Skilsmisse – loyalitet og teamspirit

”Hvorfor blev I egentlig skilt?”. Jeg forestiller mig, at der er andre skilsmisseforældre end mig, der fra tid til anden tænker over, hvordan svaret skal lyde, når spørgsmålet en dag for alvor (læs: når barnet har en vis alder) bliver stillet af ens barn. For mange fungerer en version ala Vi fandt ud af, at vi var bedre til at være venner end til at være kærester fint, imens barnet er lille, men når det bliver ældre, finder jeg det dog sandsynligt, at barnet vil efterspørge en mere fyldestgørende forklaring på, hvorfor kernen blev pillet ud af familien. Hvad gør man så i dén situation? Skal man fortælle den ærlige historie og dermed være tro mod den skinbarlige virkelighed? Eller skal man se stort på sandheden og holde fast i den sang fra de varme lande, man hidtil har sunget?

Barnefokus

Fokus på barnet har det med at forsvinde
For mig at se handler det om, at der i den brudte familie skal være en meget høj grad af loyalitet de voksne imellem. Lige meget hvad, man måtte have at udsætte på den anden, må loyaliteten ikke brydes. Især for barnets skyld. Man skal tale pænt til og om hinanden og hinandens familier. Bøje af og indgå kompromisser. Respektere hinanden som mennesker (hvis man havde praktiseret det, da man var gift, var man måske slet ikke blevet skilt?). Også selvom det betyder, at man med mellemrum må sluge et eller flere af de berømte pukkeldyr. Barnet skal ikke fanges i en krydsild af ord, der skyder den anden forælder i sænk. Aldrig! Det tror jeg, at de fleste kan være enige om. Men det er åbenbart sværere sagt end gjort at holde ordene indenbords. Fokus på barnet har det med at forsvinde, når ord eller handlinger prikker til fortidens skeletter. Barnet må vige pladsen i centrum til fordel for de voksnes konflikt.  Således ser man gang på gang, hvordan børn bliver skydeskive for de voksnes indestængte følelser, som fx vrede eller jalousi. En enkelt kommentar kan få gammelt nag til at bryde ud i lys lue selv mange år efter skilsmissen.  Fx er jeg i en lukket Facebookgruppe med jævne mellemrum vidne til beskrivelser af voksen-fejder, som udkæmpes under dække af, at det er for barnets skyld, at man gør ditten, dutten eller datten. Behøver jeg sige, hvor fokus reelt ligger i fejden? Også TV-udsendelser viser jævnligt eksempler på, hvordan man som skilsmisseforældre i k k e skal opføre sig. Billedet er præget af manglende øjenkontakt, konfliktmæglere, hadefulde ord og beskyldninger, der flyver gennem luften. Senest har en artikel i Ekstrabladet d. 22. februar 2016 demonstreret, hvordan den ene part i et knust parforhold kan stikke en kæp i den lykkelige barndoms hjul. Jeg vil skynde mig at sige, at jeg ikke kender historien til bunds og således kun har faderens side af sagen at forholde mig til, men ikke desto mindre gør det næsten fysisk ondt på mig at læse om, hvordan et barn kommer i klemme pga. noget, der ikke har med hende at gøre. Jeg bliver både vred og ked af det, når jeg ser, hvordan voksne mennesker opfører sig.  Vred, fordi voksne mennesker ikke kan finde ud af at skille tingene ad og lægge deres egne lasede fortids-følelser på hylden, så kommunikationen kan foregå på et sagligt plan. Ked af det, fordi uskyldige børn bliver taget som gidsler i en krig, der handler om de voksnes indbyrdes gamle, u(for)løste konflikter, som intet har med dem at gøre.

100 procent

Ansvaret er 100% ens eget
Forældre-krig efter en skilsmisse er et gammelt tema. Det er jeg ikke blind for. Ej heller underkender jeg det faktum, at der fra tid til anden er grund til at ”trække våben”, idet det ellers ville være til barnets værste. Men det betyder ikke, at emnet er udtømt og arkiveret under I den skønneste orden. Krigen udkæmpes hver dag i masser af skilsmisse-familier. ”Du sagde, du gjorde, det er din skyld”. Beskyldninger af den værste slags og møde efter møde i Statsforvaltningen. S t o p med at pege fingre af den anden. S t o p med at lægge ansvaret fra dig og over på den anden. Der skal to til en skilsmisse. Der er en grund til, at forholdet støder på grund. Utroskab kommer ikke ud af ingen ting. Der er en grund til, at man vil skilles. Altid. Begge parter skal tage deres del af ansvaret for, at familien gik i opløsning. Vi er alle helt og aldeles ansvarlige for vores egne ord og handlinger. Derfor beløber hver parts andel i en skilsmisse sig til 100%. Ansvaret kan ikke splittes i en 50/50 fordeling, for deri ligger, at man vejer på vægten, hvem der er mest ansvarlig for, at kærlighedsrelation brækkede midt over. Ingen vil tage de tungeste 50%. Man bærer hele ansvaret for sig selv i det forliste parforhold. Vær den voksne og tag det! Ellers lander skilsmissen lige præcis der, hvor det er barnet, der sidder tilbage med Sorteper, fordi forældrene har travlt med at placere skilsmisse-skylden.

