Få det nu bare sagt!

Det er SÅ svært at få tingene sagt – til kæresten, til veninden, til chefen, til ex-manden…you name it. Vi vælter rundt i et kaotisk tankemylder af hvad-nu-hvis og er bange for, hvad den, vi skal sige tingene til, vil tænke, føle, mene og tro.

Der er ikke grænser for, hvor mange gode (?) undskyldninger vi kan finde for at undgå at gå til frontalangreb på det, der ligger og bobler i (under)bevidstheden. 117 forklaringer til én selv, hvoraf 1 vender tilbage 114 gange: er der nu overhovedet også grund til at bringe det, man har brug for at sige, på bane? I mange situationer tror jeg, at det handler om, at vi gerne vil både blæse og have mel i munden (har prøvet – det er mega ulækkert!). Vi venter på, at en udefra kommende faktor løser problemt for os – læs: siger det, vi tænker…så er man jo selv fri.

Faktum er bare 1) at det er langt federe selv at tage ansvar for sine følelser og sætte ord på dem, og 2) at jo mere man udsætter at lægge kortene på bordet, jo mere lider man. Jo mere man forsøger at undgå konfrontationen, jo mere fylder den. Som tiden går bliver det nærmest et skrækscenarie værre end Helvedes forgård, når man ser samtalen for sig. Hoveder, der eksploderer, huse, der styrter sammen over folk, biler, der kører ud over klipper. Og det allerværst tænkelige: den, man skal sige noget til, bliver SUR på én. Man vrider og vender sig ved tanken om at springe ud fra ord-klippen og ned i vandet – af frygt for, at man ikke kommer op til overfladen igen.

Gennem min opvækst har jeg oparbejdet en overbevisning om,  at det er forbudt at blive sur eller vred. Hvilken befrielse at finde ud af, at disse følelser faktisk er helt OK. Det gør mig ikke til et dårligt menneske eller en kælling. Det er bare reaktioner på noget, jeg ikke synes er i orden. Følelser i lighed med alle mulige andre følelser. Oh what a joy! Det er virkelig – VIRKELIG – fedt nu at kunne sige med oprejst pande “Ja, jeg bliver fandeme sur nu” – og så stå ved det. For når jeg står ved følelsen, står jeg ved mig selv!

Og det er alle følelser, jeg er ved at lære at stå ved. DING! Jeg fatter ikke, at jeg skulle leve i noget, der minder om en halv menneskealder, før det gik op for mig, hvor afgørende og vigtigt det er for min mentale sundhed, at jeg står ved, hvad jeg føler – lige meget om det er lyse eller mørke følelser. De lyse følelser – sjov, sød, glad…fyld selv flere på – kan de fleste let forholde sig til, så dem bliver man ikke gokket i hovedet med. Men de mørke følelser – sur, irriteret, vred, hysterisk…fyld selv flere på (de er der) – dem er der til gengæld mange, der har meget svært ved at rumme.

Hvad du føler, og hvad du tænker om dig selv er det vigtigste i hele verden. Der findes ingen gode undskyldninger for at vende det døve øre til dig selv – ingen! I min verden er det mental undergravende virksomhede af den værste slags, hvis du bliver ved med at sige til dig selv, at det nok også er dig, der er gal på den. Hvis du af frygt for at blive misforstået, stemplet eller noget helt tredje vælger at skåne modparten for dine ord, så tænk dig om en ekstra gang.

Hvad venter du på?

Stil dig godt til rette på det yderste af klippen, træk vejret dybt og spring så. Ja, du bliver givetvis våd, når du rammer vandet. Men suset, du oplever, når du er i frit fald, vil du genopleve med et kæmpe smil 1000 gange, når du tænker tilbage på, at du fandt modet og sprang. Og overlevede. Og blev tør igen.

Få det nu bare sagt!