Modstand eller flow?

Lige under overfladen ligger noget og lurer. En fornemmelse i kroppen fortæller mig, at noget er under opsejling. Mine tanker kredser om noget, jeg ikke ved, hvad er. Jeg går rundt i en slags forventning om, at noget kommer til at ske inden længe. Jeg aner ikke, hvad det er. Jeg aner ikke, hvordan jeg skal forholde mig til det, jeg fornemmer. Jeg oplever både spænding og tristhed. Glæde og frygt. Opstemthed og mismod. Jeg kan mærke min tilstand, men jeg kan ikke tænke mig til, hvad den handler om eller hvor den kommer fra. Jeg kan ikke finde en rationel forklaring. Jeg prøver at ignorere den i håbet om, at den går væk. Fordi min tilstand ikke giver mening. Og jeg har levet hele mit liv efter, at ting skal give mening; der skal være en forklaring; jeg skal kunne tænke mig til et ”hvorfor”. Men skal alt give mening? Hvad hvis man bare sagde ”Hej, er du dér” til sine svære følelser og accepterede dem som et øjebliksbillede af ens liv? Ville det gøre tilstanden lettere eller sværere at håndtere?

flow

Jeg er nok forkert
Jeg må konstatere, at det ikke får de svære følelser til at forsvinde, bare fordi jeg vender ryggen til dem. Tværtimod. Det er som om, at deres stemmer bliver mere og mere insisterende. Der er noget, de ønsker at fortælle mig. Og som det hovedmenneske, jeg er, prøver jeg ihærdigt at finde ud af, hvad det er, de har at sige til mig. Men i og med, at jeg ikke kan tænke mig til det – ”kun” mærke det – bliver det skruen uden ende. Som to brikker, der ikke passer sammen, men alligevel bliver forsøgt mast sammen. Måske det netop er forsøget på at regne den ud, der gør, at følelserne kommer til at fylde mere og mere? Jo mindre held jeg har med at skabe mening, jo sværere bliver det at håndtere det svære. I hælene på det opstår tanken, at jeg nok også er forkert, når jeg har det sådan. I en verden fyldt med målbare facts og hvis-A-så-B er det svært at forholde sig til, at noget bare er, hvad det er. Hvis ikke det kan forklares, så er det ikke rigtigt eller sandt. Vi er ikke vant til at lade ”følehornene” bestemme i vores liv – jeg er i hvert fald ikke.

Svære følelser skulle gemmes væk
Jeg har aldrig rigtig lært at forholde mig til de svære følelser. Ked af det, hysteri, vrede, mismod, raseri, irritation, jalousi, misundelse etc. (get the point?!) – var følelser, der helst skulle gemmes af vejen. Jeg gætter på, at det var fordi følelserne ikke passede ind i omverdenens opfattelse af følelsesmæssig comme il faut. Har man længe nok pakket de ”forbudte” følelser væk for andres skyld, kan man til sidst heller ikke selv forholde sig til dem. Hvis man har fået ind under huden, at de ikke må være der, er man jo forkert, når de dukker op. For det gør de. De kan ikke undertrykkes. Det tror da pokker, at man ikke vil have med dem at gøre eller evner at håndtere dem, når de dukker op. Modstanden mod følelserne er så intens, at man skal have lagt Red Bull drop for at have energi nok til at holde dem på afstand. Modstanden dræner den mentale konto for overskud. Alt imens ens indre dialog bliver mere og mere forskruet og selvnedbrydende.

Den store skurk
Modstand er således den store skurk, når det kommer til at skulle rumme det svære. Modstand mod at acceptere det, der er. Det stod klart for mig efter, at jeg havde set en lille film om flow, hvor Anja Steensig interviewer Anja Vintov om emnet. Flow er, meget forenklet sagt, når det, vi siger og tænker, er i overensstemmelse med vores handlinger. Når vi har et behov og oplever, at vi er i stand til at opløse modstanden på at handle på behovet, oplever vi, jf. Anja Vintov, flow. Anja udtaler videre, at modstanden opstår, fordi der er noget, man ønsker at gøre, men ikke giver sig selv lov til at gøre det. Det kan selvfølgelig være svært at handle, hvis man som i mit tilfælde, ikke rigtig ved, hvad det er, der skaber mislyden i ens liv. Men!: ikke at gøre noget kan også betragtes som en handling. Så i mit tilfælde er der tale om, at en accept af tingenes tilstand er den (ikke)handling jeg kan foretage for at slippe modstanden på det, jeg ikke kan få til at give mening. Det er virkelig en udfordring for én som mig, der er vant til at tænke og dernæst handle mig ud af situationer.

