Præventionsordre på “Grenen”

”Jeg skal lige have fornyet min recept på p-piller…NEJ!, det kan ikke vente…det skal altså være i dag”. 2 minutter senere: ”Jeg har aftalt med Søren, at vi skal have sex i aften, og så vil den idiot til en læge ikke hjælpe mig. Det er da ufatteligt. Så er det fandeme hans skyld, hvis jeg bliver gravid”. Tidsmæssigt befinder jeg mig i mobiltelefonens barndom – fysisk er jeg på den nordligste spids af Danmark. På bedste turist-på-”Grenen”-manér skal der laves et Kodakmoment af mig med den ene fod i Skagerrak og den anden i Kattegat, da præventionsordren og venindesamtalen brat river mig ud af illusionen om, at det er almindeligt at værne om både sit eget og andres privatliv.

Det ser ud til, at den meget unge pige på ”Grenen” var med til at sætte en trend, der er kommet for at blive: telefonsamtaler i det offentlige rum. For hold nu k… jeg lægger øre til mange mærkelige ting (jeg gætter på, at jeg ikke er den eneste?!), når jeg færdes udenfor mit hjems fire vægge. Ekspedienter, der får et ”Sscchhh…” og et irriteret blik, fordi kunden ikke kan høre, hvad personen i den anden ende af røret siger. Ægteskabelige konflikter, der ordnes gennem headset ved køledisken i Netto. Veninden, der på Facetime får alverdens grimme ord med på vejen, mens der bestilles Baressokaffe. Betændte familiære uoverensstemmelser, der, med højttaleren slået til, vendes og drejes på busturen. Fyren, der på caféen i malende og saftige detaljer bluetoother om kvinden, han scorede i weekenden, og hvad de foretog sig i hans soveværelse. Utroskab, som manden højlydt (telefon overflødig…han talte så højt, at vennen må have kunnet høre ham, om han så boede 50 km. væk) beretter om til bedstevennen udenfor den butik, hvor konen shopper sko. Selvmordstanker, der via sms bliver luftet på en bænk i gå-gaden (to veninder sidder og taler sammen om, hvad der skal skrives).

Hvad sker der lige for dét? Jeg spø’r bare! I don’t get it! Jeg f o r s t å r det simpelthen ikke. Men jeg ved med sikkerhed, at jeg finder det et pænt stykke over middel grænseoverskridende, når andre kiler deres private samtaler ind i min verden. Nogle gange er det heldigvis muligt for mig at fjerne mig fra de fremmedes ord – andre gange er der desværre ikke et exit-skilt med lys i i sigte. Hvad er det, der gør, at folk trækker deres private anliggender ud i offentligheden. Er det fordi, at vi har så travlt (med at have travlt måske?), at vi ikke har tid til at ordne tingene i fred og ro hjemme i privaten? Er det fordi, at vi gerne vil gøre os interessante? Er det fordi, vi ikke kan udsætte behov? Er det fordi, vi ikke kan sige fra? Er det fordi, vi ikke tænker os om? Er det fordi, vi er ligeglade med andre? Er det fordi vi tror, at andre ikke hører, hvad der foregår? Jeg ved det ganske enkelt ikke. Men…newsflash: Det er super nemt at regne ud, hvad den samtale, jeg ikke er en del af, handler om.

Nu kommer så en ubehagelig og jeg-dukker-nakken indrømmelse (du har måske allerede gættet, hvad den er?): Jeg har gjort det selv – ævlet løs i min mobil i det offentlige rum. Undskyld! Undskyld! Undskyld! Det giver nok ikke den store syndsforladelse, at jeg har lavet sådan en smart lille undtagelses-regel i mit hoved, der hedder noget i retningen af, at det er OK, hvis jeg bare liiige skal give en kort besked (den bliver altid længere end tilsigtet), hvis jeg siger ”jeg kan ikke tale nu – jeg står i Magasin” (der kommer altid flere ord fra opringeren) eller jeg skal bare liiiige bestille take-away (ofte skal der tales en anelse højere end godt er, for at få bestillingen igennem). Moral er godt – dobbeltmoral er som bekendt dobbelt så godt. Længe leve selverkendelse.

I lyset af denne – selverkendelsen – er her tre samtaler, som jeg lover, lover, lover, at jeg ikke offentliggør andre steder end hjemme hos mig selv:

  • Den med manden, som erklærede mig sin store kærlighed men lynhurtigt fik kolde fødder
  • Den med veninden, som jeg måske skal ”slå op med”
  • Familiesamtalen om, hvor og hvordan jeg holder jul i år

 

…men hvis min datter ringer, når jeg er ude i kommunen…så ta’r jeg den altså.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *