Kys fortiden farvel

Ud! De står bare og samler støv. Jeg er gået i gang med at rydde op. ”Offeret” for oprydningen er mine boghylder, som er så pressede, at de ligner hængebroer. På broerne hviler bøger, der vidner om min studietid. Opslagsværker, som Google for længst har overhalet indenom. Rejsebøger fra min tid i USA. Bøger med adresser på folk, som engang var i mit liv. Litteratur om psykologi og selvudvikling. Bøger med citater, som givetvis er tænkt som pick-me-up’ere. Som jeg inspicerede bøgerne én for én, gik det op for mig, at jeg havde begivet mig ud på en rejse – en rejse, som foregik i min fortid.

Jeg har flere gange taget tilløb til at lette presset på mine boghylder. Men hver gang jeg har forsøgt at luge ud i diverse titler, har jeg mistet modet til at give slip på både billige, fedtede paperbacks og gamle, læderindbundne sager. Hver gang har det undret mig, hvorfor jeg ikke kunne slippe en bog, når den nu var vristet fri af sin hylde. Nu tror jeg, at jeg har fundet svaret: Det er de mange historier om mit liv, der er knyttet til hver enkelt bog, der har stoppet mig fra at lave en genbrugs-station bunke. Jeg har været bange for, at mine minder ville forsvinde, hvis jeg kasserede en bog. Måske jeg har tænkt, at jeg sammen med bogen også kasserede mig selv? Måske det er derfor, jeg har holdt fast i fortiden – næsten som om det gjaldt mit liv. Men nu er tiden inde til at give slip – netop fordi det gælder mit liv, gælder om at leve. Livet er jo lige nu og lige hér. Og det kan ikke forenes med at holde fast i det, der var engang. De gamle historier, som bøgerne er bundet ind i, må fare for at skabe plads til nye historier om mig. At gøre hængebroerne lettere betyder jo ikke, at mine erfaringer forsvinder. Ej heller at mine fortidige historier bliver usynlige. Og da slet ikke, at alt, jeg har oplevet er glemt eller aldrig har fundet sted. Det hele er gemt indeni mig – minderne forsvinder aldrig!

Med den erkendelse voksende i min bevidsthed kunne jeg glæde mig og smile, da jeg så ord-genbrugs-bunken på stuegulvet vokse. Imens presset på reolens hylder lettede, genoplevede jeg forelæsninger på universitetet, mit første møde med San Francisco, den kærlighed, der var til min datters far, en rejse til Spanien, en kær venindes tanker på min fødselsdag – og meget mere. Ikke kun boghylderne blev lettere – det gjorde jeg også. Det skete i takt med at bogbjerget blev højere og højere. Og jeg var stolt. Stolt af mig selv fordi jeg nu endelig var kommet til det punkt, hvor jeg var modig nok til at kysse dele af min fortid blidt på kinden og sige farvel og tak for minderne.

Nu vil jeg gå i gang med at rydde op alle mulige andre steder. For der er meget mere fortid, der trænger til at blive sendt derhen, hvor den hører hjemme: i fortiden. Hvem i alverden skulle have troet, at en omgang oprydning kunne føre så meget mere med sig end blot ekstra plads på reolerne? Ikke mig. Men det er et faktum, at der også i min hjerne nu er blevet mere hyldeplads. Den ny-vundne plads vil jeg forvalte omhyggeligt ved at sørge for, at det fremover er nu-og-hér ”varer”, der står på hylderne.