En problematisk relation

Hvad gør man, når ens mavefornemmelse igen og igen gør én opmærksom på, at noget er skævt i en relation, men modparten benægter hårdnakket? Den dér sitrende anstrengthed, der hænger tungt i luften, når man er sammen. Den dér fornemmelse af, at noget usagt ligger og vibrerer usynligt. Jeg tror, at de fleste kan genkende scenariet fra en problematiske relation. Men hvordan gør man noget ved det, hvis man ikke bliver mødt i det, man fornemmer? Kan man overhovedet gøre noget ved det, hvis man, når man forsøger at bringe mislyden på banen, bliver mødt med svar som ”Jeg har ikke noget problem”, ”Skal vi nu til det igen?” eller ”Jeg vil ikke tale om det”?

Undergravende afvisninger
De oplistede svar-scenarier er afvisninger, der stille og roligt er med til at undergrave folks tro på deres dømmekraft og deres selvværd. Tvivlen på én selv og det, man mærker, får næring, hver gang man bliver afvist i det, intuitionen fortæller én. Det er som om, at ”Jeg fornemmer, at noget er galt mellem os” ikke tæller. Mavefornemmelser tæller ikke. Der skal hardcore beviser på bordet. Når man kommer til et andet menneske og fortæller vedkommende, at man oplever en mislyd i relationen, så er det et slag i ansigtet af de helt store at få at vide, at der ikke er noget galt. Slaget efterlader et permanent mærke af mistillid til relationens ægthed. Det er min erfaring, at hvis man møder afvisning i den samme relation igennem mange år, så stopper man til sidst med at føle sig tryg i relationen. Ligeledes sker der det, at ens tillid til sig selv bliver udhulet, og troen på, at det, man fornemmer, er rigtigt, forsvinder. Man ender med at rette ind efter andres opfattelse af virkeligheden, og med at undertrykke de følelser, der er forbundet med det, man mærker. Når de ikke bliver anerkendt, må de jo være forkerte. Den konklusion, man drager, er, at det ikke nytter noget at give udtryk for det, man oplever. Det ændrer jo alligevel ikke noget.

Fripas til at kontrollere relationen
Hvis det er ens udgangspunkt, at der intet er at gøre, vender man sig selv ryggen og afgiver dermed magten til at ændre på relationens beskaffenhed. Hvis angsten for konflikt – for dårlig stemning, for at blive gjort forkert og for at blive afvist – får én til at holde mund, så undergraver man sig selv fra alle hjørner. Hvis den tanke, at der intet er at gøre, når kun den ene part er rede til at ændre noget, bliver den fremherskende, så har man frivilligt paralyseret sig selv og låst sig selv fast i relationen. Så giver man den anden fripas til at kontrollere og dominere relationen og til at opføre sig, som det passer vedkommende. Hvis man ikke ”slår fra sig”, så er man stuck i et ikke jævnbyrdigt forhold til et andet menneske, der frit kan styre én som en anden marionetdukke.

100% fokus på sig selv
Men sådan behøver det ikke at være. Heller ikke selvom den anden part ikke vil ”lege med”. Det er faktisk muligt at gøre noget. Man kan populært sagt blæse på, hvad den anden tænker om én og situationen og ”nøjes” med at fokusere 100% på sig selv. Være tro mod det, man føler og oplever, uanset om modparten anerkender det eller ej. Uanset om den anden konsekvent afviser det, man ser som et problem. Hvad enten den anden halvdel af relationen vil tale om det, man ser som et problem eller ej. Men at ændre måden at være i en dysfunktionel relation på er lettere sagt end gjort, hvis man i mange år har bøjet nakken ved det første slag med du-tager-fejl hammeren. Hvis det er et gammelt og velkendt mønster af selv-undertrykkelse og modpartens manipulation, der er på spil, så kræver det i dén grad, at man finder et stort mentalt overskud og ikke mindst modet til at tåle det ubehag, der følger med, frem, når man insisterer på, at der står en elefanten i rummet – også selvom den anden hårdnakket påstår det modsatte. Det kræver, at man kan stå fast i det stormvejr, der vil følge med, når man begynder at holde fast i det, man fornemmer, og siger det højt.

Undermindering af suverænitet
Det, der sker, når man begynder at stritte imod modpartens uskrevne regler for relationen, er, at man underminerer vedkommendes suverænitetsfundament. Det vil uden tvivl medføre modstand fra den anden, når man ikke længere acceptere fx at blive fejet af eller gjort forkert. Når man ændrer adfærd i en relation, der hidtil har været defineret af den andens måde at ville have den på, er det det samme som at sige ”Jeg vil have den magt tilbage, som jeg på et tidspunkt gav fra mig”. Det vil helt naturligt resultere i uro hos den person, der hidtil har haft fuld kontrol over relationen, når man begynder at sætte spørgsmålstegn ved relationens opbygning. Uroen opstår, fordi vedkommende føler sin plads som den, der sætter dagsordenen i relationen, truet. Tanken om at skulle afgive den enevældige magt, han eller hun hidtil har fået overdraget, tænder en kampild hos vedkommende. Det kan fx komme til udtryk som bagtaleri, nedladenhed og glemsomhed (”Det har jeg aldrig sagt”) eller løgnagtighed. Forvent en sand byge af kommentarer, som går direkte efter manden og ikke efter bolden. For vedkommende ønsker ikke at se på bolden. Det er det, der er kernen af problemet: Hvis blot bolden var blevet taget alvorligt, da den første gang blev bragt på banen, så ville det slet ikke være nødvendigt at gå efter manden.

Kræv magten tilbage og lev i integritet
Det er på ingen måder en behagelig position at stå i, så der er ikke noget at sige til, at mange mennesker lever et helt liv uden at gå ud i stormen for at stå på mål for det, de føler og oplever. Man føler sig ensom og sårbar i en relation, når man ikke bliver set og mødt i det, ens mavefornemmelse fortæller én. Ved første øjekast ville det letteste være blot at gøre, som man plejer. Nogle vælger sågar helt at droppe relationen for at undgå ubehaget. Det kræver nemlig uendelig meget energi at stå fast.  For at kunne leve i integritet, er det nødvendigt ikke at gøre det sædvanlige. Det er nødvendigt at kræve magten tilbage for at kunne opnå balance i relationen. Kun på den måde kan man se sig selv i øjnene i relationen. Et ligeværdigt magtforhold er afgørende for, at relationen kan blive jævnbyrdig og givende. Lader man sig styre af frygten for afvisning og angsten for, hvordan den anden vil reagere, vil intet ændre sig. Relationen vil forblive ulige og dysfunktionel og være en evig kilde til at dræne én for energi.

Hvem sætter dagsordenen for dine relationer? Bøjer du nakken for husfredens skyld?