En eksistenscocktail

Begravelser er ikke lige det, man ønsker sig at gå til. Men hvordan man end vender og drejer det, så er det en uundgåelig del af livet, at man med mellemrum står i en situation, hvor et menneske skal sendes ud på den sidste rejse. Der er begravelser, der rammer én dybt i hjertet, fordi det er et menneske, man har holdt umådelig meget af, der nu ikke er mere. Andre gange er man i kirken for at vise respekt til de efterladte – måske en ven eller veninde, en kollega eller en nabo. Hvorom alt er, så sker der det samme, hver gang jeg ankommer til kirken i sort: jeg bliver ramt af tanken om, hvor flygtigt livet er, minder fra fortiden og af en dyb taknemlighed over at være i live.

Sorg vs. omsorg
Sidste gang jeg hørte ”af jord er du kommet, til jord skal du blive og af jord skal du igen opstå”, var sorgen ikke min. Som jeg stod ved graven og så kisten blive sænket i jorden, var det omsorg for et menneske, der står mig meget nær og dennes pårørende, de nu havde mistet, der fyldte mig. Mine tårer græd jeg, fordi jeg så en elsket ven være ked af det. Jeg følte med hende. Men tårerne kom også andre steder fra. De kom fra en dyb ydmyghed over for livet; fra at blive mindet om min egen dødelighed. De kom fra et hav af minder om min elskede mormor, som for evigt har sat uudslettelige aftryk i mit liv. Hun døde for 23 år siden, men hendes stemme, hendes smil, hendes varme øjne og hendes uudtømmelige kærlighed til mig står knivskarp, hver gang jeg sidder i et kirkerum og synger for den afdøde. Det er som om salmernes ord og orglets brusen trykker på en usynlig knap inden i mig; en knap, der giver mig fri adgang til store følelser. Ofte må jeg lægge salmebogen fra mig efter få linjer, hvis det er en salme, som min mormor sang for mig. ”Jeg er træt og går til ro” går lige i hjertekulen og tårekanalerne på mig. Når jeg forsøger at synge med på ordene, er det min mormors stemme i godnatleje, jeg hører. Salmen beamer mig tilbage til en sorgløs barndomstid fyldt med hendes kærlighed, nærvær og varme. Jeg kommer i kontakt med meget stærke følelser, der sætter tanker om mit liv – om l i v e t – i gang.

Djævel

En djævel hvisker til mig
Til daglig synes jeg egentlig, at jeg er over middel taknemlig for mit liv. Jeg ser (for det meste) det store i det små. Et smil fra min datter, en god artikel i avisen, årets første jordbær fra min haven, at jeg har sovet godt om natten, en dejlige samtale med en ven, et godt grin, et stykke rugbrød med lun leverpostej…den slags. Jeg gør alt, hvad jeg kan, for at leve i nuet og for at få hver en lille detalje med på min vej gennem dagligdagen. Jeg øver mig på ikke at lade tanker om fortiden og spekulationer om fremtiden fylde for meget i mit liv.  Men når jeg sidder og ”ser døden i øjnene”, får en djævel på en eller anden måde vristet sig fri af kalken på kirkevæggene og opløser nuet. Den flyver hen og lander på min ene skulder, hvor den begynder at hviske til mig: ”Får du det ud af livet, du gerne vil? Elskede du dem, der er borte, nok? Elsker du nok nu? Gør du de ting, der gør dig glad? Hvor lang tid har du tilbage på denne jord? Er du nærværende nok? Finder du nogen sinde kærligheden? Fortjener du at blive elsket? Hvornår er det dine forældres tur til at skulle herfra?” – listen kunne fortsætte i tæt på det uendelige. Hviskeriet og alle mine følelser kalder gemte sider af mig selv frem: angsten for at miste og tvivlen på, om jeg nu også er nok tilstede i nuet og får mest muligt ud af livet. Salmesang, orgelklang og Djævelens hvisken sætter spotlys på alle de tanker, min hjerne til daglig rumsterer med. En eksistenscocktail af dimensioner er, hvad jeg sipper af, som jeg sidder dér under hvælvingerne og dupper mine øjne.

