synger – undskyld SANG – George Michael i ’Last Christmas’ fra 1984. Nu er han selv væk. Det er svært at forstå. Og det gør ondt. For ligesom David Bowie, der tog af sted mod den evige stjernehimmel i januar i år, tog George Michael et stykke af min ungdom med sig.

Så ja, jeg græd, da jeg, 2 minutter efter at have læst den triste nyhed i en sms, tændte for min gamle transistorradio og blev mødt af ’Last Christmas’. Jeg græd, fordi jeg føler med de mennesker, der stod pop-ikonet nær og nu har mistet ham – og så græd jeg, fordi jeg blev ramt af en tristhed på mine egne vegne.

Musikken var som en tidsmaskine, der sendte mig tilbage til 80’erne. Imens bjældeklang og smørstemme strømmede ud af min radio fra stenalderen, så jeg mig selv sidde i mine forældres bil på torvet i min hjemby. Det var lige dér, jeg første gang hørte, hvad der skulle blive min yndlingsjulesang.

Som jeg så mig selv sidde der i Toyotaen, genoplevede jeg de tanker, der drønede igennem hovedet på mig. Nyforelskelse og dårlig samvittighed over for kæresten, der var blevet vraget til fordel for den nye prins på brostenene. Alle følelserne og tankerne fra dengang blev katapultet tilbage i min krop og i mit hoved. Og så tudede jeg lidt mere.

Og hvorfor skal George Michaels død så handle om mig, tænker du måske? Det skal den, fordi jeg med hans alt for tidlige exit fra denne verden kom til at tænke på: hvis jeg skulle dø lige om lidt – 53 år er i n g e n alder – har jeg så fået det ud af mit liv, jeg gerne ville?

Livet er indtil nu kørt af sted i rasende fart, og tilbage i fortiden oplevede jeg, at det var fløjet forbi mig. Min datter står med adskillige tæer over linjen til puberteten og er snart klar til at leve sit eget liv. Jeg er 49 år, (stadig) single og min bagdel er på vej sydpå. Mit liv er blevet levet i al ubemærkethed – er det sådan, det skal være? Har jeg værdsat øjeblikkene med arveprinsessen nok – og med mig selv?

Hvad med lige nu – i dette øjeblik: lever jeg det liv, jeg gerne vil?

Elsker jeg nok?
Gør jeg det, jeg gerne vil med mit liv?
Passer jeg godt nok på mig selv?
Kan jeg sige til mig selv, at jeg har levet fuldt ud, hvis jeg skulle dø i morgen?

Det blev jeg faktisk i tvivl om. Nej, det passer ikke. Jeg er ikke i tvivl. Jeg kan elske mere, jeg kan gøre mere, jeg kan passe bedre på mig selv. Jeg kan leve mere helhjertet. TAK, George Michael, fordi du på den mest triste måde huskede mig på, at jeg skal leve livet med fuld musik, imens jeg har det.

Lever DU fuldt ud? Eller går du og venter på, at livet skal komme til dig?

George – i år blev din last christmas.
Æret være dit minde – og tak, fordi du var med til at sætte uforglemmelige toner til min ungdom.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *