Kan man planlægge omstillingsparathed?

Min datter skulle først være kommet til verden ugen efter. Men storken besluttede sig for at komme med hende på en mandag formiddag – ni dage før det tidspunkt, jeg havde printet ind i min hjerne som leveringsdato. Inden babyskrål og afbrudt nattesøvn blev en del af min hverdag, formåede arveprinsessen altså at pege en tyk, lille finger i retning af, at man som forælder skal være opstillingsparat. Klar til at smide alt, hvad man har i hænderne. I stand til at ændre retning på et splitsekund. Være på også selvom det, man har allermest brug for er at tjekke ud.

Forandring uden at forandre sig
Selvom det nu er 12 år siden, jeg fik verdens bedste titel: mor, står erindringen om den morgen, hvor jeg stod i solen på terrassen og tænkte ’Nu sker det’, stadig knivskarpt. Den fornemmelse jeg havde i kroppen, da jeg tænkte, nu ændrer livet sig for alvor, kan jeg stadig genkalde mig. Og jeg husker, at jeg samtidig tænkte, at jeg trods forandringen i hvert fald ikke ville forandre mig. Jeg skulle nok sørge for at fortsætte med at have kontrol over tingene.

Hvor svært kan det være?
Jeg husker tydeligt de gange, jeg har tænkt, at det da ikke kan være så svært det der med børn. Når jeg har set nybagte mødre være ved at gå op i limningen, fordi baby græd, har jeg trukket skævt og usynligt på smilebåndet. Forestillet mig, at dét kunne jeg da sagtens klare. Skil vandene – her kommer j e g. Jeg styrer det show uden problemer. Hvor svært kan det være? Sådan forstillede jeg mig, at det skulle gå for mig, da jeg blev mor.

Eventyrbryllup og babyhalløj
Det var i øvrigt en lille smule ubelejligt, at det blev lige præcis dén dag, jeg skulle sætte nyt liv i verden. Mine veer satte nemlig en kæp i hjulet på al det optakt-til-bryllup tv, jeg skulle se, inden Kronprinsparret skulle vies om fredagen. Lidt royal har man vel lov at være? Jeg havde glædet mig i måneder til den begivenhed. På en eller anden måde var et eventyragtigt bryllup mere virkeligt end det fødsel-baby halløj, jeg nu stod overfor at skulle deltage i. Der var i øvrigt også bryllupskomsammen med veninder i anledning af dagen, men der ville jeg jo bare tage baby med. En baby skulle i hvert fald ikke have lov til at sætte dagsordnen for, hvordan mit liv skulle leves. Gud fri mig vel. Det er da ikke raketvidenskab at pakke baby sammen og tage den med ud i verden. Sådan tænkte jeg, før jeg blev mor.

Farvel kontrol
Virkeligheden skulle dog vise sig at være en helt anden, da jeg først havde presset 49 cm. og 3354 gram pigebarn ud af min krop. En helt anden virkelighed, hvor kontrol over tingene var en by længere væk end Rusland, og hvor jeg skubbede mig selv helt ud til kanten, fordi jeg krampagtigt forsøgte at holde fast i livet, som det var, før jeg fik barn. Jeg holdt fast i, at mad skulle laves fra bunden, at overskuddet til at have gæster non-stop skulle være der, at smilet og lykken skulle sidde klæbet til mit ansigt 24/7 og at jeg i hvert fald ikke skulle være en af de mødre, der ikke kunne tale om andet en amning, søvnrytmer og farven på bleens indhold.

Kapgang og lun modermælk
Jeg ryster på hovedet over mig selv, når jeg tænker på, at jeg gik kapgang i en hastighed, der kunne have givet mig en OL medalje, da jeg på et tidspunkt havde bevæget mig ud i det virkelige liv for at købe ’Barnets bog’. Jeg havde ikke været væk fra min datter i ret meget mere end en halv time, før jeg fik et opkald fra hendes far: ”Hun søger”, lød ordene. Jeg så for mig, hvordan hendes lille hoved søgte efter mors lune mælk og mærkede, hvordan min krop sendte signaler til min hjerne om, at jeg var en dårlig mor, hvis jeg ikke opgav mit ærinde i byen. Så jeg afbrød mission barnets bog og kørte som død og he***** hjem. Det slog hverken mig eller farmand, at han kunne klare gråd-krisen. Det faldt mig slet ikke ind, at hun nok skulle overleve, eftersom hun var blevet fodret godt og grundigt af, inden jeg forlod matriklen. Og ingen af os havde åbenbart fantasi til at forestille os, at en sut og lidt vuggen i fars arme eller en køretur i barnevognen kunne aflede opmærksomheden, til jeg igen var hjemme med modermælken. Så tror da pokker, at man som mor bliver en anelse vissen og kørt ned til sokkeholderne. Og mon ikke far føler sig pænt utilstrækkelig?

En tikkende bombe af perfekthed
Det var sindssygt stressende. Opslidende. Både for mig selv og for far-mor relationen. Der er ikke plads til hverken en selv eller parforholdet, hvis man ikke stopper op og mærker efter, hvad man selv har brug for. Både alene og sammen. Uden baby. Men jeg stoppede altså ikke mig selv i forsøget på at være perfekt og udvise overmenneskelige kræfter og mere overskud end cremekongen Ole Henriksen. I min iver for at være omstillingsparat kørte jeg på som en sindssyg. Det at være omstillingsparat blev i mit hoved til, at jeg skulle håndtere og tage mig af alt. Om der kom noget godt ud af det? Nej. Jeg blev irriteret, hvis min datter ikke ville sove, når jeg nu lige havde planlagt, at jeg skulle sove, spise, i bad, ordne vasketøj eller bare glo lige ud i luften. Jeg gik rundt som en tikkende bombe, der bare ventede på at springe i luften.