Luk modstanden ind
Skal man tro Anja Vintovs ord, så vil man opleve ro, fred og en konstant kilde af nye muligheder, hvis man tør se på modstanden, opløse den med accept af tingenes tilstand og så blot flyde med det, der er. Det er en skøn tanke – og en gigantisk udfordring – som har sat sig fast i min bevidsthed. Men egoet er en sejlivet lille fanden. Det gør, hvad det kan for at overtale én til at gøre, som man plejer. Det kan finde på mange undskyldninger for ikke at lukke modstanden ind. Man kan nærmest blive barnlig: ”Jeg skal i hvert fald ikke have ubehag i mit liv – ellers tak…”. Det er jo ubehageligt at mærke ubehaget ånde én i nakken. Så hellere forsøge at holde det ud i arms længde. Men hvor længe kan man holde armen strakt? Måske meget længe, men det har en pris. Prisen er i min optik mentalt og fysisk uro. Måske man skal tage springet og finde modet til at se modstanden i øjnene med kærlighed? Have tillid til, at der i modstanden ligger gemte budskaber og svar gemt. Info, som vil gøre det en lille smule lettere for én, næste gang man lander i en svær følelses-situation. Måske det lige netop er, når man dropper modstanden og lukker det svære ind, at man begynder at indse, at de svære følelser ikke er farlige eller forbudte – og at de har sin plads og er OK, selvom de gør ondt.

Accept skaber bevægelse
Der er egentlig ikke noget at sige til, at man får oplevelsen af, at de svære følelser vokser, når man lever i ikke-accept af lige netop disse. Man stagnerer i følelserne. Ved at vende ryggen til sig selv, blokerer man for flow. Ved at forsøge at rationalisere sig ud af situationen frem for at acceptere den, stikker man en kæp i flowhjulet. Når det sker, er der en god ”chance” for, at man giver næring til tankemylder og dårligt selvværd. I mine øjne holdepladser for megen mental smerte. Hvis man i stedet har modet til at tåle at være i ubehaget, tør løbe den risiko, der er forbundet med at være i noget, man ikke kender, og flyde med, så er man i bevægelse. Og det er i bevægelsen og ikke i stagnationen, at flow opstår.

Solfod

Meditér dig til flow
Jeg har haft den store fornøjelse hen over sommeren at følge et online kursus, Hjertebanken Summer Intensive, udbudt af coach og mentor Lykke Rix. Kurset handlede om at lære at blive bedre til at mærke efter/mærke sig selv, at træffe modige valg, at sætte grænser og at leve livet lidt dybere. Forløbet har givet mig nogle geniale guidede meditationer og visualiseringer, som jeg har haft utrolig stor gavn af. Især to af meditationerne har jeg trukket op af skuffen i disse dage: dén, der handler om at lære at være med de følelser, der er og dén, der guider én igennem at være med ubehaget. Jeg kan varmt anbefale (guidet) meditation, hvis du lige som jeg har svært ved at rumme det svære. Det tog mig lidt tid at overgive mig, men ”ventetiden” har været det hele værd. For hver gang jeg har lyttet til meditationerne, er jeg blevet en lille smule bedre til at være i og med det, der er. Meditationerne er ikke en hurtig fix-me-upper, der gør, at jeg aldrig mere oplever ubehag eller uro i krop og sind. Med de hjælper mig igennem den modstand, jeg oplever i mit hverdagsliv: larm fra naboen, uenigheder med X’en, handlinger, som jeg ikke forstår, frygt for morgendagen ift. min datters sygdom etc. Det lille tid-for-mig-selv break er katalysator for bevægelse, hvis jeg er gået i stå i en uhensigtsmæssig følelse eller går i ring. Meditationerne er min mentale redningsplanke. De hjælper mig til at skabe flow. Lige dér er jeg gladest og mest i balance. I flowet passer mit livs brikker sammen.

Måske du har andre idéer til at håndtere modstand og de svære følelser? Smid en kommentar, så jeg kan høre, hvad du gør for at kunne være i og med det, der gør ondt.

 

Indlægget er ikke sponsoreret.