Accept som en anden form for tilgivelse

Ingen tilgivelsesknap
Ved fødslen får de fleste serveret en familierelation. Den kan gå mange veje. Nogle gange viser vejen sig at være anstrengende. Noget sker, som får relationen til at stivne og år senere kalder på opmærksomhed og tilgivelse. Når du tilgiver, bliver du fri. Tilgivelse er for din egen skyld. Tilgivelse er ikke det sammen som at sige, at man accepterer, at noget ødelæggende er hændt. At tilgive er ikke at glemme. Men hvad nu, hvis man, trods ihærdig søgen, ikke formår at finde tilgivelsesknappen og trykke den i bund, så man kan gøre sig fri af fortidens lænker? Hvordan kommer man så videre i livet, så det kan leves, uden at man skal lægge krop og sjæl til den konstante mentale kredsen om det, der engang skete?

Mere ondt end godt
Får man nogensinde plads til at tilgive, hvis uhensigtsmæssige og ødelæggende mønstre fra gammel tid forfølger en langt ind i ens voksne liv? Hold nu op jeg har brugt meget energi på at overveje det spørgsmål. Energi, der kunne have gjort uendeligt meget mere gavn på mange områder af mit liv. Jeg må med sorg i sindet erkende, at jeg faktisk (ikke længere) tror på det. På tilgivelsen. Arbejdet med at møde den anden i en fælles forståelse for vores forskellighed gør mig mere ondt end godt. Det dræner. Det bringer mig ikke den forløsning og forsoning, som jeg så inderligt har ønsket og i så mange år har søgt efter. Higet efter. Det bringer kun oplevelsen af mere afvisning og heraf følgende frustration med sig. Gensidigheden i arbejdet mangler. Forståelsen er en ensrettet gade.

Dead end

Mod ensretningen
Hvor længe skal man blive ved med at køre imod ensretningen, før man forstår, at gaden er lige netop, hvad den er: ensrettet? Eller måske sågar en blindgyde? For mit eget vedkommende har det været meget længe. Mere end et gennemsnitligt halvt menneskeliv. Også det faktum, at jeg har brugt så mange år af mit liv på at kæmpe, fylder mig med sorg. Jeg føler, at kampen har været spild af tid. Min tid – min mors tid. Og vores tid sammen. Tid, der kunne have været brugt meget bedre. Spildt fordi den ikke har ført et det-føles-godt-i-maven resultat med sig.

Nutidig kopi af fortidig hændelse
Fortiden er en insisterende lille satan. Den har bidt sig godt og grundigt fast i mine haser. Bedst som jeg har troet, at nu har jeg sluppet den, har jeg mærket en nutidig kopi af en fortidig hændelse sætte tænderne i mig igen. Jeg har flere gange tænkt, at nu sad tilgivet-mærkatet endelig på kassen med gamle, dårlige minder, og den var sendt i evigt kredsløb omkring jorden. Men så er låget hoppet af kassen, og for-længe-siden er blevet til lige-nu-og-her. Fordi fortidens stemmer stadig giver genlyd i nutiden. Fordi vi ikke formår at mødes om at komme til bunds i fortidsmaterien. Jeg forestiller mig, at det må gøre for ondt at tale om det, der ikke var godt. Men det gøre endnu mere ondt og udretter mindst lige så stor skade, ikke at tale om det. Sådan er min tilgang til det svære i verden.

Gammelt shit
Hold nu k***, det er belastende. Det suger alt for meget energi, overskud og livsglæde ud af en. Afstedkommer alt for mange kaos-decibel på øverste etage. En konstant rugen over gammelt shit, som jeg – kan jeg se nu – aldrig kommer ind til kernen af sammen med den, jeg i alle årene har håbet på ville møde og hjælpe mig. Erkendelsen af, at jeg nok aldrig kommer til at få det, jeg har brug for, gør ondt som bare fanden. Det gør mig ked af det helt ind i knoglerne. Arbejdet med at skulle videre og væk fra de mønstre, der ikke gavner mig, ligner en byrde, som mine halvblege farmorarme ikke vil kunne bære. Men det er ikke en option at give op nu. Så ville tiden med at kæmpe for alvor være spildt.

Gammel vane ny vane

I en helt anden retning
Så frem for at gå under sammen med fortidsskibet og lade mig selv drukne i den vrede og frustration, der har luret under overfladen i årevis, må det være tiden at forsøge at sejle i en helt anden retning. Plan B må iværksættes, når plan A – gensidig forståelse, konstruktiv dialog og oparbejdelse af nye mønstre – har vist sig ikke at føre noget brugbart med sig. Det er umådelig svært at trække B-planen op af skuffen, når nu ønsket om A-modellen har været så stort, fordi den virker så meget mere givende end alternativet. Men måske den alternative plan bliver det, der endelig giver ro i sindet og i relationen?

Et fleksibelt fundament af accept
Plan B er at bygge et fleksibelt fundament af accept. Accept af det faktum, at der nok aldrig bliver åbnet for kørsel i begge retninger. Accept af det faktum, at der givetvis er en god grund til dette. Også selvom det betyder, at en smerte og en sorg vil følge mig resten af livet. Det er lidt lige som at vælge imellem pest og kolera. Smerten holder ikke op; den ene bliver bare byttet ud med den anden. Men jo før, jeg formår at acceptere, at tingene ikke ændrer sig, jo før holder det om med at nive så voldsomt i haserne. Byrden må alt andet lig blive lettere. Det skal den blive. Når der er tale om det, der på dåbsattesten står opført som en nær relation, så er det dog noget af et kvantespring at tage at opgive håbet om et møde på midten. For håbet hos det lille barn inden i den voksne forsvinder nok aldrig. Håbet og drømmen om at være den ene halvdel af en nær mor-datter-relation vil givetvis ligge og boble til evig tid.

Virkelighed eller drøm
Jeg vil jo bare gerne føle mig connected med mit ophav. Men virkeligheden er virkelig. Det er den, jeg må forholde mig til, hvis jeg vil træde ud af min fortids skygge. Det nytter ikke noget at blive ved med at drømme om perfekte familiebilleder. For drømmen er en drøm. Det er, hvad det er, som en kær veninde plejer at sige. Og hun har ret. Både når det kommer til virkelighed, og når det kommer til drøm. At prøve at forveksle det første med det sidste i en forventning om, at der kommer et tæt og bæredygtigt resultat ud af det, har vist sig ikke at holde i længden. Når jeg har gjort det, har det været på bekostning af, hvem jeg inderste inde er, og hvad der betyder noget for mig i relation til et andet menneske.

Det vil tiden vise
Så frem for at blive ved med at forsøge at vride min hjerne i tilgivelsesposition, må jeg prøve en anden stilling til gummiklatten i kraniekassen: acceptpositur. Måske accept en dag fører til tilgivelse af det, jeg som den eneste har oplevet som en skarp sten i mine barnesko. Måske tilgivelse slet ikke er nødvendig, hvis jeg kan finde et hjørne af mit indre at bære sorgen og tristheden i for dernæst ’bare’ at acceptere, at min mors og min relation er, hvad den er? Jeg ved det ikke. Det vil tiden vise. Når den har gjort det, så er der måske – og forhåbentlig – stadig lidt tid tilbage, der ikke går til spilde.