Min tyske tiltrækning – del 2

Med forelskelses-epo rullende i årerne trampede mine ben som maniske trommestikker i pedalerne. Min cykel sparkede mig i rasende fart hjem. Hjem til postkassen. Det var nu tre uger siden, at jeg havde set min tyske forbindelse forsvinde ud i en søndag morgen med forsikringen om, at han ville skrive. Siden da var et pænt stykke regnskov blevet lavet om til brevpapir, og mine ben lignede efterhånden nogle, der tilhørte en professionel cykelrytter pga. alle turene hjem i middagspausen for at flå post ud af kassen, så min kæreste ikke fandt de forbudte ord.

Tyskeren havde overtaget min hjerne og min evne til at tænke klart. Der stod kun én ting og kamp-blinkede i min bevidsthed: Hvordan kan vi se hinanden og hvornår? Det blev debatteret flittigt i de breve, der som en hvirvelstrøm brusede mellem Danmark og Tyskland. Og så var det, at jeg fik en virkelig god og fuldstændig gennemtænkt (not!) idé: Jeg flytter da bare en lille smule fra min kæreste – sådan lidt jeg-har-lige-brug-for-lidt-luft agtigt. Han lignede et spørgsmålstegn, da jeg introducerede min plan for ham. Jeg syntes, som en love struck sindssyg, at han var en anelse fedtet med sin forståelse for mit projekt. Min hjerne var flyttet til Hamborg og havde ikke blik for andet end sig selv og de idéer, der havde med et gensyn med Kay at gøre.

Langt fra tanke til handlig var der ikke. Lynhurtigt blev jeg installeret i to små værelser med fælles køkken og bad (i noget, der mindede om et skab). Min roommate var sød nok – hendes on/off kæreste et skævt socialt kapitel for sig. På et off tidspunkt prøvede han at skaffe sig adgang til hendes værelser ved at tvinge et nedløbsrør til at agere elevator fra stuen og op til 2. sal. Ikke verdens bedste idé. Jeg siger det bare! Anyway – jeg var fløjtende ligeglad med omgivelserne og de mennesker, der befolkede dem. Hér – i selskab med fugt på væggene og utætte vinduer– kunne mr. Germany og jeg forenes.

Endelig oprandt d a g e n: Kay skulle ankomme. Jeg sov ikke natten før. Lå som en spændt flitsbue, der ventede på at deltage i OL. Vi havde aftalt, at han skulle være i byen kl. 12. Fuldstændig ude af trit med almindelig logik ift., hvor meget for tidligt folk dukker op, begyndte jeg allerede ved 8-tiden at spejde mod gaden. Tiden var en snegl, der gik baglæns! Jeg gloede langt efter mænd, der kunne se ud til at være fra Hamborg-kanten (de ser åbenbart ud på en bestemt måde?!). Da klokken var næsten 12, fik jeg øjenkontakt med en fyr, der kiggede direkte op mod mine vinduer. Jeg sank en ekstra gang. Brune fløjlsbukser, der var for korte, lilla skjorte med gule striber og en ternet uldhat med kvast. Hovedet under uldhatten havde stikkende øjne, som borede sig ind i mit blik. ”Nej, nej, nej – lad det ikke være sandt. Har min hukommelse virkelig taget røven stygt på mig? Det KAN ikke være min tyske gud!” kartede mine tanker rundt, imens panikken prikkede under min hud. Jeg forsøgte at gøre mig usynlig i vindueskarmen, men min krop var fuldkommen paralyseret. Heldigvis trak stumpebukserne blikket til sig og trippede væk fra deres parkeringsplads med udsigt til mit vindue. Væk var manden, og jeg kunne ånde lettet op.

Men hvor fanden var så tyskeren? Klokken vinkede til 13; den hilste på 14 og gik videre. Stadig ingen Kay i sigte. Havde han brændt mig af? (det var way før, at det var almindeligt at have mobiltelefon, så der var ingen mulighed for at opspore manden). Jeg var grædefærdig og tæt på at gå i følelseskoma, da telefonen ringede. Jeg flåede røret af og nærmest skreg mit navn ind i røret. ”Wo bist Du?” hørte jeg en blød stemme spørge. Drømmen blev til virkelighed i den anden ende af røret. Ventetiden var endelig ovre.

Stemmen stod på havnen og lænede sig op af sin sorte BMW, da jeg kom løbende imod den. Han var lige så blændende smuk, som jeg havde husket ham. Hans gudeskårne krop løftede mig op. Vi krammede hinanden. Først lidt genert. Så varmt, inderligt og længe. Da vi tog hinanden i hånden for at gå mod mit hummer, sagde det ”klik” så højt, at det gav ekko i hele min krop. Glemt var den ulidelige ventetid, og at Kay kom to timer senere end aftalt, syntes i min lykkerus at være uden betydning. Nu kunne vi langt om længe fortsætte den dans, som vi havde begyndt et par måneder tidligere.

Men det gik ikke helt, som vi sammen uge efter uge havde fantaseret om i brevene. Da vi lukkede døren bag os, for at være alene på mine få kvadratmeter, var det som om, at store dele af kemien mellem Danmark og Tyskland fes ud af revnerne ved vindueskarmene. Samtalen faldt ulideligt tungt, og det var gennemført kikset at kysse. Den kærlighedsdans, vi skulle have svævet os igennem, blev til en tå-krummende pinlig opvisning i mangel på rytme og timing. Det sengetøj, der skulle have haft en svedig tysk ilddåb, blev stort set kun krøllet af mine hænder, der holdt krampagtigt fast i dynen for at skærme mig mod yderligere tilnærmelser. Aftenen var en total fiasko. Natten var lige så meget for lang, som den havde været for kort, da Kay og jeg mødtes første gang.

Det blev til at akavet kram og et flygtigt kys, da vi tog afsked med hinanden morgenen efter. Kay annoncerede, at han ville ringe til mig nogle dage senere. Jeg vidste allerede dér, at jeg ikke ville tage telefonen. Væk var magien. Væk var tiltrækningen. Min hjerne var ikke længere besat af Tyskland. Så på den dag, hvor jeg kunne forvente et opkald, hvor jeg skulle tale Deutch, trak jeg stikket ud. Jeg talte aldrig med Kay igen. Jeg glemmer ham aldrig. Jeg glemmer aldrig den aften på det fedtede dansegulv. Jeg blev aldrig kærester med ham, jeg boede sammen med pre Hamborg, igen. Jeg har aldrig fortrudt, at jeg handlede som jeg gjorde, for det betød, at en fantasi-indpakket drøm blev til virkelighed.

Hvis jeg har brug for et drømme-boost, sætter jeg Man in the mirror på repeat. Ved første tone siver fortiden ind i mit indre, og jeg genkalder mig uden problemer den aften, hvor min tyske tiltrækning, fik hele min krop til at sitre. Lige dér bliver jeg mindet om, at det er muligt at gøre drømme til virkelighed. Tak, Michael Jackson!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *