Min tyske tiltrækning – del 1

Der gik nærmest ild i mig, da jeg fik øje på ham i mængden. Som en magnet trak han mig i sin retning. Mine fødder tog sig selv på nakken og spurtede mig i magisk og forventningsfuld slowmotion direkte hen til, hvor han stod. Ved siden af DJ pulten. En musikdisk dumpet ned i en tid, hvor det var LP plader, der sendte musik ud over dansegulvet. Diskoteket var et nusset, øl dunstende og småkikset maleri (som jeg meget ofte kom for at kigge på); han var et perfekt glansbillede af tiden: sejlersko, Lacoste krokodille på poloshirten, livremmen spændt godt ind, gennemvokset hår og Tequila Sunrise.

Jeg smøg mig op på siden af ham og kom med den vanvittigt geniale samtalekickstarter: ”Hej, hvad laver du hér?”. ”Wie bitte?” lød svaret, og jeg måtte lynhurtigt omstille min hjerne til at skulle spreche Deutch. Heldigvis var (er) tyske gloser en forholdsvis naturlig del af mit ordforråd (jeg er vokset op på Sydfyn, hvor små, fede tegneseriemænd lærte mig at tale tysk, før jeg begyndte i skole), og antallet af alkoholprocenter i mit blod gjorde, at jeg var pænt afslappet i min omgang med det tyske sprog. Jeg satte alle sejl for at komme i nærkontakt med lørdag aftens gud.

Guden hed Kay. Sammen med en ven havde han iført sig en sejlbåd for at komme fra Hamborg til min hjemby. Hvorfor har jeg for længst svedt ud. Ole hed vennen, og han blev i løbet af kort tid reduceret til aftenens og nattens mest trælse statist. Han var mere end almindeligt meget i vejen for, at jeg kunne komme helt tæt på Kay. I min verden ville det have været på sin plads, at Ole havde opløst sig selv i den røg, der med rund hånd blev pumpet ud over dansegulvet – eller som minimum havde gjort sig selv usynlig. Aber nein – Ole blev som en anden anstandsdame siddende. Han klæbede som tyggegummi under en sko til Kays og mit selskab.

Så var det, at den smukke tysker kom med et forslag, der skulle vise sig, at give mig et musikalsk og følelsesmæssigt minde for livet. ”Möchtest Du tanzen?”, smilede sejleren. Er du GAL, om jeg ville tanze?! J a t a k! Jeg tog hans hånd og svævede med ham ud på dansegulvet. Magneten, som havde trukket mig mod Kay til at starte med, trak os nu helt tæt sammen. Vi stod klæbet til hinanden (og til det rom-og-cola ferniserede gulv). Der var kun os i hele verden. Vi stod komplet opslugt af hinandens øjne. Michael Jackson sang Man in the mirror, og Kay strøg en hånd ned ad min ryg. En sitren, som jeg ikke har oplevet hverken før eller siden, forplantede sig i hele min krop. Hver en celle gik i selvsving og slog flik flak af ekstatisk fryd. Som var jeg blevet tyret ind i en stikkontakt, havde manden fra Hamborg sat strøm til mig.

Da døren til diskoteket smækkede bag os – og statistvennen, som stadig fulgte os som en belastende linjevogter – var vi ikke klar til at slippe nattens eventyragtige magi. Med Ole på slæb bevægede vi os ud i det, der var begyndt at blive til morgen. På en bænk ved vandet sagde vi hurtigt i munden på hinanden, at vi bare måtte ses igen. Alt andet var utænkeligt. Celleselvsvinget i min krop fik mig på det nærmeste til at orbitte, og jeg var tæt på at hoppe i havnen af bar lykke over at skulle møde min tyske tiltrækning igen. Der var bare lige ét problem. En mindre detalje, som jeg havde holdt for mig selv, fordi jeg havde en lille bitte mistanke om, at den nok godt kunne ødelægge aftenens gode stemning: Jeg boede sammen med en kæreste…

 

…i løbet af nogle dage kan du høre, hvad der skete, efter vi sagde ”vi ses”…