Grænser virker provokerende

Erhvervscoach, foredragsholder mm. Anne Deppe (AD), har på sin blog Deppe and the lost sock skrevet et indlæg med titlen 9 gode råd til dig der skal på barselsbesøg. Hendes indlæg har i dén grad vækket folk af deres sommerferiedvale. Vild debat på Facebook og artikel i bl.a. dagens.dk og mx.dk. Mange, mig fx, husker tilbage på deres første tid som nybagt mor og tænker ”jeg ville ønske, at jeg havde lavet sådan en liste”. Andre bliver dybt forargede og mener ikke, at man kan tillade sig at kridte sine behov op og sætte rammerne for, hvordan og hvornår besøg skal foregå.

Øretævernes holdeplads
Nu er jeg hverken barsel eller har et barselsbesøg inden for rækkevidde (så vidt jeg ved), men det gør på ingen måder ADs indlæg uvedkommende. Tværtimod. ADs indlæg rammer ærligt og med hudløs ærlig præcision lige der, hvor neglen ofte er allermest blå. Dér, hvor det kan være svært…who am I kidding? – der hvor det er svært: at mærke sine egne behov, sætte ord på dem og så handle ved at trække en grænse og sige fra over for omverdenen. Uden at bekymre sig om, hvad andre tænker. Uden at føle sig forkert, fordi man gør og siger noget, som går imod strømmen. Modig nok til at træde uden for ”normalen”. Derud hvor man bliver man ekstra tydelig, fordi man ikke gør som alle andre. Ofte er det øretævernes holdeplads. Fordi folk ikke forstår (“Hvordan vil du være det bekendt?” – har du hørt den før?). Fordi man rammer noget i andre, som de måske gerne vil men ikke tør gøre. Jeg tror nemlig, at der er rigtig mange, der kæmper med at turde sætte sig selv forrest i bussen. Personligt. Arbejdsmæssigt. Følelsesmæssigt.

Den sovende hund er vækket
Måske der nu er nogle, der tænker: ”Hvis man hele tiden skal tænke på sig selv og opfylde sine egne behov, så ender det jo i det rene ego ragnarok”. Næ, det tror jeg faktisk ikke. Tværtimod. For det handler slet ikke om at være en selvcentreret bulldozer, der vælter alt og alle på sin vej. Det handler om at mærke efter og om at passe på sig selv. Om at ”fylde sit eget glas”, så man netop har noget at give ud af. Men det har det med at blive misforstået som selvoptagethed, hvis man sætter sig selv først. Og jeg tror, at det bliver opfattet som sådan, fordi den, der oplever, at modparten tanker sig selv op, ikke selv mestrer kunsten at mærke efter, hvad der giver vedkommende ”en fuld tank”. Hvis man sætter andre før sig selv, så vil en person, der sætter sig selv først, givetvis fremstå som verdens største egobolle. Og vedkommende vil med stor sandsynlighed kunne få én helt derop, hvor det røde felt lyser i neon. ”Sådan en nar, han/hun udnytter mig og tænker kun på sig selv! Hjalp jeg måske ikke med? Sørgede jeg ikke for? Var det ikke mig, der…?”. Fortsæt selv listen. Problemet er bare, at den person, der tænker sådan, i min optik har overset noget meget vigtigt: det er vedkommende selv, der har sat sig selv i anden række og derved overskredet en grænse, som han/hun ikke er klar over findes. Vedkommende er godt i gang med at dræne sig selv – uden at vide det. Og dét får den, der fokuserer på sine egen behov, så skylden for. ”Du må da kunne se, at jeg ikke orker mere?!”. ”Øeh, næ, hvordan skulle jeg kunne vide det, når du ikke fortæller mig, at det er sådan, det forholder sig?”. Når man oplever, at andre sætter grænser, kommer det til at virke provokerende, fordi man ikke selv formår at gøre det samme. Jeg tror, at det er dén sovende hund, Anne Deppe har vækket med sit blogindlæg.

En jordskredssejr
Måske jeg ser det ekstra tydeligt, fordi jeg selv har været én af dem, der var ved at få godt gammeldags spat af, at mine grænser igen og igen er blevet overskredet. Jeg har været ved at gå til i følelsen af, at der ikke var plads til mig i mit liv. ”Jeg bliver nødt til” og ”Jeg kan ikke være andet bekendt” har i årevis været standard underlægningsmusik i mit liv. Den slags musik er skrevet af alle andre end én selv. Omkvædet handler om, hvad man forestiller sig, at andre gerne vil have, og den overlader ikke plads til, hvad man selv vil. Når man han har lyttet til musikken længe nok, véd man faktisk slet ikke, hvad man selv vil. Når alt ”Jeg bliver nødt til” er overstået, er der ikke energi tilbage til ”lyst til”. Man ved slet ikke, hvad man havde lyst til. Andres behov får den gule trøje. Det bliver man altså over middel indebrændt og drænet af, hvis nogle skulle være i tvivl. Heldigvis ser det anderledes ud i dag. Fordi jeg har øvet, øvet, øvet mig på at lytte til mig selv, mærke efter for så til sidst at tage modet til mig og handle. Lad mig komme med et eksempel. Jeg har netop været i Berlin med verdens skønneste veninde. Som vi gik der på Kurfürstendamm fes luften lidt efter lidt ud af min shoppe-ballon. Min veninde derimod havde fortsat behov for at lufte sit VISA kort. I gamle dage ville jeg have vraltet videre fra butik til butik med en sky af vrede og irritation hængende over hovedet. Fordi jeg ikke lyttede til mig selv. Men ikke denne gang. Jeg tog mit drikke-øl-gen frem fra gemmerne (OK, det var ikke ret langt væk) og satte mig i solen og ventede på min veninde. Hun var glad – jeg var glad. Vi fik begge vores behov opfyldt. Lyder måske ikke af meget, men hvis man ikke er vant til at give sit eget behov plads, så taler vi altså om en jordskredssejr!

Smid en kommentar og fortæl, hvornår du sidst lyttede til dig selv, og hvad det gjorde for dig.