Kan du ikke bare være den voksne?

Hvad vil det egentlig sige at være den voksne i en relation? Er man den voksne, når man gør gode miner til slet spil for andres skyld? Fremstår man som den med voksent overblik, hvis man bare gør, som man plejer? Opfører man sig som den voksne, når man – selvom det har omkostninger for andre – står op for sig selv? Hvornår er man den bedste rollemodel for sine børn og folk i øvrigt?

Er jeg helt galt afmarcheret?
Forleden blev jeg præsenteret for sætningen: ”Kan du ikke bare være den voksne?”, da en samtale drejede i retning af en kompliceret relation, jeg ikke længere ønsker at være en del af (på samme måde som hidtil). Min beslutning faldt modparten for brystet, fordi det kan komme til at få en negativ betydning for min datter. Men sætning fik mig dog til at tænke over, om jeg er helt glat afmarcheret i min opfattelse af, hvad det vil sige at opføre sig som den voksne. Hvad nu hvis man efter moden overvejelse vælger at træde ud af en relation, der er usund for ens mentale velbefindende, og det medfører en ændring i samvær med familiemedlemmer? Er det manglen på en voksen tilgang til verden? Med min samtale in mente ser det nemlig ud til, at det dér med at være tro mod sig selv og det, man føler, for så at agere herefter, kan blive opfattet som ikke-voksen opførsel. Nærmere ses det som et udtryk for, at man bare vil have sin vilje og ikke tænker på andre. Modstykket til det kan lyde således ”ret ind til højre og undertryk dine egne behov til fordel for andres”.

Handling i integritet
Ingen af delene klinger særlig godt i mine ører. Efter at have kigget mig selv godt og grundigt efter i sømmene er jeg nået frem til, at det at opføre sig som den voksne i en relation hænger sammen med, at man handler i integritet og ikke går på mentalt kompromis med sig selv. Også selvom dette har konsekvenser for andre. Det betyder ikke, at man ikke kan eller skal gå på kompromis i relationen, men man skal ikke gå på kompromis med det, man føler. Inderst inde ved de fleste af os godt – hvis vi tør lytte, når vi spørger os selv – hvad der er det rette for os. Vender vi ryggen til det, forlader vi os selv og luften fiser ud af integritetsballonen. Relationen, vi fremadrettet er i, bliver kunstig og overfladisk, anstrengt og uægte. Hvis vi lader andres behov diktere, om og hvordan vi skal indgå i en relation, kommer der ikke andet end frustration ud af det. Nærhed og varme i relationen kan man kigge i vejviseren efter. Fordi den ikke er ægte, fordi den er indgået på andres præmisser.

Selvundertrykkelse af værste skuffe
Gode miner til slet spil, er således ikke vejen frem, hvis man ønsker at fremstå som den voksne i en relation. I enkeltstående situationer kan det naturligvis være den rette metode, men tager man igen og igen vi-lader-som-om-alt-er-fint-masken på, er det selvundertrykkelse af værste skuffe. Man beder helt frivilligt om en plads i bussen retning ”Vrede og mangel på respekt” – både for én selv og for dem, man er i relation med. Fordi man vælger at overhøre, hvad der betyder noget for én i den tro, at man ikke kan tillade sig andet. Man vælger at bøje nakken, fx fordi det er synd for barnebarnet, at det pga. en familiekonflikt ikke kan se sine bedsteforældre. Man vælger at følge den sti, der er den socialt accepterede, fordi det ville komme på tværs af andres forestillinger om rigtigt og forkert, hvis man valgte at gå i modsat retning. Det ville skabe uro og kaos. Frem for at følge sit hjerte, bliver det således frygten for at såre en ven eller et familiemedlem eller for hvad andre vil tænke, der styrer én.

Bygget på en illusion
Måske relationen på kort sigt får noget ud af det lille jeg-kan-godt-leve-med-tingene-som-de-er-selvbedrag. Så længe, man kan holde sig selv nede, er der ro i relationen. Men på den lange bane kommer der ikke noget godt ud af at lade sig selv i stikken. Ej heller for de øvrige ”medlemmer” af relationen. Før eller siden vil det skinne igennem, at relationen er bygget på en illusion. At lade som om er derfor heller ikke den voksne tilgang til en relation. Hvis relationen føles forkert at være i, så er den forkert for én. Så er der noget, der skal laves om, før man kan komme videre. Jeg tror på, at der er balance i relationerne, når vi tager os selv alvorligt og står ved det, vi mærker, når vi er i relationen. Guderne skal vide, at jeg har stået i relations-situationer, hvor jeg har forsøgt at overbevise mig selv om, at alt var godt, så ingen blev kede af det eller skulle undvære samvær. Men relations balancen er svær at holde, når det er andres behov, der danner fundament for relationen.

En rollemodel
Jeg ønsker at være en rollemodel for min datter, (også) når det kommer til, hvordan man behandler sig selv med respekt. Det, jeg gerne med handling vil vise hende, er, at man skal stå op for sig selv, når man er i en relation (og i alle mulige andre sammenhænge), der ikke er god for én. Også selvom det kan have den pris, at andre (for en periode) kan komme til at lide et afsavn i form af begrænset samvær med hvem det nu måtte være. Med mine handlinger ønsker jeg at vise min datter, at man skal være tro mod sig selv og det, man føler. Man skal ikke lade sig diktere eller begrænse af andres behov, gamle mønstre, pæn-pige-syndromet eller samfundets normer for, hvordan man bør opføre sig. Hvis man handler i integritet, kan man stå inde for det, man gør. Det gør det enkelt at handle. Det betyder naturligvis ikke, at folk nødvendigvis forstår ens handling. Men det vil være tydeligt for dem, hvor ens handling kommer fra, og det vil afføde respekt både for handlingen og for den, der udfører den.

Det, man siger, fortæller noget om, hvem man gerne vil være. Det, man gør, viser, hvem man er.