3650 dage i mentalt jerngreb

I 10 år – T I, ble’ der sagt – har jeg haft en lort siddende under min ene sko. Den tør jeg godt sige, at jeg nu er begyndt at skrabe af. Jeg startede i går. Jeg er virkelig stolt af mig selv! Helt ind i hjertet. Måske en smule provokerende at klappe sig selv så højlydt på skulderen, når vi nu tænker på, at mange af os har J. Ante som både na-, under- og overbo. Men det er jeg altså. Stolt! Det er en god fornemmelse at have i kroppen. Jeg tror faktisk, at jeg kunne gå hen og blive småafhængig af den fornemmelse.

Den brune masse inficerede min sko juleaften for en dekade siden. Irritation og vrede ophobet i mig gennem mange år, men gemt af vejen i en hermetisk lukket æske, blev endnu en gang forsøgt pakket ind – denne gang behørigt i forhold til årstiden: julepapir og glitrende gavebånd. Men turen rundt om grantræet begyndte at løsne båndet, fordi gamle mønstre prikkede til alle de indestængte følelser. Da aftenen var ved at være ovre, var båndet smeltet, og høje råb flåede papiret af med så voldsom en kraft, at æsken eksploderede. Braget kunne høres i stueetagen, selvom udpakningen skete i kælderen. Et voldsomt søskendeskænderi var i gang. Lige efter julebogen.

Tumulten, som var en blanding af skingre ord og lange rivende negle, trængte op gennem stuegulvet, og fik verden til at ryste for tilhørerne. Jeg forestiller mig, at ”publikum” siden da har været bange for, om (hvor) der lå miner gemt under gulvtæppet. Det ene af familiens overhoveder stak hovedet ind i kælder-løvindernes gab og manede til besindelse. Der fandt noget, der skulle minde om en mæglende samtale sted, da de værste bølger havde lagt sig. Men vi kom – i min optik – aldrig bare tilnærmelsesvis ind til sagens kerne. Selvom de hvide toppe var blevet dæmpet til (mellemstore) krusninger på fjord-overfalden, var vandet stadig sort og uigennemsigtigt, da jeg tog afsked med min verbale medkombattant 1. juledag.

Det var bestemt ikke en rar oplevelse, hvis nogle skulle være i tvivl. Og den har tynget mig – bevidst såvel som ubevidst – i 3650 dage. Holdt mig i en eller anden form for mentalt jerngreb, som et alt for langt stykke hen ad vejen har holdt mit hjerte lukket. I mine tanker er jeg blevet ved med at vande min vrede (og ja, planten har responderet behørigt – men aldeles uhensigtsmæssigt – på væsken). Jeg har dermed frarøvet mig selv friheden til at leve mit liv, som jeg har lyst til. Jeg har haft sømmet mig selv fast til fortidens drama i håbet om, at ”nogen” kom og løste den gamle konflikt for mig. Lænket mig selv til drømmen om, at ”de andre” ville vågne op og forstå, hvad jeg har gennemgået. Forstå ud fra mit verdensbillede. MEN! Det sker i k k e – har jeg endelig indset – for så var det sket for længst. Jeg kan ikke – skal ikke – ændre andre, men jeg kan ændre mig selv og min måde at være sammen med andre på.

Når jeg gør det og er 100 % bevidst om, hvad det er, jeg gør, så sætter jeg mig selv fri. Og FRI var lige præcis hvad jeg følte mig, da jeg i går trillede af sted for at holde juleaften der, hvor skænderiets orkan rasede i 2004. Ti år er uendelig lang tid at have båret rundt på et håb så tungt som alle møllehjul i verden om, at ”de andre” ville indse værdien af og behovet for at komme ind til den kerne, som jeg har så forbandet meget brug for at komme ind til. Jeg forstår ikke, at man kan forbigå en eksplosion af Seestske dimensioner i tæt-på-tavshed. Jeg lærer aldrig at forstå det. Men jeg bliver kvalt, hvis jeg fortsat trasker rundt i fortiden og leder efter en forklaring, mens lorten hørmer under skoen.

Beslutningen om, at mine skuldre ikke længere skal bære på tunge uopfyldte drømme og håb, har gjort mig uendelig meget lettere. I kroppen og i sindet. Det har været en lang rejse at nå hertil. Jeg har uendeligt mange gange haft lyst til og også været lige ved at stige af. Men jeg er oprigtigt glad for, at jeg blev på toget. Jeg fornemmer, at jeg nu er nået endestationen. Tilgivelsen (ja, ja, det er jo jul…). For jeg tror, at det er det rigtige for mig. Min binding til skænderiet og det uforløste efterspil har i over middel omfang været for mig som at gå på glasskår med bare fødder. Dårlig idé – just saying. Jeg har tilgivet – måske mest af alt mig selv – for at give slip på fortiden og drømmen om, at andre skal redde mig fra mine mentale pinsler. For jeg har endelig fattet, at tilgivelse ikke er lige med accept af andres opførsel. Det er blot en måde at give mig selv lov til at komme videre på. Jeg har længe – alt for længe og i alt for mange sammenhænge – været overbevist om, at jeg kunne fastholde en eller anden form for status og kontrol (over mit liv, over folk, over situationer…fortsæt selv listen), hvis jeg holdt fast i min vrede mod de personer, som set gennem mine briller, har gjort mig ondt. I stedet har kontrollen låst mig. Jeg har tænkt, at hvis jeg tilgav, så skulle relationen genoptages, som den var før hvad-der-nu-så-end-var-sket. Men sådan er det jo slet ikke. Lige pludselig kan jeg se, at jeg da selv bestemmer, hvordan jeg vil indgå i alle relationer. Jamen, halleluja da.

Jeg tror faktisk også, at jeg har holdt fast i den gamle ”sang”, fordi jeg kender melodien til absurd hudløshed. Det kendte giver tryghed. Det ukendte medfører uro og ubehag. Frygten for den reaktion, der ville komme, hvis jeg begyndte at agere anderledes end hidtil ift. mine relationer, frygten for, om jeg tabte ansigt eller blev opfattet som svag, hvis jeg begyndte at synge en ny sang, har holdt mig fast i en knæhøj plovfure, som jeg var på nippet til aldrig at hæve mig op over. But I did it, og tak for det, for der var ærlig talt ikke særlig kønt eller rart dernede i mudderet.

Derfor er jeg stolt. Med stolt på. Fordi jeg nu har set min frygt i øjnene og sagt fu.. dig! For jeg kunne med stor glæde konstatere, at min stemme lød klarere og mere ren end nogensinde før, da jeg i går gik syngende om træet sammen med min familie. Da jeg sang med på ”Nu’ det jul igen” kunne jeg mærke, at ordene ikke blev kværnet ud af bitre sidebens møllehjul – de kom fra hjertet.