Hverdagsbillede #20

“Mor, du kører forrest og viser vejen – så kører jeg bagest”.
 
Vi er sent på den. Vi har ventet forgæves på en kammerat. Hvorfor fa*** dukker han ikke op, tænker jeg irriteret. Han bor lige rundt om hjørnet. Så svært k a n det da ikke være at komme til tiden, fortsætter tankeirritationen.
 
(OK, Charlotte – klap lige hesten. Nogle gange e r der faktisk en grund til det, der sker (eller ikke sker): Drengen har fået stjålet sin cykel, finder jeg ud af, da jeg ringer til hans mor for i en lettere krads tone at meddele, at vi-kører-altså-nu). Ups!
 
Godt så. Jeg stikker piben ind.
 
Nåmen altså … Vi er sent på den, så vi knokler derudaf på vores cykler. Fire mand høj. I modvind. Regnen fiser lige igennem hullerne i min håbløst gammeldags cykelhjelm.
 
“Klokken er otte minutter i”, hører jeg min datter råbe fra bagtroppen. Vi er landet ved bowlingcenteret med fin tid til at kramme den kammerat, der venter på os, tjekke ind og få de supersmarte bowlingsko (ligger lidt på linje med min cykelhjelm) monteret på fødderne.
 
Dvs. d e kan tjekke ind mv. Jeg skal nemlig ikke være med til at bowle. Det er en teen-tur, hvor jeg har lovet at holde mig i baggrunden. Som i don’t say a word (altså ud over ‘På beløbet’, hvis der skal købes sodavand).
 
Centeret er propfyldt. På grænsen til at eksplodere.
 
Det vrimler med børn og voksne. Det er et kæmpestort sammensurium af MENNESKER. I love it. Mennesker, der er ude at nyde en lørdag eftermiddag … og livet.
 
Så bliver det ikke større.
 
‘Mine’ fire unger får deres bane – jeg trækker mig tilbage. Men jeg holder ikke helt, hvad jeg lover. Jeg gemmer mig ikke helt væk. Der er nemlig ikke plads til mig i cafeteriet, så jeg sætter mig på en stol et par baner væk fra min datter og hendes venner.
 
Fra tid til anden kigger jeg op fra min bog og iagttager, hvordan de fire skønne små mennesker nyder at være sammen. De griner og pjatter. Går amok i hysterisk latterrus, da den ene taber bowlingkuglen i tilbagesvinget.
 
“Det er ligesom man ser på film, mor”, hulker min datter af grin, da jeg går over for at tysse lidt på dem.
 
Efter mit tysse-show er jeg ved at brække mig over, at jeg bad dem dæmpe sig. Støjniveauet er i forvejen på 4000 db eller – overdrivelse fremmer forståelsen – så hvorfor skulle de ha’ en hammer for at more sig? De holdt sig på alle måder inden for det acceptable.
 
Nå, det har jeg noteret til næste gang i min lille, sorte Det Har Livet Lært Mig-bog.
 
Som jeg sidder der, gemt bag siderne i min bog, bliver jeg ramt af lykken. Lige i hjertet rammer den. Lykken siver ud i hver en celle i min krop.
 
Lige nu skaber min datter et minde med sine kammerater. Lige nu skaber j e g et minde. Lige NU lever vi for fuld skrue. Det vi gør, er måske ikke noget særligt set med andres øjne, men det er i min verden en uvurderlig perle, der bliver trukket på min datters – og min – livssnor.
 
Jeg elsker hvert et sekund af det. Suger til mig. Glædes. Bliver næsten helt høj af at se og mærke, hvor glade de fire, skønne unger er. Godt der er så meget larm. Ellers ville min datter drille mig: Tuder du nu – igen – mor?
 
“Mor, du kører forrest igen”, lyder beskeden, da to timer er gået, og vi igen skal ud i regnen. Denne gang er det med kurs mod æbleskiver og saftevand på hjemmeadressen.
 
“Tak, fordi du respekterer mine private grænser”, smiler min datter til mig, da jeg tager en stol og sætter mig ud i køkkenet sammen med mine æbleskiver. Hun er ikke min datter for igenting.
 
Da jeg putter arvingen og spørger, om det har været en god dag, gaber hul veltilfreds “JA”. Så klapper hendes øjne i, og hun drager afsted til drømmeland.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *