SKRID, pleaser

Ansvar. Respekt. Når folk tager det ansvar, der tilhører dem, afføder det respekt fra andre. Når folk tager deres ansvar, giver det fuld valuta på kontoen med selvrespekt. Omvendt er det sådan, at når en person vender ryggen til det ansvar, der tilhører vedkommende, så kan andres respekt for personen ryge til gulvet med et øredøvende brag. Hvis den, der flygter fra sit ansvar, har bare den mindste kontant til sine følelser, så mærker vedkommende selvrespekten fordufte. Hvis tilskueren til ansvarsfornægtelsen falder i den fælde at overtage ansvaret fra ”ejeren”, så får også tilskuerens selvrespekt en blødende ridse i lakken. Det er derfor undergravende virksomhed for ens mentale velbefindende, hvis man ikke ejer sit ansvar. Uden respekt, selvrespekt og evnen til at tage ansvar, vakler grundlaget for en frugtbar relation både med én selv og med andre.

Måske kender du det, at du i alt for lang tid har tilladt andre at trille ansvarsbolden over på din banehalvdel, hvor du troligt samler den op. Det behøver faktisk blot at være en enkelt person, du giver carte blanche til dette. Resultatet er f.eks., at du kommer til at opleve en hyletone af ubehag i øret og en pilrådden utilfredshed indeni dig. Ikke mindst oplever du, at du mister en lille smule af mig selv, hver gang du tager det ansvar, som andre skubber fra sig. Når du samler bolden op, mister du både din selvrespekt og din respekt for den, der skyder bolden af sted. Men frygten for, hvad der ville ske, hvis du sætter en bande op, så bolden triller tilbage til ansvarets ejermand, gør, at du finder dig i ubehagstinnitus og accepterer, at dit indre stinker af fisk, der for længst har overskredet sidste salgsdato. Blot for at undgå at stå ansigt til ansigt med den reaktion, du vil møde hos et andet menneske, hvis du siger fra og dirigerer ansvaret derhen, hvor det hører til. Dårlig strategi x100, hvis du spørger mig. En bitter cocktail, som du måske har oplevet være lige ved at boble over med uro, selvlede, foragt og frustration. Men her er den gode nyhed: Du har et valg! Det er dig, der bestemmer, hvad du vil gøre med det ansvar, der tilhører andre.

Respekt er i mine øjne noget, man skal gøre sig fortjent til at få. En persons handlinger og værdier er for mig afgørende ift., om jeg har respekt for vedkommende. Set i dét lys er det helt ude af mine hænder, om der opstår respekt eller ej. Vi kan jo ikke fjernstyre andre (har prøvet – det virker ikke) til at gøre og tænke det, der aktiverer vores respekt-center. MEN! Vi har alle muligheder for at ændre egne handlemønstre, hvis vi konstaterer, at vores adfærd stjæler vores selvrespekt. Så man skulle helt selvfølgeligt tro, at når modet til at ændre kurs indfinder sig – vi sætter banden op og siger højt og tydeligt ”Stop – ansvaret er dit, jeg tager det ikke på mig” – så ville ubehaget forsvinde og himlen spytte glædeskonfetti ned over én. Men nej. En ny og ikke helt så velkendt type ildelugtende ubehag har det med at poppe op til overfladen og true med behørig afstraffelse (det kunne være vrede), hvis man ikke med det samme går tilbage til sit gamle mønster. Guderne skal vide, at min hjerne har hoppet og danset i skallen på mig for at overbevise mig om, at det var en fejl, hvis jeg forsøgte at tage min selvrespekt i hånden. Jeg skal hilse at sige, at forandring ikke fryder i denne sammenhæng! Men hvis vi tager en afstikker til NLP verdenen, så finder vi en tanke, som jeg véd, vil hjælpe mig fremadrettet: Hvis vi formår at udholde at blive i ubehaget og den heraf følgende frustration, så indtræder der læring. begynder nye mønstre og handlemåder at vokse og tage form for til slut at blive implementeret i vores liv. Jeg kan allerede høre selvrespekten klappe i sine hænder.

Jeg har for nylig stået i en situation, hvor hele min krop tiggede og bad om lov til at løbe væk fra det ubehag, der var udsprunget af, at jeg endelig havde nægtet at tage det ansvar, som en anden for Gud ved hvilken gang forsøgte at tørre af på mig. Jeg kunne have sat min grænse på en pænere måde end tilfældet var. Det indrømmer jeg blankt. Men hold nu kæ.. der var kontant afregning, da jeg havde kastet ansvarsbolden tilbage til dens ejermand. Den spænding og smerte, jeg har haft i min ene skulder i flere år, var pist væk. Mine kæbemuskler, som har været spændt til bristepunktet i måneder, slappede så meget af, at jeg næsten ikke kunne lukke munden. Også hos modtageren af min afvisning oplevede jeg, at der skete noget. Vedkommende blev først forbavset og så ret forvirret ud for dernæst at blive, hvad jeg vil kalde pissed. Kold luft føg mig om mine ører, øjenkontakten var ikke eksisterende, og det var ikke mange ord, jeg blev tildelt efter min ansvarsafvisning. Men jeg bed tænderne sammen og blev i ubehaget. Jeg vidste instinktivt, at denne gang var noget anderledes. Jeg var urokkelig. Denne gang ville jeg ikke lade mig forføre af mit egos sweettalk: ”Gør som du plejer, det er trygt og velkendt”. Jeg rakte således ud efter mit NLP netværk, som hjalp mig med at undersøge den nye og fremmede form for ubehag. Jo mere jeg studerede ubehaget, jo mere gik det op for mig, at det er en velnæret, dominerende og altoverskyggende pleaser i mig, der år efter år har trampet på min selvrespekt. Vi er vokset op sammen, pleaseren og jeg. Vi har knyttet meget tætte bånd og levet i et symbiotisk forhold, lige så længe jeg kan huske. Pleaseren har bidraget til mit liv med underdanighed, usikkerhed og manglende tro på mit eget værd. Den har afholdt mig fra at leve i overensstemmelse med min intuitive fornemmelse af, hvad der er godt og dårligt for mig. Det er vist ikke for meget sagt, at der har været tale om et særdeles usundt forhold. Så SKRID, pleaser – det er s l u t mellem os!

Det nye ubehag er der stadig. Et helt livs mønstre og adfærd ændres ikke i løbet af en weekend. Men jeg er færdig med at sælge ud af min selvrespekt. Jeg har derfor indgået en aftale med frk. Autentisk om, at det er hende og jeg, der fremover styrer showet. Hun har lovet mig at bidrage med ro, selvsikkerhed, no fear og sin ærlige mening, når jeg fremover lander i en situation, hvor folk med følelsesmæssige bagholdsangreb og andre bissetricks vil (af)presse mig til at tage deres del af ansvaret. Så står vi sammen, frk. A og jeg, tager teflondragten på og siger til ansvars-desertøren: ”Du må tage det ansvar, der er dit”. Og lige meget, hvor mange grimme ord, rådne æg og ditto tomater, vi får kylet i hovedet, så flytter vi os i k k e. Det kan godt være, at vi bliver lidt usikre på fødderne, men vi bliver stående. For sammen kan vi håndtere det nye ubehag, fordi vi tror på, at der er en mening med og læring i ”galskaben”. Vi er overbeviste om, at imens vi bevæger os igennem ubehagstunnelen, bliver ubehaget mindre og mindre. Vi kommer til at hvile mere og mere i os selv. Og for enden af tunnelen finder vi en buffet fyldt med selvrespekt og selvværds-shots ad libitum. Velbekomme!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *