Jeg vil blæse og have mel i munden

Siden min datter i oktober måneds 2014 blev diagnosticeret med en kronisk tarmsygdom har jeg stået i et kæmpe dilemma. Nej, det er løgn. Jeg har haft dilemmaet, siden jeg i 2007 blev alenemor. Næ, det er også løgn! Sandheden er, at jeg, lige så længe jeg kan huske, har været taget som gidsel i et enten/eller dilemma med overskriften: Er det OK at vælge sig selv (først)?

Sådan gør en god mor
Men lad mig tage udgangspunkt i min nuværende situation. Bedst som jeg følte, at jeg lige så stille og roligt var begyndt at børste den stress-støv af mig, som havde lagt sig på mine skuldre i starten af 2014, pustede min datters sygdom til de støvkorn, jeg havde fejet over i et hjørne af mit liv. Jeg var i det små begyndt at tænke kreative tanker om mit fremtidige arbejdsliv som selvstændig. Det føltes godt men på samme tid også en anelse angstprovokerende. Men med Colitis Ulcerosas entré i min datters, og dermed i mit liv, så jeg kun én udvej: at sætte mit liv på standby. Jeg-er-nødt-til-at-trykke-pause-i-mit-liv. For sådan gør en god mor. Sagde min overbevisning mig. Hvis jeg ikke sætter mig selv og mit eget liv til side, kan jeg ikke være der for min datter. Brølede min overbevisning videre. Du er et skidt menneske, hvis du tager dig den frihed fra tid til egen et pleje dine egne interesser. Insisterede overbevisningen meget overbevisende.

Jeg er ikke nødt til noget som helst
Den overbevisning, at andre kommer før mig, har jeg altid ligget under for. Det er den, der har gjort, at nødt til har været én af standardformuleringerne i mit liv. Men efter min stresssygemelding gav mig en second chance for at leve mit liv autentisk – det er, hvad jeg har fået ud af at være gået ned med stress – er jeg begyndt at se verden på en ny måde. Det er gået op for mig, at jeg dybest set er jeg ikke nødt til noget som helst. Jeg vælger selv. Hvilken frihed der ligger i at indse, at jeg altid har et valg. Det har ikke betydet, at jeg fra den dag, hvor erkendelsen slog rod, bare har driblet ubesværet med diverse bolde, men det har fået mig til at tænke nøje over, hvad der er vigtigt for mig for at leve et indholdsrigt liv. For at mærke hverdags-lykken. Jeg er ret sikker på, at det er min dårlige samvittighed over at vælge mig selv, der blokerer for, at jeg gør ting, der er gode for mig. Når overbevisningen er andre-før-mig, så giver det i hvert fald god mening. Ligeledes har frygten for at blive stemplet som en dårlig mor ligget og luret. ”Hvad vil folk dog ikke tænke, hvis jeg vælger at tage på et kursus frem for at sidde hjemme hos min syge datter?” har kørt på repeat i min hjerne. Men frem for at se den dårlige samvittighed og frygten i øjnene og gøre op med begge dele, har jeg dækket mig ind under, at det var fordi, jeg manglede overskud til at gøre ditten, dutten eller datten.

Min overbevisning modarbejder mig
Jeg skal være den første til at indrømme, at det er både hårdt og opslidende at have et sygt barn. Men jeg kan samtidig erkende, at jeg, til trods for, at der hver dag bliver trukket på overskudskontoen, alligevel godt kan mærke, hvad der nærer eller tærer i mit personlige liv. Jeg har ellers længe hævdet det modsatte. Men! Jeg har faktisk både lyst og overskud til at leve et andet liv ved siden af livet som mor til et kronisk sygt barn. Jeg er en god mor, men jeg må (hårdt presset, for sådan kan man da ikke sige?!) indrømme, at jeg ikke får næring af at gå rundt i cirkler hjemme på matriklen uden at foretage mig andet end at være sygeplejer. Jeg vil gerne være der for min datter. Jeg ER der for min datter. Altid. Når det brænder på, smider jeg alt, hvad jeg har i hænderne. Altid. Min store udfordring er at få mig selv til at forstå, at jeg også er der for hende i hverdagen, selvom jeg ikke sider klinet op ad hende og har fuldt fokus på hende. Fordi hun er syg. Min hjerne skal lære at forstå, at selvom jeg sidder ved computeren, bag avisen, tænker kreative tanker og udvikler på min fremtidige business, mødes med veninder, tager til foredrag etc., så er jeg der stadig for hende. At hun bliver passet af andre eller er hos sin far er ikke lig med, at jeg fejler som mor. Men det er en usandsynlig svær pille at sluge. Min overbevisning bliver ved med at modarbejde mig.