Livet er lige nu
Selvom jeg udmærket er klar over, at jeg og alle dem, jeg holder af, skal her fra en dag (min datter mener godt nok, at jeg er udødelig – I wish!), så har jeg svært ved at forholde mig til lige præcis dén realitet. Jeg får koldsved og tårer i øjnene bare ved tanken om, at jeg en dag skal kysse min datter farvel for sidste gang. Jeg taber pusten, når jeg tænker på, at mine forældre en dag ikke er mere (de er begge i starten af 70’erne, så jeg véd jo godt…). Jeg bliver trist helt ind i sjælen, når jeg tænker på, at jeg har misbrugt år af mit liv på at vende mig selv og mit inderste ryggen. Set i dét lys, er det slet ikke så tosset, at den lille Satan på min skulder rusker op i mig fra tid til anden. For når jeg kigger nærmere efter, så er der en god intension i hans hvisken: han vil ruske op i mig! Få mig til at mærke – helt inderst inde, at livet ER lige nu, og at jeg selv bestemmer, hvor meget jeg vil have ud af det. Det er ikke bare noget, jeg skal gå og messe for mig selv – jeg skal MÆRKE det. Hverken min fortid eller min fremtid skal have lov til at diktere, hvordan jeg skal leve mit liv. Hvem eller hvor meget jeg kan elske eller blive elsket. Djævelen vil have mig til at huske på, at livet kan løbe ud af mig, før end jeg aner det. Han vil have mig til at glemme grublerierne om tiden, der kommer. Han vil have mig til at tilgive ting i fortiden, som stadig har krampagtigt fat i mig. Han vil have mig til at give slip, så jeg kan leve frit og ubekymret i nutiden. Djævelen vil minde mig om, at jeg er i stand til (at rumme) hvad som helst, hvis bare jeg lever i nuet. Her – og kun hér – kan jeg favne mig selv og andre og leve mit liv, som jeg ønsker at leve det. Uden en fastlagt formel – fri til at gøre, hvad mit hjerte fortæller mig.

tennis_1

Tanke-tennis-kamp
Tårerne, som jeg græder, når jeg mindes en svunden tid med min højt elskede mormor, kan jeg godt leve med. “Hanen” vil aldrig stoppe med at blive aktiveret, når orgelpibernes lyd går under huden på mig. Og det er OK, fordi jeg, i den genoplevede gamle sorg og smerte over at have mistet, mærker den kærlighed, vi havde til hinanden. Hér tvivler jeg ikke: jeg var elsket; mit hjerte blev holdt, når jeg var sammen med min mormor. Tilbage står så, at jeg skal finde modet til at svare mig selv helt ærligt på de spørgsmål, som Djævelen præstenterede mig for i kirken forleden, forholde mig til svarene (og tvivlen) og derefter handle på mine svar. Jeg håber, at den tretrins raket vil være startskuddet til en oprydning i det tankemylder, som gør min ”øverste etage” ualmindeligt rodet. Med oprydningen kan jeg forhåbentlig sige game over til den tanke-tennis-kamp, der udspiller sig i stort set alle mine vågne timer. Kampen er jeg nemlig mere end almindeligt gerne foruden, fordi den gør det til en udfordring af de helt stor lige præcis at være i det nu, som jeg så inderligt ønsker at befinde mig i.

En kærlig påmindelse fra Djævelen
Hvis jeg tør tage Djævelens udfordrende ord op og se dem, for hvad de i al deres enkelthed er – remindere – så kan det meget vel være, at jeg, næste gang jeg sidder i kirken, ikke “bliver prikket på skulderen”. Så kan jeg blot sidde på bænken og være. Lige dér. Hvis Satans yngel alligevel beslutter at dumpe ned på min skulder, så er det givetvis, fordi jeg har brug for en kærlig påmindelse i retning af, at livet er lige nu og skal leves i overensstemmelse med det, mit hjerte fortæller mig.

Hvornår har du sidst modtaget en reminder, der har fået dig til at se dit liv efter i sømmene?