Holdånd

Teamspiriten glemmes
Set i lyset af ovenstående er temaet (desværre) stadig gyldigt. Det vidner ikke mindst det brede og hårdt optrukne spor af sprængfarlige følelser, som bruddet trækker efter sig, om, når man fx ser på Facebook, hvordan modpartens fejl sættes til skue. Der bliver ikke lagt fingre imellem for at få knock out’et ”modstanderen”. Det er på ingen måde hverken voksent eller loyalt. Man er jo som (skilsmisse)forældre ikke modstandere. Selvom man er gået fra hinanden, er der stadig et fællesskab om barnet, der skal værnes om. Den holdånd, der gerne skulle være barnets fundament, skal ikke gøres til et enmandsshow, i det sekund man bliver skilt. Man skal bevare det ”vi”, der danner ramme om barnets trivsel, fordi man sammen skal gøre det allerbedste for sit barn. Som forældre skal man yde en holdindsats. Også når man er skilt. Hvad enten man er ved at br**** sig over den anden eller ej! Det er denne teamspirit, der gang på gang glemmes, når man har travlt med at gøre den anden forkert frem for at se på, hvad der er rigtigt og bedst for barnet. Barnet får ingen gevinst ved, at de utilstrækkeligheder, mangler og utilgivelige handlinger, man mener ex’en skal stå inde for, bliver debatteret. Hverken for åben skærm eller direkte til barnet. Den slags hører ikke hjemme i det offentlige (cyber)rum, og det hører ikke hjemme i barnets ører. Med et opslag på fx Facebook er ord-katten ude af sækken og på vej i fuldt firspring mod med-forælderen.  Der er jo stort set altid nogle, der kender nogle, der kender ex’en. Hvad skal det til for? Hvem gør det noget godt for? (udover en formodet umiddelbare tilfredsstillelse ved at give modparten det glatte lag?) Er man rigtig uheldig, finder sækkens indhold også på et tidspunkt vej til barnets øjne eller ører. Lige meget hvor ondt den tidligere partner har gjort én, er det så rimeligt? Nej, vel?!

Loyalitet

Ærlighed eller loyalitet?
Det ser ud til, at der fortsat skal arbejdes hårdt på, at få en stor gruppe af skilsmisseforældre til at huske sig selv på, at de skal stikke piben ind, når det kommer til negative følelser, der retter sig mod den, man på et tidspunkt valgte at stifte familie med. Vejen til at gemme forsmåetheden og vreden langt væk, når det kommer til samarbejdet omkring barnet, er for nogle umådeligt lang. Men skuffen, hvor de følelser, der er lige ved at få én til at eksplodere, skal findes. Det skylder vi vores børn. De skal ikke lægge øre til det, der udløste en underskrift på skilsmissepapirerne. Jeg vil til enhver tid være fortaler for, at man kommer længst med ærlighed. Den sætter os fri. Således skal vi da også være pivhamrende ærlige over for hinanden, når vi taler sammen voksen til voksen. Vi skal også være ærlige over for vores børn. Det er ikke at være illoyal over for den anden at lade barnet vide, at man var uenige på væsentlige områder og så forskelligt på mange ting. Måske barnet oven i købet selv oplever denne forskellighed, når han/hun sammenligner sit liv på den ene matrikel ift. på den anden? Kommer der spørgsmål til dét, skal der et ærligt svar i øjnehøjde på bordet. Men når det handler om spørgsmålet ”Hvorfor blev i egentlig skilt?”, må jeg krybe til kompromis-korset. Hvis man står i en situation, hvor den ærlige version kan sende barnet ud i en følelsesmæssig konflikt (hvilken side skal jeg vælge?), så vejer loyaliteten for ens medforælder tungere end ærligheden. Hvis vi som skilsmisseforældre er loyale over for hinanden og behandler hinanden som helt almindelige voksne mennesker – ikke som ham eller hende, der en gang gjorde sådan eller sådan – er der grobund for et fokuseret samarbejde om det dyrebareste vi har: vores børn.

Hva’ tænker du?
Skriv en kommentar, så jeg kan høre, hvad du vælger. Ærlighed eller loyalitet? Eller måske har du en helt anden tilgang?