Turen i tidsmaskinen

Tidsmaskinens røde lædersæde tog imod mig, som havde det ventet min ankomst. Jeg satte mig en smule nervøs tilrette i stolen. Kaptajnen sad skråt overfor mig. Han var høj og bredskuldret. Havde rare øjne og smilede imødekommende. Talte med en rolig stemme. Jeg følte mig straks tryg ved ham – overbevist om, at han var den rette kaptajn til at styre den rejse, jeg var på vej til at begive mig ud på. Mine første ord lagde kursen. Kaptajnen satte maskinen blidt i gang med sine spørgsmål. Min første coachingtime var begyndt.

Jeg havde forestillet mig, hvad turen ville byde på, men end ikke min vildeste fantasi kunne have forberedt mig på, hvad jeg kom til at opleve på min tur med coachen fra Humi. Det er én af de vildeste og mest fantastiske rejser, jeg nogensinde har været på. Rejsen varede kun knap 1½ time, men på de små 90 minutter, nåede jeg helt tilbage til den tid, hvor jeg lå som en hjælpeløs nyfødt på mine forældres seng. Fuldkommen surrealistisk at opleve sig selv som voksen og fuldt tilstede en novemberdag i 2014 og så samtidig stå og kigge på sig selv som lille bitte menneske. Det kan lade sig gøre at rejse i tid – jeg siger det bare.

Rejsen, jeg var taget ud på, var en rejse tilbage til mig selv. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg kun havde håndbagage med. Det var en tung, tung rygsæk, jeg slæbte med mig hele vejen tilbage til 1967. Tårerne var det umuligt at holde tilbage, som jeg genoplevede mig selv stige af på forskellige stationer på min tur tilbage til fortiden. Men coachen var ved min side hele vejen. Hans varme stemme guidede mig blidt. Små berøringer holdt mig fast i mit ”projekt”: at finde ind til min kerne. Han osede af ro og selvsikkerhed (på den allerbedste måde). Det gjorde mig fuldkommen tryg ved ham. Han udstrålede en sikkerhed i sin måde at tale på, som gjorde at jeg stolede på, at rejsen ville gøre mig godt – også selvom den gjorde ondt.

Da jeg steg af på den sidste station, var jeg ikke mere end en uge eller to gammel. Jeg så mig selv ligge og græde, uden at der var nogen, der tog mig op. ”Ta’ den lille Charlotte op”, bad coachen mig. ”Hold hende tæt ind til dig og fortæl hende, at du elsker hende, og at du nok skal passe på hende”. Lige DÉR mødte jeg mig selv! Min mascara bukkede under og løb af øjenvipperne, mens jeg vuggede mig selv som spæd. Syret og fuldkommen fantastisk er vist den mest rammende beskrivelse for min oplevelse. Mens jeg sad dér og nursede Mini Me, begyndte der at ske noget magisk inden i mig. Den voksne mig og den del af mig, som i 100 år har higet efter omsorg, anerkendelse og accept, smeltede sammen. Et sår, som har været virkeligt for mig hele mit liv, begyndte at hele. Det var som om, et stort hul begyndte at lukke sig. Hele min krop blev opfyldt af den mest vidunderlige varme. Jeg følte mig hel. Jeg havde endelig fundet det, jeg – uden at vide det – har søgt efter (nok) hele mit liv: MIG! Den sidste sten var kommet ud af min (alt for) tunge rygsæk.

Indrømmet, det føltes en smule sært, at sidde og tale til mig selv som lille. Og det var svært at abstrahere fra, at coachen sad lige ved siden af mig og kunne høre mine ord (”hvad tænker folk mon” er forbandet svær at tage livet af). Men heldigvis var jeg så dedikeret til min rejse, at jeg satte mig ud over den tanke. Det betyder, at jeg i dag har sætninger som ”Jeg skal nok passe på dig”, ”Jeg vil altid være der for dig” og ”Jeg elsker dig, præcis som du er” lagret i min bevidsthed. Ordene er tatoveret på min sjæl, i mit allerinderste, og de forsvinder ikke igen! De fungerer som en slags bro mellem fortid og nutid. De er en form for lim, der sørger for at holde mig sammen, hvis jeg tvivler på mit værd.

Da turen i tidsmaskinen var bragt til ende, var jeg så tung i kroppen, at jeg ikke kunne få det røde lædersæde af mine balder. A l d r i g nogensinde før har jeg følt mig grounded og så meget i kontakt med mig selv. Det snurrede i hele kroppen. Jeg var fyldt op af en kæmpemæssig glæde og en tro på mig selv, som var second to none. Jeg var fuldkommen tom for negative og hæmmende tanker. Utålmodig på at komme ud i den virkelig verden og leve en ny version af mig selv: en hel mig. Følelsen var vidunderlig!…og den sidder stadig i mig. Jeg tror s.., at den er kommet for at blive.

 

PS: indlægget er udtryk for min egen oplevelse og er ikke sponsoreret af Humi.