Derfor vil vi høre sange fra bagkataloget

Har du nogensinde drømt om, at du kunne rejse tilbage i tiden? Tilbage for at opleve noget, der gav dig gåsehud og sommerfugle i maven? Det har jeg, og i går fik jeg drømmen opfyldt. Den var så virkelig, at jeg helt glemte, at det var en tidsrejse, jeg var i færd med at foretage.

IMG_5833_1

Drømmen om at genopleve suset
Jeg var til koncert med Michael Falch og Poul Krebs. Tilsammen kalder de sig KrebsFalch (hvor har de det dog fra?), og de virker som et lige så fasttømret makkerpar som Dupont og Dupont. Glæden ved at stå på scenen sammen og ikke mindst respekten for hinanden lyste langt ud af de to ”unge” mænd. Der var ingen tvivl om, at de havde en fest sammen med deres fantastiske band, da de vandede publikum med sprøde toner og personlige anekdoter. Men da jeg købte billet til koncerten, vidste jeg godt, at det ikke var kombinationen af de to musikalske poeters formåen, jeg kom for at opleve. Som en kåd teenager glædede jeg mig til at gense den ene af min ungdoms helte: Michael Falch (den anden var Sting). Jeg håbede inderligt, at han – trods sit Krebs-vedhæng – ikke ville lade 80’erne gå ubemærket hen. Det var nemlig rejsen tilbage til dengang alle sang med på Malurts store hit Mød mig i mørket, der var min krystalklare mission denne aften. Drømmen om at genopleve suset, glæden og alle de følelser, der var forbundet med som ung pige at være tæt på sit idol, boblede i mig og skulle udleves – nu forklædt som en halvgammel kvinde.

Nærmest lykkelig
Jeg husker, som var det i går, hvordan jeg sad på stuegulvet hjemme hos mine forældre, og lyttede til LP’en Tour de Force forud for en koncert med Malurt. Hørebøfferne var solidt plantet på mit hoved, pladespilleren stod ved siden af mig på gulvet, og vinylen kørte på repeat, indtil jeg kunne hver en tekst udenad. Da dagen endelig oprandt, kørte min mor en veninde og jeg af sted til idrætshallen, hvor koncerten skulle finde sted. Vi stod helt oppe ved scenekanten og kunne se enhver detalje, imens især jeg skrålede med fra hjertet på hver eneste sang. Jeg var nærmest lykkelig. Da lyset blev tændt, blev vi som de eneste stående lige dér, hvor den musikalske magi havde udfoldet sig. Pludselig bevægede bagtæppet sig, og ud kom han! Behøver jeg fortælle, at mit hjerte næsten stoppede, da Michael Falch satte sig på hug foran os og rørte min hånd, da han hilste på os?! Der var jeg lykkelig! I 2005 besøgte Malurt Odense, og igen stod jeg helt i front. Denne gang i en noget mere voksen udgave, men mit 38-årige selv havde stadig alle tekster tatoveret på rygraden. Og de blev performet med lige så stor indlevelse, som da jeg stod i idrætshallen. For anden gang i mit liv var jeg 16 år.

