Jeg væltede over brækkede arme

The Broken Arm Syndrome er noget, jeg meget længe har observeret.  Faktisk lige så længe, jeg kan huske.

Her til morgen væltede jeg nærmest over brækkede arme.

Unge brækkede arme. Ældre brækkede arme. Gamle brækkede arme. De var over alt på min vej.

Jeg formoder, at der er tale om en epidemi. En af den slags, der har bidt sig ualmindeligt godt fast. Måske er den kommet for at blive? Jeg ser i hvert fald ikke tegn i hverken sol eller måne på, at den er på tilbagetog.

Tværtimod.

Gad vide, hvor smitten, der har startet den epidemi, der har ledt til The Broken Arm Syndrome?

Epidemien kan umuligt være opstået ud af ingenting. Der må være nogle, der har sendt ‘bakterier’ i omløb. ‘Bakterier’ i form af en dårlig vane, som med tiden er blevet så hysterisk resistent, at den ikke længere anses som noget, det er nødvendigt at skrive hjem om til den, der er ’smittet’.

Men det er det altså. Uvanen er i den grad værd at spilde både portokroner og Post Nords del-post-ud-tid på. Vanen er nemlig i mine øje et udtryk for mangel på omtanke og respekt for andre. Den er irriterende som bare f*****. (I værste fald kan den sikkert også være farlig for den, der har uvanen).

Men jeg har endnu ikke oplevet, at der bliver gjort noget for at luge vaneukrudtet ud af blomsterbedet. Det bliver bare accepteret.

 

Jeg taler om cyklister, der ikke rækker armen ud.

Er jeg den eneste, der er ved at få spat af det?

Jeg er selv både cyk- og bilist. Du må gerne kalde mig hellig, når jeg siger, at jeg altid stikker labben ud, når jeg skal dreje. Som bilist ved jeg, hvor mega træls det er at holde og vente forgæves på, at en cykel triller forbi i en rundkørsel eller på en sidevej.

Vente, vente, vente – der kommer en cyklist …. som så svinger lige så fint – uden at have givet forudgående signal.

Gad vide, om de cyklister, der ikke rækker armen ud er vokset op i en familie af brækkede arme? Mon smitten har bredt sig fra generation til generation?

Mon det forholder sig sådan, at øjnene på brækkede børnearme aldrig har set voksenarme udføre den lillebitte gestus, det er at lade kroppen sige: “Nu ændrer jeg kurs”?

En lille ting, der – i hvert fald for mig – gør en stor forskel. Men måske er jeg bare en gammel, sur dame, der burde få mig et liv? Det må du gerne synes. Jeg holder stadig fast ved den holdning, at vi skal udvise hensyn for hinanden.

Når en arm bliver rakt ud er det et udtryk for lige præcis det: Hensyn til andre.

Hvis nogle skulle være i tvivl, så synes jeg godt nok det er træls at køre rundt blandt brækkede arme i trafikken.