Where to go

En klog dame havde fat i noget
En klog dame har sagt til mig, at det jo ikke er forbudt at tænke tanker om min arbejdsfremtid, fordi jeg har et sygt barn. ”Hvis du får et hul i løbet af dagen, kan du jo tage din notesbog frem og skrive business- tanker ned i den”, sagde hun. Til at starte med provokerede hendes udmelding mig. Hvordan f…..kan hun tro, at der er overskud til at tænke på selvstændig virksomhed midt i diarréer, søvnløse nætter, alt for mange smerter og indlæggelser på sygehuset? Hvad ved hun om at have et liv med et kronisk sygt barn, når hun ikke en gang selv har børn?, rasede mine tanker videre. Og damen mente helt seriøst, at jeg da bare lige kunne jonglere med mit eget liv på sidelinjen, når der var et par timer til det. Yeah right. Lige da ordene faldt, kunne jeg på ingen måde se, at det var en mulighed.  Det eneste, jeg kunne se, var min datters sygdom som mit livs dagsorden. Jeg så kun en udvej: at sætte mit liv på pause.  Men da jeg havde tygget lidt på hendes ord, kunne jeg godt mærke, at hun havde fat i noget. Mit liv er ikke kun min datters sygdom. Det er også alt mulig andet på samme tid. Det havde jeg ikke (ind)set, før hun prikkede til mig. Og nej – hun véd ikke, hvad det vil sige at jonglere med et sygt barn og et personligt liv. Det kan hun umuligt vide. Men hun ved, hvad hun snakker om, når det kommer til at businessudvikling – og jeg fornemmer, at hun tror på mig. Så må (skal!) JEG også tro på mig selv! Det var i hvert fald det, jeg besluttede, som samtalen skred frem. Selvom hendes ord var kontante og dermed en smule grænseoverskridende for mig, kunne jeg godt mærke på mig selv, at quitting is not an option. Jeg vil være selvstændig, og nu er et lige så godt tidspunkt at udvikle mit koncept på som alle mulige andre tidspunkter. Det kommer sandsynligvis til at tage længere tid, end det ville have gjort uden en sygdomsudfordring. Men udfordringer betyder ikke, at jeg bliver nødt til at stoppe med at forme mit arbejdsliv. Den største opgave for mig er ikke udformningen af mit selvstændige virke. Det er arbejdet med at lade mig selv leve flere liv på én gang – parallelt med, at min datter lever sit – også selvom hun er syg. At være der for et andet menneske er ikke ensbetydende med, at man skal ”ofre” sit eget liv. End ikke selvom det gælder ens barn.

rainbow

“Det er fordi, min datter er syg, at jeg ikke fik udlevet min drøm”
Med andre-før-mig overbevisningen integreret i min DNA, er det således en kæmpe udfordring at få min hjerne til at forstå, at jeg ikke svigter mit barn, når jeg vælger mig selv. Men det er gået op for mig, at hvis man ikke fylder sin egen tank, har man ikke noget at give til andre. Det er det, jeg igen og igen skal huske mig selv på, når jeg sætter frygtpistolen for min tinding for ikke at undgå at mærke og opfylde egne behov. Som på et styrtende fly, er det den voksne, der skal tage iltmasken på først, så man bevarer bevidstheden og kan tage var på sit barn! Hvis jeg går mig selv på klingen, så står det da også tydeligt for mig, at jeg både får mere overskud og bliver en gladere og mere nærværende mor, når jeg har foretaget mig noget, som nærer mig. Men her dukker der endnu en udfordring op. For hvad er det ”rigtige” svar på spørgsmålet ”Hvordan går det?”. Kan jeg tillade mig at sige ”Det går godt”, hvis jeg fx lige har været flyvende i en eller anden sammenhæng? Kan jeg tillade mig at have det godt, når min datter nu er hundesyg? Eller skal jeg rende rundt med ansigtet i bedemandsfolder og nedtone mig selv? Jeg synes, at det er en blytung balancegang. Det er så svært at lade sig selv have det godt (og også hvile i det) og forfølge drømme og mål, når nu ens kæreste eje har det pivdårligt og ikke kan forfølge ret meget. MEN! Jeg vil ikke stå om X år og høre mig selv sige:”Det er fordi, min datter er syg, at jeg ikke fik udlevet min drøm”. Det ville være en utilgiveligt urimelig byrde at lægge på hende skuldre. En byrde hun aldrig skal pålægges! Og så ville det i øvrigt også være en løgn, jeg fortalte mig selv. En løgn spundet af frygtens mest kradse garn. For det faktum, at min datter er syg, sætter ikke dagsordene for, hvad jeg kan eller ikke kan. Det fylder rigtig meget i min hverdag og betyder, at jeg ikke kan rykke i det tempo, jeg gerne ville. Det betyder, at jeg fra tid til anden må pausere idéer. Det betyder, at jeg med jævne mellemrum må give afkald på noget. Men sygdommen betyder ikke, at jeg slet ikke kan have et liv ved siden af at være omsorgsfuld mor. Det er ene og alene mig, der vælger, hvordan jeg vil håndtere livet som forælder til et kronisk sygt barn. Så by the end of the day må det handle om at finde en balance; et fornuftigt både/og-leje frem for, at livspendulet laver enten/eller udsving. Lige præcis i denne situation vil jeg gøre mit ypperste for at få det til at lade sig gøre både at blæse og have mel i munden.

Hvad tænker du om både/og vs. enten/eller? Er det OK at vælge sig selv (først)?