Følelsesmæssig feriekonto

Da jeg var barn, var ventetid næsten ikke til at holde ud. Især i december var det helt galt. Tiden sneglede sig af sted frem mod den gyldne aften, hvor pakkerne under træet skulle have flået papiret af. I dag er det gået op for mig, at det ulidelige i at vente ikke har ændret sig en hat, selvom jeg er blevet voksen. Jeg er måske nok bedre til at håndtere, at urets visere i nogle situationer nærmest går baglæns, men det er stadig dybt belastende at skulle vente på noget. Følelserne ræser rundt i kroppen på én.

Min datter er flyttet hjemmefra
I dag er en helt speciel venten skudt i gang. En venten på, at min datter kommer hjem igen. Hun er netop flyttet hjemmefra. OK – kun i 14 dage, hvor hun holder ferie med sin far, men det føles som en e v i g h e d, inden hun kommer hjem igen. Mit hjerte er tæt på at være bombet i stumper og stykker, som ligger spredt ud over min matrikel (mon jeg kan holde mig beskæftiget – og ventetankerne på afstand – hvis jeg bruger de næste to uger på at feje hjertesavsmuld sammen?). Savnet ligger i vandkanten af mine øjenkroge. Dér har det faktisk ligget på lur de sidste par dage. Bevidstheden om, at hun snart skulle væk, har flere gange været ved at rive mig ud af det nu, som jeg er så stor fortaler for, at man lever i. Men jeg smilede, vinkede og sendte hende fingerkys, da hun glad og smilende trillede af sted mod Grøn Koncert og sommerhushygge. Sendte hende på ferie på den allerbedste måde. Men da hun var ude af syne, og jeg lukkede døren bag mig, sank jeg i knæ. Hele kroppen gjorde modstand mod, at hun nu var væk. Tårerne trillede ned af mine kinder, og jeg følte mig på én gang både fuldstændig tom inden i og propfuld af følelser, der rev og flåede i mig.

8. sommerskilsmisse
Det er langt fra første gang, jeg vinker min datter ud i sommerlandet med farmand. Helt præcis er det er 8. år, at jeg oplever at skulle igennem en sommerskilsmisse fra hende. Men smerten er præcis lige så stor, som første gang jeg sagde: ”God ferie, min skat, vi ses snart igen”. ”Snart” er nok mest henvendt til mig selv og mit eget følelseskaos. ”Snart” er et forsøg på at holde mig fast i, at det ikke er for evigt (selv om det lige nu føles sådan), at hun er væk. Jeg forestiller mig ikke, at min datter tænker over, at vi først ses om et par uger. Hun glæder sig derimod til at hygge med sin far og hans kæreste – og det kan jeg godt glæde mig over på hendes vegne. Hun skal naturligvis være sammen med sin far. Alt andet ville være helt hen i skoven.

Uden mig på slæb
Men det ændrer ikke ved det faktum, at jeg ville ønske, at hun var her hos mig! Det ændrer ikke ved de følelser, der huserer i mit indre: sorg og tristhed. Frustration over at have et barn, som jeg ikke kan være sammen med alle årets dage. Jeg tror ikke, at jeg nogensinde lærer at affinde mig med det faktum, at der er X dage på et år, hvor jeg ikke aner en fløjtende fis om, hvad min datter foretager sig. Jeg kunne selvfølgelig ringe til hende hver dag og spørge, hvordan hun har det og hvad hun laver. Men det gør jeg ikke. Det ville udelukkende være mit eget behov jeg dækkede, hvis jeg gjorde det. Hun skal have lov til at være sammen med sin far, uden at jeg ”braser ind” i deres feriehverdag. Hun skal være fri til at leve sit liv uden mig på slæb. Uden at skulle tænke på mig. Jeg tror nemlig ikke på, at det gør noget godt for et skilsmissebarn, hvis den forælder, der ikke er hos barnet, melder sig på banen i tide og utide. De savner nok i forvejen, så hvorfor smide brænde på bålet med daglige opkald?!

Tryk avler modtryk
Udfordringen for mig er nu at finde en måde at være i de svære følelser på – uden at de overtager min hverdag de næste 336 timer. Jeg er – trods alt – nærværende nok til at vide, at jo mere jeg prøver at modarbejde min indre følelses-tsunami – jo værre bliver det for mig. Tryk avler modtryk som man siger. Den erkendelse er ny for mig. Jeg har selvfølgelig hørt om dét dér med trykket – og også hørt mig selv bruge ordene – men jeg har ikke mærket, hvad det ville sige. Tidligere har jeg således forsøgt at overbevise mig selv om, at det da også var noget pjat, at jeg blev så påvirket af at skulle undvære kronprinsessen i en længere periode. ”Du har hende jo det meste af tiden, så det burde da ikke være så svært at give afkald på hende i sølle 14 dage” har jeg prøvet at vride armen om på mig selv ”Hun har det jo godt, hvor hun er”. Men det hjalp i k k e! De svære følelser gik ikke væk. Tværtimod kom de til at fylde mere og mere, og som kronen på værket følte jeg mig mere og mere forkert, for hver gang jeg ikke kunne få savnet og smerten forbundet hermed til at gå væk.

Legalt at føle
Så hvordan undgår jeg så at avle modtryk? 1) Jeg skal på tur med verdens bedste veninde – det kommer til at fjerne fokus fra “elefanten midt i rummet” – 2) Jeg har i en krog af min hjerne oprettet en følelsesmæssig feriekonto. På den er det tilladt at indsætte alle slags svære følelser, og man må indsætte lige så mange følelser man vil i løbet af en dag. Med dét i baghovedet tror jeg, at det bliver en smule lettere at håndtere de bølger af det-gør-ondt-følelser, der måtte ramme mig. Når jeg gør det legalt for mig selv at føle, som jeg gør og giver mig selv et sted at gøre af følelserne, tror jeg på, at det bliver lettere for mig at være i den uro og det ubehag, som adskillelsen fra min datter medfører. Og nu er der heldigvis kun 334 timer, til hun er hjemme igen…