System i bleens indhold
Bombens tikken og uforudsigeligheden forsøgte jeg at kontrollere ved at lave skemaer og systemer i håbet om, at jeg ville kunne sende kaos til tælling. Jeg forsøgte at planlægge omstillingsparatheden. Skema over, hvornår der var noget i bleen og hvor meget. Et system over, hvem, der puttede hvornår, og hvem, der sidst havde gjort hvad. Jeg forestillede mig, at jeg så kunne slappe af i de huller, der blev udfyldt af en anden. Om det virkede? Nej. Hvis du tænker manisk, kan jeg godt følge dig. Tænk, hvis jeg havde brugt planlægningsenergien på bare at være med det, der var. Så havde jeg måske fået den tid til mig selv, som jeg så desperat ledte efter. For den er der godt nok ikke meget af, når man tror, at man skal være ufejlbarlig og på hele tiden. Det slider en op. Det gjorde det i 2004, og det gør det også i dag, hvis jeg ikke trækker i håndbremsen.

Livet gør, som det vil
Der er ingen systemer i verden, der kan fremtrylle mere end 24 timer i døgnet. Lige meget, hvor mange skemaer, du laver, gør livet præcis, som det vil. Det tager fusen på dig gang på gang. Og det rammer dig endnu hårdere, hvis du tror, at du kan undgå at blive ramt af virkeligheden ved at systematisere og planlægge. Ingen skemaer kan dæmme op for det faktum, at du ikke kan styre, hvad der sker omkring dig. Det er umuligt at planlægge sig til at være omstillingsparat. Det eneste, du kan have hånd i hanke med, er, hvordan du reagerer på udefrakommende ting, og hvordan du tænker om dem. Du kan ikke ændre på en baby, din kæreste, din mor eller din chef. Alt, du kan gøre, er at spørge dig selv, hvordan du vil håndtere det, du bliver stillet over for.

Brugt og utilstrækkelig
Hvis man med skemaer og planlægning prøver at regne livet ud, så kan man godt ende med at ramme muren. Det, der skulle give én tid og overblik, viser sig ofte at dræne én for selv samme. Fordi sætten-i-system ikke tager højde for, at livet gør, som det selv vil. Og så kommer trætheden. Følelsen af at være brugt og utilstrækkelig. Frustrationen sniger sig ind som kronisk underlægningsmusik. Man føler sig stresset. ’Jeg gør jo alt, hvad jeg kan, for at være på forkant. Hvorfor dælen virker det ikke’, tænker man. Den overskudskonto, man prøver at kreere, bliver til en underskudskonto, der står og griner af en.

Der er ingen krystalkugle
Det tog mig adskillige år at fatte, at det er sådan, det hænger sammen. At man ikke kan styre, hvornår hvad sker. Krystalkuglen, der kan fortælle om fremtiden, er stadig ikke opfundet. Den sker bare. Livet bestemmer farten og sætter dagsordenen. Og det er faktisk ok. Hvis vi tør lade os føre med af det, der sker omkring os. Uden at planlægge os til omstillingsparathed. Som jeg ser det, har vi to valg: Man kan sætte sig hen i et hjørne og græde, fordi man synes, det er synd for én, at livet med jævne mellemrum ændrer kurs. Eller man kan smøge ærmerne op og sige: ’OK, ny situation – og plotte nye koordinater ind i sin livsGPS.

Lad tingene ske
Jeg tror på, at man vil føle en meget større grad af frihed og tilfredshed i sit liv, hvis man blot lader tingene ske, som de kommer. Lader sig flyde med det, der er. På den måde forestiller jeg mig, at man vil opnå følelsen af at være styrmand i sit eget liv, fordi man ikke lader sig skræmme af, at man dybest set ikke kan styre andet end sig selv og den måde, man er i verden på.

Om jeg kom til bryllupskomsammen med mine veninder? Ikke i nærheden af. Efter blot fem dage som mor måtte jeg konstatere, at det virkede som en uoverstigelig opgave at skulle pakke baby sammen og drage ud i verden. Uforudsigeligheden, grådlabiliteten og trætheden slog benene væk under mig. Og ærligt – da jeg på gud ved hvilken time sad ammende i sofahjørnet og kiggede bælgøjet på Frederik og Mary, så virkede deres store dag pludselig også uendeligt ligegyldig. Mit livs store øjeblik lå jo i armene på mig. Dét var i sandhed – og er stadig – et eventyr.

 

 

 

 

2 kommentarer til “Kan man planlægge omstillingsparathed?”

  1. ÅH!, hvor du dog rammer plet, Charlotte. Og jeg kan IKKE være den eneste, der synes det. 🙂

    Jeg er vist i overgangsfasen med at finde ud af, at jeg ikke kan kontrollere alt/andet end mig selv og den måde, jeg selv reagerer på. Arbejder på sagen.

    Godt citat af Alanis Morissette: “I have been missing the rapture this whole time of being forever incomplete”. Det handler IKKE om at finde alle brikkerne og lægge det komplette puslespil, men derimod om at være med og leve med det halvfærdige puslespil, som til stadighed forandres.

    1. Kære Tanja. Jeg er da glad for, at du genkender. Jeg kan kun sige, at øvelse gør mester – eller i hvert fald næsten mester. Men det er OK at falde i fra tid til anden. Når bare jeg husker mig selv på, at jeg skal ud af den nedadgårende kontrolspiral igen hurtigst muligt.
      Fantastisk citat af Alanis Morissette. Hun kan noget med at høvle søm igennem de rigtige ord, så det hele giver mening.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *