Inden jeg trutter i et horn med glimmerfrynser

Bøffen var mør, bearnaisesaucen hjemmelavet og vinen udsøgt. Selskabet fejlede bestemt heller ikke noget. Det føles som om, det kun er et splitsekund siden, det hele blev sat til livs (altså ikke selskabet).

Hvordan er det så lige sket, at der er gået 365 dage? Har mine blink været for lange eller har jeg sovet i timen? Måske jeg bare har haft travlt med at leve livet?

Nytår er sådan en underlig størrelse. Nostalgi og forventning. Skuen tilbage og seen frem. Farveller og go’daw.

Hidtil har jeg seriøst ikke kunnet høre Happy New Year med Abba uden at tude. Det gør jeg sandsynligvis også i år … fordi jeg er blød som smør (g tosset med de fire halvgamle svenske musikgenier.

Men i år bliver noget anderledes. Det kan jeg mærke. Fordi jeg har fundet ud af noget meget vigtigt. Læs videre og finde ud af, hvad det er (Hint: Bogstavet B).

Du kommer helt sikkert ikke til at høre om tuderiet eller mangel på samme før en gang efter den 3. januar. Vi er nogle, der har brug for at sove meget længe efter Dronningens Nytårstale, bordbomber og kransekage. Ikke et ord om rødvin, champagne og drinks.

Nå, men nu til sagen.

Nytårstid er for mig – og måske også for dig – lig med statustid. I år er det så 2017, der skal have en sidste kærlig hånd, inden jeg, iført beskyttelsesbriller, trutter i et paphorn med glimmerfrynser, tænder en stjernekaster og vinker for evigt farvel til året.

Så here we go – et kig ned i et udsøgt glas 2017, der fra A til Å er tømt for hver en dråbe … SKÅL 🍸

Arbejdet, jeg har lagt for dagen i løbet af året, har i stort omfang foregået bag scenetæppet, hvor jeg har sået frø efter frø. Mange, mange usynlige timer er der lagt i at få det gode skib LIVsgefühl (mit arbejdshjertebarn) til at holde sig flydende. På kanten af 2018 konstaterer jeg med et kæmpe smil på læben, at missionen ser ud til at lykkes: Der kommer mere og mere vind i sejlene. Længe leve vedholdenhed.

Både-og tilgangen til tilværelsen har for alvor vundet indpas, imens 2017 er trippet derudaf. Det er langt om længe gået op for mig, at man godt kan sige ’Livet er godt’ – og mene det, selvom der er ting, der bare overhovedet ikke spiller. Hvilken befrielse. Det gør faktisk livet både lettere og sjovere.

Citronmånen er vendt tilbage, og den er kommet for at blive (undskyld, Christian Bitz). I al sin e-nummerbefængte og klistrende-sig-fast-til-ganen højhed spurtede den støvede wannabe sandkage ind på en førsteplads over søde synder i 2017.

Datingskruen uden ende har også i år rumsteret i værktøjskassen = datingapp’en Tinder. Jeg har gentagne gange åbnet låget til kassen blot for at blive skuffet. Jeg er så gammeldags (?) indrettet, at jeg ikke har lyst til at dele mine seksuelle præferencer efter det første ’Hej’ på skrift eller på første date. Det har vist sig at være en gevaldig festbremser. Er jeg virkelig den eneste i kongeriget Danmark, der har det sådan? 2018 – slå mig venligst svirpende hårdt over fingrene, hvis jeg skulle forvilde mig til at installere Tinder på min mobil igen. Til næste år vil jeg prøve noget så vanvittigt som at møde en mand i den virkelige verden. Bare kald mig fremsynet, men jeg tror s**, det ku’ gå hen at blive et neonsort hit.

Eftertænksomhed har der været rigtig meget af i de seneste 525.600 minutter. Den har bragt nye erkendelser med sig, som på den ene side gør hamrende nas, men som på den anden side gør mig uendelig godt. Både-og måden at gå til livet på fornægter sig ikke.

Ferie af 24 karats guld er blevet holdt i år. Det bliver et kæmpe ja tak til græske Peloponnes. Verdens bedste ferie med verdens bedste barn (altså mit, hvis du skulle være i tvivl). Intet mindre. En hel uge på ryggen med udsigt til høj sol, krystalklart vand, en iskaffe inden for rækkevidde og 110% nærvær. Nye bekendtskaber, spektakulære solopgange og morgenkaffe på torvet med de lokale. Jeg er dybt taknemmelig for at have denne oplevelse med i min livsrygsæk.

