Kærlighed til én selv vs. slankekure

For et par uger siden vågnede jeg op med et nyt tilbehør til min krop: en muffintop – nogle vil kalde den en topmave. Andre giver måske ”klumpen” tilnavnet den feminine bule. Hva’ fa….. sker der lige for det? Ikke at jeg hele mit liv har haft en flad, sixpack-agtig, supertrænet mave, men dét her det er bare helt og aldeles nyt for mig.

Navlepuklen griner stadig af mig
Gennem årene har jeg forholdsvis nemt kunnet regulere mængden af overskydende ”hud” i regionen mellem bryst og navle. Begyndte det at bule ud, droppede jeg slik i en periode og tog 4½ mavebøjninger om dagen i samme periode. Så var den sag ude af verden. Men denne gang er noget anderledes. Min gamle strategi synes ikke at kunne bruges mere. Mange dage uden et eneste stykke slik i nærheden af min mund har intet betydet for ”navlepuklen”. Den griner stadig af mig. Jeg undres og fatter ikke en meter. Måske jeg også skulle lade proppen blive i vinflasken og spare de kalorier? (njar, det er s.. også så drastisk et skridt at tage). Mine løbesko står – næsten – ikke stille, men det er som om, at heller ikke de rækker mig en hjælpende hånd. Lige meget hjælper alle mine krumspring for at komme af med den ”ukendte og fremmede gevækst”. Er jeg ved at blive gammel? (øeh, kig på din dåbsattest, frøken). Nærmer overgangsalderen sig? (nej, nej, nej…dét kan jeg slet ikke overskue).

Gemt væk i en rullepølsepresse
Da jeg var med til at fejre min amerikanske au-pair mor, da hun fyldte 60 for knap 5 år siden, spurgte jeg hende, hvordan det føltes at runde 6 årtier. ”Well, I don’t like getting older, but it sure as hell beats the alternative”. Dét var en god måde at se alder på – god pointe. Jeg vil også hellere være levende og se antallet af lys i min fødselsdagslagkage stige end at ”tjekke ud”, når jeg fylder rundt næste gang. Men behøver kroppen nu også at forfalde, bare fordi man nærmer sig det skarpe hjørne, der begynder med 5? Ja, det gør den så åbenbart. For det er ikke kun den lille amerikanske kage, der indikerer, at udløbsdatoen er tættere på end i går. Den skæbnesvangre morgen havde også min bagdel, mine lår og mine overarme forrådt mig. Det hele lignede pludselig noget, der havde ligget gemt væk i en rullepølsepresse. Helt ærligt! Mit naive jeg havde fortrængt, at det kom til at ske for mig. Den slags ”ulykker” sker kun for naboen, ikk’?!

Rusket op i
Anyway – det har rusket op i mig på flere planer, at min krop har snigløbet mig ved over night (og uden at bede om tilladelse) at gå i forandrings-mode. Dels minder det mig om, at jeg ikke har et ubegrænset antal timer på denne jord; dels får det mig til at tænke over, hvad det egentlig er, der giver os værd som mennesker, og så får det mig også til at reflektere over, hvad det er spændstig hud, flad mave og ungdom har som smilehuller på lårene, topmave og erfaring ikke kan hamle op med.

Refleksion i en topmave
Jeg vil give min højre arm for at få lov til at være her så længe som muligt. Jeg har så meget, jeg ønsker at nå, inden jeg bliver lagt i kisten og sendt af sted: jeg vil give kærlighed, jeg modtage kærlighed, jeg vil gøre en forskel for andre…jeg vil synge, grine og danse…jeg vil leve!. Når min verdensklassedatter siger: ”Du skal aldrig dø, mor”, så hvisker mit hjerte stille, at jeg ville ønske, hun havde ret. Det gør ondt overalt at tænke på, at jeg en dag skal forlade hende og verden. Tænk at man kan finde den slags refleksion i en topmave. Den slappe bule på maven får mig også til at stille skarpt på, at jeg indtil nu har levet et liv, hvor det har været overfladen, der har defineret, om noget var godt eller skidt – rigtigt eller forkert. Jeg har levet udefra og ind. Bare det så fint ud på overfladen, var alt godt. Not! Når jeg kigger på min muffin, så kommer de gamle tanker og spejlinger i min omverden op. ”Du er ikke god nok, når du ser sådan ud”. Flad mave er lig med succes – topmave er lige med fiasko. Hvem har besluttet (dikteret) det? (altså hvis vi ser bort fra reklamer og fitness-guruer, som tuder os ørerne fulde med maveøvelser, proteindrikke og 5-2 kure). Det må noget, jeg selv har fundet på, for der er ingen, jeg kender, der har sagt til mig, at jeg er et dårligt menneske, en taber eller ikke værd at elske, hvis mine hofter bliver bredere. Og jeg holder da af alle mine venner lige meget, hvordan deres kroppe ser ud. Det er jo det, der er inden i dem, jeg er venner med. Nu er det godt nok sådan, at mange af mine venner, er 5+ år yngre end mig, så man kan sige, at jeg spejler mig i ”de unge”, når vi er sammen. Men hey, meget forskel er der altså heller ikke – hverken på alder eller krop. (Note til selv: Ret interessant, at man kan have én standard for sine venner og en anden for sig selv…hm…). Hvis jeg bruger min fornuft, så vil jeg foretrække at være min alder og have alle mine oplevelser og erfaringer at dele med de mennesker, jeg møder. Den visdom jeg ligger inde med (ja, det må man godt sige om sig selv i en alder af 47 år) er guld værd. Det giver en ro, som faste balder ikke kan give én. Det gør livet pænt meget lettere at have erfaringer at trække på, når der skal træffes både små og store beslutninger. Her har en sickspack ligesom ikke den store betydning, vel?! Men hvorfor er det så, at jeg alligevel trækker maven ind, når jeg er på date? Hvorfor er det så, at jeg overhovedet skriver dette indlæg, hvis det ikke betyder noget, at overfladen er ved at blive slap?

En alvorlig samtale med diktatoren
Mit bud er, at jeg tager livtag med min indre kritiker. Den bedrevidende diktator, som de fleste nok kender, der sidder på ens skuldre og råber op om stort set alt. Dømmer én i alle mulige sammenhænge – også når mavedellen ikke længere kan holdes indenbords af trussekanten (jeg nægter mormortrusser – måske man skulle ”go Hollywood” og begynde at gå uden trusser?). Strategien må være at tage en meget alvorlig samtale med diktatoren, de stemmer, der kagler løs i ens hoved. Fortælle dem, at man har hørt dem, og at de godt kan lægge hammeren, fordi det er old news at blive slået i hovedet med alt det, man ikke er/kan/skal. For hvis først stemmerne holder deres k…, så er det mit gæt, at man får det godt med sig selv – lige meget om man er 23, 34 eller 47 og lige meget om man er spændstig eller har appelsinhud. Kærlighed til én selv og accept af, hvem man er, og hvordan man ser ud er meget bedre end alverdens slankekure.