Tilbage til det første kys
I går fik jeg så lov til at tage runde 3 som frk. Sweet Sixteen. Da Michael Falch bevægede sig ind på scenen i slowmotion, blev mine øjne ramt af en kærlig fortidshammer. Bevægelser, mimik, stil – alt var som i ”gamle” dage. Jeg mærkede, hvordan en lille tåre pressede sig på i øjenkrogen. Dér var han og sammen med ham og hans sorte læderjakke et stykke af min ungdom. Det varede dog lidt, før mine ører fik, hvad de var kommet efter. Jeg blev ikke skuffet – stemmen var også præcis, som jeg huskede og elskede den. Da min helt kom Ud af mørket (fra filmen Mord i mørket), var jeg definitivt sendt tilbage til den tid, jeg var kommet for at møde. Da den første tone fra Falchens mundharmonika lød, huskede jeg lugten i biografen, hvor jeg så filmen. Tårerne pressede sig igen på. Minderne om min ungdoms store kærlighed blandede sig med sangen og i tankerne svævede jeg frit tilbage til det første kys blev og til timerne i 3.g, hvor jeg var tjekket helt og aldeles ud pga. forelskelsen (jeg ved ikke helt, hvad undskyldningen for manglende engagement var de to første år af mine gymnasietid). Jeg slugte begge dele råt, imens jeg sang med og rockede i mit sæde. Mine hænder blev helt hævede af den applaus, jeg efterfølgende kvitterede med. Da den første akkord til Den eneste i verden blev slået an, havde jeg ikke flere kræfter tilbage i øjnene. De gav slip og lod vand være vand, der trillede ned ad kinderne. Mit hjerte sang af fuld hals. Det kom fuldkommen bag på mig, hvor stort det var at møde min helt og mit 16-årige selv. Følelsen var så intens, at den overmandede mig, og jeg lod mig flyde med uden at kigge fremad. Jeg var med ét tilbage i tiden.

IMG_5841_1

Jeg svævede rundt i min fortid
Mød mig i mørket fik himmelen til at åbne sig. Lykkebruset løb gennem kroppen på mig og fik det til at sitre i hver og én af mine celler. Jeg skrålede med på hvert et ord, klappede så hårdt i mine hænder, at det føltes som om, huden faldt af. I de minutter, sangen varede, var nærmest vægtløs. Jeg svævede rundt i min fortid og smilede om kap med mig selv. Hjertet bankende taknemligt i mit bryst og sammen den intense dunken fortalte varmen fra min krop mig, at jeg nu havde fået det, jeg var kommet efter. Jeg var rejst tilbage i tiden og genoplivet uforglemmelige minder. Én ting er at høre musikken derhjemme – noget ganske andet er det at have det levende bevis på ens fortidsminder stående få meter (lucky me sad på række 2) fra én og synge. Hvorfor det lige blev Malurt, der ramte mig i hjertekulen, ved jeg faktisk ikke. Det er sådan set heller ikke vigtigt. Faktum er, at musikken, der var underlægning til mit ungdomsliv, er en del af mig. Den har formet mig som menneske, og den lever sammen med min fortid videre inden i mig. Ikonisk er, hvad Michael Falch altid vil være for mig. Han er et værdifuldt symbol på det, der var en gang, og som fylder mig i dag. Da han i går stod lige foran mig og sang gamle sange, kom det hele tilbage til mig med fornyet og meget intens styrke.

Gammel musik giver minder ekstra værdi
Jeg forstår godt, hvis man som musiker kan blive en anelse træt af at spille det gamle og høre folk skrige på Superlove. Jeg forstår også godt, at musikere lever af at skrive og synge de nye sange. Men værdien af de gamle sange er uvurdérlig. Det stod knivskarpt for mig i går. Jeg fik den smukkeste og dyrebareste gave pakket ind i sange fra Micheal Falchs bagkatalog. Da han bevægede sig musikalsk tilbage i tiden, ramte han uforglemmelige oplevelser, og store følelser forbundet med disse, der for evigt vil have en helt speciel betydning for mig. Jeg mærker på en helt unik måde, at jeg lever, når jeg med hans musik fra min ungdom får lov at rejse tilbage til fortiden. Den gamle musik fylder mig med taknemlighed. Når jeg lytter til hans gamle sange, er det som om, mine minder får ekstra værdi. Falchens fortids-materiale er med til at minde mig om, hvor værdifuldt mit liv er, og hvor heldig jeg er. Når jeg putter min datter og synger Vi ses igen som godnat sang, smiler mit hjerte og min sjæl. Større bliver det ikke. Derfor vil vi så gerne høre de gamle sange, når vi er på plænen i Tivoli eller sidder i det bløde sæde i koncerthuset. Tak for alle sangene, Michael Falch.

Hvad er dit forhold til musik?