Gode råd har jeg fået mange af i 2017. Fra kære veninder, der i dén grad har hoved og hjerte placeret på rette sted. Men også fra to helt fantastiske mentorer, Cecilie Gredal og Madelleine Müller, som jeg har hyret til at hjælpe mig med at tage LIVSgefühl til næste niveau. På årets sidste dag kan jeg se sort på hvidt, at beslutningen om at bede om hjælp bærer frugt. Tak, 2017, fordi du har lært mig, at jeg ikke behøver klare alt selv.

Halvtreds år er nu det svar, jeg skal give, hvis nogle spørger om min alder. Når jeg kigger på tallet, tænker jeg ’gammel’ (selvom jeg ikke føler mig sådan). Jeg bliver ramt af tristhed ved tanken om, at mere end halvdelen af mine sandkorn er løbet gennem timeglasset. Og så tager fanden ved mig. Jeg finder et ekstra gear, fordi jeg vil have det allerbedste ud af de dage, der ligger forude. De skal masseres med så meget kærlighed, sjov og ballade, at sveden springer af dem. 2018 bliver et godt år – jeg kan mærke det. (I øvrigt er alder ikke et udtryk for, hvor gammel man er – det er blot et bevis på, hvor længe man har levet).

Ingenting har jeg øvet mig gevaldig meget på at lave. Jeg er blevet bedre til det, men jeg synes, at der altid er et eller andet, jeg kan tage mig til. Men det er ofte i ingentingheden, at de bedste idéer opstår. 2018 er derfor udnævnt til året, hvor blikket i endnu højere grad skal have lov til at blive indstillet på uendeligt.

Julestemningen har ligget magisk tyk over matriklen fra sidst i november. December måned er uden sammenligning min favoritmåned. Radio Softs julekanal har jeg spillet så meget, at jeg er på fornavn med værterne og kan synge med på 80% af sangene … baglæns … i søvne. Det bliver en copy/paste i 2018, og jeg glæder mig allerede.

Kærligheden har det været sløjt med i 2017 … har jeg gået og fortalt mig selv. Det er en lodret løgn. Mit hjem er proppet til randen med kærlighed, som flyder frit mellem min datter og jeg. Og så har jeg verdens bedste mennesker omkring mig, som både siger og viser, at de elsker mig. Jeg har bare været en anelse sen i optrækket til at få øje på det. TAK til jer.

Langsomhed har fået kamp til stregen af utålmodighed. Jeg vil helst have, at ting, jeg finder interessante eller vigtige sker … i går. Note til selv: Se under ’Ingenting’.

Mavedellen har for alvor holdt sit indtog i 2017. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at den var kommet helt af sig selv. Næ nej. Den slags kommer man ikke sovende til. Jeg har åbnet munden og løftet armen mange gange for at få ekstra polstring omkring navlen. “Jeg lover højt og helligt, at jeg i det nye år …” … får du mig ikke til at sige.

Nej er et ord, der er blevet brugt flittigt. Ikke som en buldozer, der efterlader støvskyer af negativitet og menneskeafsky, men som en måde at tage vare på mig selv. ’Nej’ er kommet for at blive. Talemåden, der lyder, at “Når du siger nej til andre, siger du ja til dig selv” rammer hovedet på sømmet.

Oprydning har stået højt på listen over ’fritidsaktiviteter’. Her i hytten er oprydning = at smide ting ud/sende ting til genbrug. Hvis du endnu ikke er med på fjern-gammelt-l***-fra-hjemmet bølgen, så kan jeg kun anbefale, at du kommer i gang. Det renser ikke kun dit hjem for skrammel og dårlig energi, som har det med at klæbe til dimser og dutter, du har gemt, fordi du ikke kan være andet bekendt. Det renser også hovedet for crap, så du får plads til kreativitet og gode tanker.

Papmachéreglen (virkelig underholdende bog skrevet af vidunderlige Hella Joof) var en af de få ikke-fagbøger, jeg fik læst i 2017. Et ordentligt spark i r**** til ikke at tage livet og sig selv så alvorligt gav den mig. Tak for det, Hella.

Quizzet er der blevet alt for lidt i år. Og jeg er ellers vild med quiz … og spil, hvor man skal være skarp på paratviden. Du kan bare vente dig, 2018 (og det kan mine venner også – de skal nemlig være med).

