Netdating – hvor blev respekten af?

Netdating er virkelig en verden helt for sig selv, konstaterer jeg. Jeg undres i dén grad over, hvordan mange folk opfører sig i dette univers. Det er som om, at gængse ”regler”, for hvordan man behandler andre, er sat ud af spil. Det ene øjeblik kører bejlerens “salgstale” med fremvisning af potente påfuglefjer. Øjeblikket efter går han i ”betalingsstandsning” og forvandler sig til en sphynx. Forvandlingen kan ske på under 24 timer, og meget ofte bliver hamskiftet ikke kommenteret. Bejleren forsvinder bare. Hvad sker der lige for dét? Hvor blev respekten (for andre mennesker) af?

Det kan være, at manden har fået kolde fødder, det kan være, at han har fundet en anden, der virker mere interessant, det er også en mulighed, at han alligevel ikke orker at date – og 117 andre ”kan være’er”. Alt sammen er helt OK. Relationer og følelser hverken kan eller skal tvinges frem. Men det er på ingen måde OK bare at forsvinde fra jordens overflade ved at klikke på slet samtale, fjern match og hvad det nu ellers hedder på de forskellige datingplatforme. At trække stikket fra en samtale uden at sige pænt farvel er i min verden totalt mangel på respekt for andre. Men dem, der vælger jeg-gør-ingen-ting strategien, må have en grund til det. Lige meget hvad den er, så er den dog ikke god nok. Længere er dén ikke. ”Lægger folk nu ikke lige lovlig meget i det der dating-halløj?”, spørger du måske dig selv? ”Er det ikke at være lidt for sensitiv at blive stødt af et silent exit?”, tænker du måske videre. Næ, det synes jeg faktisk ikke. Selvom man befinder sig i cyberspace, er det faktisk levende mennesker, man har med at gøre. Mennesker har følelser, og dem skal man respektere. Man skal derfor have røv nok i bukserne til at takke af. Ikke som et ”undskyld, at vores relation ikke kommer til at udvikle sig” men af respekt for individet.

Ordet respekt kommer af de latinske verber spici og spectare, som betyder ”at se” (Wikipedia). Definitionen af respekt er ”Anerkendelse af nogens eller nogets værdi, status, vigtighed, berettigelse (…)” (sproget.dk). Det skulle vel ikke være så svært at praktisere? Men det er det åbenbart! Måske det er ”scenen”, der er problemet? Måske mange har en opfattelse af, at de ikke har med ægte mennesker at gøre, fordi dansen foregår på et tastatur og ikke på den virkelige verdens dansegulv? Måske de tænker, at så længe det hele bare foregår på skrift og med et teknologisk postbud, så er der ingen regler at følge. Måske! Men så har jeg altså noget, jeg meget gerne vil dele med dem, der klapper i som en østers og drager videre: ved netdating er det ordene, der bærer den spirende relation. Det er med ordene, at man ser og anerkender hinandens eksistens. Ordene er som en bold, man spiller frem og tilbage i et forsøg på at finde ud af, om legen er så sjov og spændende, at den skal udvikle sig til noget mere. Alle kender de helt enkle spilleregler: kast-grib-kast-grib og så fremdeles. Hvis man ikke gider spille mere, så er det en lige så velkendt spilleregel, at man siger det! Dét er at udvise respekt for den anden. Ret enkelt, ikk’?! Det kan godt være, at børn kan finde på at forlade legen, hvis de ikke gider lege mere. Det kan jeg forstå, for de ved ikke bedre (måske det er dem, der ender som respektløse netdatere?). Men når det kommer til voksne mennesker, så fatter jeg det simpelthen ikke. Når bolden bliver kastet til én, der ikke har fortalt, at legen er slut, så sidder kasteren tilbage med oplevelsen af at være både usynlig og alt andet end vigtig. Det er ikke i orden! P u n k t u m!

Jamen, man skylder da ikke andre noget, når man nu ikke engang har mødtes og kun kender dem sporadisk. JO! Det gør man! Jeg mener, at man skylder dem at opføre sig ordentligt. Og det gør man i min verden ved at udvise respekt (det er nok sivet ind nu, at jeg er stor tilhænger af respekt). Jeg skal da gerne indrømme, at jeg flere gange har stået i en situation, hvor jeg egentlig helst bare ville synke i jorden. Men jeg véd, hvor pissed jeg selv bliver over at løbe panden ind i en tavshedsmur, så jeg finder en måde at få meldt klart ud på. Ofte er det svært at få sagt ”tak, men nej tak”, fordi man er bange for at såre andre. Men det sårer faktisk 100 gange mere bare at forsvinde. I min verden er et ordløst fravalg af den anden det samme som at underkende vedkommendes værdi som menneske. En god nok undskyldning for at ”forlade festen uden at sige tak for dansen” har jeg derfor svært ved at få øje på. Det er aldrig rart at skulle afvise et andet menneske, men det gavner begge parter at få rundet pænt af. Og så kan ens selvrespekt altså godt lide, når man udviser respekt for andre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *