And the Oscar goes to…

Jeg var for nogle år siden på en 5 stjernet ferie – sådan virkelig luksus. Folk, der bar mine tasker og bød på velkomstdrink, himmelsenge som solstole, håndklæder, der kom dalende ned fra oven ved det mindste vink og kølig årgangshvidvin, som stod ved siden af mig, før jeg kunne nå at sige icebucket. L u k s u s. Alle ydre omstændigheder var til tilstede for at kunne stille blikket på uendeligt og bare nyde – livet, øjeblikket, roen.

Men! der var så meget larm, at jeg næsten ikke kunne holde ud at være på resortet. Man skulle være minimum 15 år for at få lov at checke ind på “paladset”, så det var ikke børn, der larmede. Nope! Det var mig selv. Alt inden i mig skreg på at komme væk, men som den pæne pige, jeg er (?!), smilede jeg og lod som om, at alt var dejligt. “Hvad fanden bilder du dig ind at være utilfreds?” skreg jeg i megafonisk lydstyrke mig selv ind i hovedet. Jeg blev jo serviceret i alle ender og kanter og skulle oveni købet ikke spytte én eneste euro i kassen. “Hvad er der galt med mig?”, blev jeg ved med at spørge mig selv. Nå, den udsøgte hvidvin og de fancy drinks dulmede min under cover konflikt i adskillige timer hver dag, så deeeettt…

Det var ikke en særlig god ferie. Alt blev ganske sikkert gjort i den bedste mening, men jeg kunne ikke se, hvad meningen var. Det gav ikke mening i min mave at være der, hvor jeg befandt mig.

Senere gik det op for mig, hvorfor det ikke havde været en særlig god ferie: jeg havde været statist på min egen ferie; i mit eget liv. I stedet for at være ærlig om, at jeg følte mig vildt utilpas ved at blive wined og dined, følte mig overset midt i al opmærksomneden, fulgte jeg – som en anden jeg-har-fået-det-hvide-snit-no-brainer – trop og gjorde det, jeg forestillede mig, at “man” gør, når man nu får 5 stjerner serveret på et guldfad: jeg smilede, sagde tak…og var så iøvrigt ved at eksplodere indvendig (det kunne min mave godt fornemme).

Statistroller (og biroller for den sags skyld) kan jeg nu se, at jeg har brugt næsten hele mit liv på at spille. Prøvet at afkode, hvad andre ville have af mig – eller måske rettere hvad jeg forestillede mig, at de ville have af mig. Hvad jeg havde brug for var ikke et spørgsmål, jeg tillod at stille mig selv. Måske jeg har gjort det ubevidst, men jeg har i givet fald lukket ørerne for svaret.

Nu har jeg taget den exorbitant befriende beslutning, at jeg ikke længere går til casting på biroller eller som statist. Sorry folks – that’s not for me. Jeg vil kun castes til én rolle: hovedrollen. DING! Med mine mange års erfaring som statist er det vildt angstprovokerende nu at kræve retten til at spille – være – hovedrollen. Den indebærer en masse valg, og der følger et kæmpe ansvar med. Men hold nu kæft, hvor er det fedt at opleve det øredøvende bifald, det udløser, når en scene sidder lige i skabet. Når noget går den vej i mit liv, som jeg gerne vil have det. Og bifaldet er fra mig til mig. Dén larm bliver jeg aldrig, aldrig træt af! And the Oscar goes to…ME!