Relationer har fyldt ekstra meget i året, der inden længe bliver skudt til himmels. Nye veninder er kommet til, gamle venskaber er blevet tættere og stærkere, ’slukkede’ forbindelser er blevet tændt på ny. Og så er der livslange relationsender, der desværre har vist sig ikke at kunne nå hinanden. I hvert fald ikke i 2017. 2018 – måske du vil gi’ en hånd?

Sang og dans er blevet praktiseret i stor stil. Der er noget befriende og livgivende over at lade yndlingsmusikken få vinduerne til at blafre, imens jeg giver den max. gas. Jeg synger som et rustent rivejern og danser som en hullet hørsæk. Men jeg elsker det. Sorger og bekymringer letter i takt med, at sveden pibler frem på overlæben. Prøv det.

Tuderi har der været usandsynlig meget af i 2017. Af glæde over at være mor til verdens skønneste barn. Af grin over platte jokes, film med skæve kanter og … mig selv. Af sorg over relationer, der gør ondt. Det er som om året, hvor jeg gik ind i mit femte årti, har skruet tårekanalerne op på max. spulestyrke.

Utak har jeg fundet ud af, at det er meget lettere at vende ryggen til end at prøve at fjerne u-et. Det er spild af liv at håbe på et tak – fx i form af anerkendelse eller en undskyldning – der aldrig kommer. Det har 2017 (endelig) lært mig. Tak for det.

Viljen til at holde fast og blive ved med at tro på, at det, jeg har gang i, er det rigtige for mig, er blevet sat på prøve i år. Og den har bestået prøven. Intuition og kroppens signaler som fyrtårn er blevet styrket i processen, og det fortsætter i 2018. Lige meget hvor svært, grænseoverskridende og mod-strømmen-agtigt noget er, så véd man bare, når vejen er rigtig … har jeg langt om længe fundet ud af.

X Factor har jeg troligt fulgt med i. Hvem elsker ikke (at hade) Thomas Blachmans og hans komplet vanvittige kommentarer, der får ens tæer til at krumme så meget, at foden ligner en tennisbold?

Yde før du kan nyde tankegangen har jeg sparket til hjørne i 2017. Det er komplet misforstået, at man skal knokle derudaf, før man må have det sjovt. I år har jeg besluttet, at jeg gør præcis, som jeg har lyst. Hurra for at være sin egen chef.

Zebraer har jeg ikke set en eneste af. Og jeg har levet fint uden. Bare kald mig elefantdamen. Jeg er nemlig meget mere til de store, grå snabeldyr. Her i huset er der tale om mindeelefanter, der står og trutter i min reol. Hver og en (og der er 24 af slagsen) fortæller sin egen historie om ferier eller forbindelser med mennesker, og jeg er taknemmelig for dem alle.

Ærlighed har været et gennemgående tema for det forgangne år. Du kan også kalde det autenticitet. Lige meget hvad – det er det, man når længst med. Og det føles fantastisk at åbne munden og lade ’rent vand’ løbe ud … også selvom ærligheden kan give blå mærker – både at give og modtage. Men ærlighed sætter en fri og gør verden større, fordi man ikke skal gætte sig til noget.

Øvelse i at sende begrænsende overbevisninger og den indre kritiker derhen, hvor peberet gror, har jeg fået masser af i år. Det berømte glasloft, man knalder hovedet imod, hvis man tror på, at man ikke skal tro, man er noget, har fået nogle gevaldige revner. Jeg satser på, at 2018 bliver året, hvor det gennemsigtige loft sprænges til atomer. I halen på 2017-raketten binder jeg derfor Janteloven og sender begge dele afsted. 5-4-3-2-1 affyr!

Året 2017 synger på sidste vers. Det er gået, uden at jeg har bemærket det, men jeg har høstet 8.760 timers livserfaring, der ryger i puljen. Ikke alt har været lutter lagkage, men jeg ville ikke være erfaringerne foruden. De har gjort mig mere afklaret om, hvem jeg er, hvad jeg ønsker at byde mig selv og hvad jeg gerne vil med mit liv .

Foran mig ligger nu 365 nye muligheder for at elske, leve, nyde og gøre en forskel. Dét har jeg tænkt mig at gøre. Jeg står klar i startblokkene og venter spændt og tændt på, at Rådhusklokkerne skyder 2018 i gang.

 

🎉 RIGTIG GODT NYTÅR TIL DIG 🎉 – hvordan mon dit 2017-alfabet ser ud?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *