Hverdagsbillede #22

Hatten er afdæmpet grå. Den er lavet af filt. Har en fin, lille skygge, der ikke gøre meget væsen af sig. Men alligevel nok til at være bare en my sofistikeret. Hatten får mig til at tænke, at den er lavet til et lillebitte damehoved.
 
Den – hatten – står på jorden. Den hviler på ‘toppen’. Holder balancen, fordi der er et tyndt lag mønter i bunden af den. Hovedsaglig en- og to-kroner. Lidt 50-ører mænger sig med sølvmønterne.
 
Hatten står foran bænken. Den, altså hatten, tilhører Finn, der sidder på bænken sammen med sin allerbedste ven, Morten.
 
Jeg sætter mig på bænken sammen med de to.
 
De er begge hjemløse. Morten får invalidepension. Finn får ikke en krone. Han må leve af det, han kan ‘tjene’ til dagen og vejen ved hjælp af hatten og flasker og dåser, han kan samle sammen.
 
Finn har smukke, blågrå øjne. Varme øjne. Men for det meste er de gemt af hans tunge øjenlåg, som hvert øjeblik truer med at falde helt i. Hans hår er nyvasket, nyklippet og krøller fint på hans rare ansigt.
 
Med mellemrum åbner han øjnene helt, så han kan se at finde den øl, han har stående bag ryggen. Tager små, sirlige slurke af sin Ale no. 16. Sidder helt roligt. Nærmest som i trance.
 
Han er skæv. Snøvler lidt, når han endelig siger noget. Men hans menneskevarme er ikke til at tage fejl af. Den har hans blanding af metadon og stoffer ikke taget fra ham.
 
Morten mangler adskillige tænder. Lige midt i undermunden. Hans fingre fortæller historien om mange smøgers rejse ned i hans lunger. Hans vandrestøvler er gamle og slidte. Snørebåndene er alt for korte. De rækker kun til de øverste huller.
 
“Vi kan godt mærke, at det er ved at blive efterår”, siger Morten.
 
“Hvordan pokker holder i varmen?”, spørger jeg.
 
“Det er ikke så svært”, svarer Morten. “Vi er vant til at være udenfor”.
 
Morten har været hjemløs i 26 år. De sidste otte år i København, men “Der er miljøet alt for hårdt”, fortæller han. Så han kom tilbage til Odense og sin ven.
 
“En dag blev jeg vækket af en forfærdelig larm”, fortsætter han. “Jeg sov på gaden sammen med en kammerat, og folk råbte og skreg for at få mig til at vågne. En fyr stod med en lighter i hånden og hældte benzin på min kamerat”.
 
I Odense er et godt sted at sove toilettet på Assistens Kirkegård. “Her er der varme i gulvet”, siger Finn. “Men vi skal være ude kl. 06.00, når rengøringen kommer. Og vi skal rydde op efter os. Det er helt fair. Der er ALTID pænt og rent, når vi går”.
 
Min varme seng får lige pludselig ny værdi.
 
Mange mennesker går forbi bænken denne sene fredag eftermiddag, hvor jeg sidder og snakker med de to mænd.
 
Et ungt par vrider nakken af led for at kigge på os, da de er kommet et stykke væk fra bænken. Hr. og Fru Danmark med fredagshygge i poser kaster stjålne, skæve blikke efter trekløveret på bænken.
 
Da der er gået en times tid, er j e g ved at fryse min r** i laser. Men jeg er varm indeni. Fyldt op af den tillid Morten og Finn har vist mig. Overvældet af, at Morten og Finn har ladet mig sidde sammen med dem. Beæret og taknemmelig over, at de har åbnet døren for en vildt fremmed, mig, og lukket mig ind i deres verden for en stund.
 
Tænk, hvis der var flere mennesker af den slags. Gad vide, hvordan verden så ville se ud?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *