Om molekylekvinden

“Man skal godt nok være stærk, hvis man kan kyle en mole”.

Hej – og tak, fordi du kigger forbi! I den virkelige verden hedder jeg Charlotte.

Skarp, skrap og lidt for kategorisk
Jeg kan lige så godt sige det, som det er: Jeg er afhængig af personlig udvikling! Det er så mega berigende at gå på rejse i sig selv. Men det gør mig (for det meste) ikke til en navlepillende tørvetriller.  Mine venner synes, jeg er både sød, sjov og værd at lytte til. Selv synes jeg, at jeg er nysgerrig – på andre, på livet og nå, ja, på mig selv. Min humor er skæv, skør og til tider kulsort, og så kan jeg være både skarp, skrap og lidt for kategorisk.

Molekylekvinden – min mentale tvilling
En dag lyttede jeg til det danske band The Minds Of 99 og stødte på ordet “molekyle” i sangen Hurtige Hænder. Jeg smagte på ordet og tænkte ved mig selv: “Man skal godt nok være stærk, hvis man kan kyle en mole”. “Jeg er stærk”, sagde jeg til mig selv, “og jeg er sammensat af molekyler”. Dagen efter var molekylekvinden født. Hun er min mentale tvilling, som hver dag står ved min side, når jeg øver mig i at være modig og prøve noget, jeg ikke har prøvet før.

Helende ord
1000 tanker fræsede rundt i mit hoved i forbindelse med, at jeg var sygemeldt med stress. Jeg havde længe fiflet med idéen om at begynde at skrive. Jeg mærkede et kæmpe behov for at få sat ord på det, jeg mærkede og oplevede i den osteklokke, jeg befandt mig i. Bloggen blev en del af processen med at hele mig selv.  Og mine ord viste sig at hjælpe andre, der lige som mig famlede efter mening med livet.

Mentalt arbejde, musik og mor
Velkommen til molekylekvindens ærlige verden. Her er der altid gang i et eller andet mentalt projekt. Ved siden af projekterne har jeg min egne firmaer, ORDgefühl og LIVSgefühl, jeg er mor til verdens dejligste datter, vild med musik og ord, og så er jeg cand.mag. i dansk og kulturformidling.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *