Genkendelighed er et fyrtårn

”Hvordan i alverden griber jeg det her an?”. Stiller du også dig selv det spørgsmål fra tid til anden? Lader du dig slå ud, hvis du ikke finder svar på dit spørgsmål eller…? Jeg stiller f.eks. mig selv spørgsmålet, når jeg står i IKEA og har købt noget, der ikke kan være i min bil. Her er svaret krystalklart: jeg låner en trailer. I den situation gør ”Hvordan?” ikke det store ved mig – løsningen ligger jo lige for. Men i øjeblikket er det et noget større ”Hvordan?”, jeg søger efter svar på: ”Hvordan krydser jeg bedst muligt broen fra land of stresssygemeldt med adskillige fysiske skavanker og snart arbejdsløs til den succesfulde selvstændige erhvervsdrivendes forjættede land?”. Se dét er et noget mere udfordrende og krusedulleagtigt billede af ”Hvordan?”. En udfordring, der prikker til den letteste løsning: giv op. MEN! Jeg vil have billedet til at give mening, fordi jeg oplever, at broen synes så rigtig og vigtig for mig at krydse, at jeg næsten kan smage den beton, der er bygget af. Så jeg leder efter genkendelighed. Noget der gør, at jeg bliver ved med at have oplevelsen af god betonsmag i munden, så jeg ikke giver op.

Genkendeligheden er nødvendig for at kunne føle sig sikker. Sikker på, at man er på rette spor med sine idéer. Hvis man kan skabe mening i kaos, vil det hjælpe én med at tro på, at den ukendte is, man er på vej ud på, kan bære. Genkendelse vil i min optik ligeledes betyde, at der skabes struktur og overblik på det stadie, hvor man pt. befinder sig. Der hvor jeg befinder mig, er i et ”land”, der indtil videre mest af alt eksisterer i mine tanker (hvoraf en del af dem er sat på cyberpapir) og i samtaler med nære venner. For mig er genkendeligheden et fyrtårn, som skal sørge for, at jeg ikke farer vild, når ”Hvordan?” bimler og bamler som verdens største kirkeklokke. For når jeg famler rundt i mørket efter svar og løsninger, så er det let at lade frygten for det ukendte, det ikke genkendelige, overmanden én. Men det er lige præcis dér, man skal træde et skridt tilbage og betragte situationen udefra. Når man begynder at lede efter ørepropper eller endnu værre bevæger sig væk fra klokkens insisterende larm, er det et tegn på, at det er på høje tid at stoppe op. For så er man nemlig begyndt at spørge sig selv ”Hvorfor?” i stedet for ”Hvordan?”. ”Hvorfor skal jeg overhovedet også krydse den bro?” – ”Hvorfor skal jeg overhovedet…(udfyld selv resten)?”. ”Hvorfor?” stikker en kæp i udviklingshjulet. ”Hvorfor?” giver næring til tvivl og usikkerhed, tager luften ud af initiativ og gå-på-mod og dræner én for skabende energi. Spørgsmålet har således retning væk fra at skabe mening og genkendelighed.

Så hvordan holder man fast i det udviklende ”Hvordan?”, så genkendeligheden skabes? Så det, man har gang i, giver mening og peger fremad. Jeg tror på, at det grundlæggende handler om tålmodighed og (hårdt) arbejde: det er kun én selv, der kan skabe genkendelighed. Man skal selv opsøge den ved at bede om hjælp og ved at gribe de appelsiner, der fra tid til anden heldigvis dumper ned i ens turban. For mit eget vedkommende opstår genkendeligheden glimtvis. Hvis jeg læser et eller andet, der giver mening, der hvor jeg er i livet lige nu; taler med én, der siger noget genialt, som sætter en refleksionsspiral i gang; modtager et relevant nyhedsbrev i min inbox; læser et fedt tweet. Store som små glimt, der hver især er som brikker i et puslespil. Jo flere brikker, jeg får, jo mere tydeligt står motivet frem. Genkendeligheden rykker nærmere.

Jeg tror, at det handler om at bevare roen og have tålmodighed, hvis det i en periode ikke ligefrem ”regner med brikker”. Det kan sagtens medføre frustration og grå striber i håret, når man rammer en ”tørkeperiode”. I den sammenhæng ligger det for mig, som certificeret NLP Business Practitioner, lige til højrebenet at teame op med én bestemt NLP forudsætning: ”Du har alle de personlige ressourcer, som du har brug for”. Med det ”mantra” i baghånden er det lidt lettere at vente på, at de (uopdagede) ressourcer, der ligger indeni mig, kommer op til overfladen. Ressourcer, som giver mig en vitaminindsprøjtning i min videre søgen efter brikker. Ressourcer, som vil give mig mod, overskud og stålsat drive til at fortsætte. Tålmodighed er en dyd, som man siger.

Og ud af det blå dukker nu en g(l)emt historie, som får mig til at tænke på Pippis ord: ”Det har jeg aldrig gjort før, så det kan jeg helt sikkert”:

For godt 10 år siden kastede jeg mig ud i noget, som jeg vidste absolut intet om og derfor heller ingen erfaring havde med. Jeg startede en landsindsamling dagen efter fyrværkeriulykken i Seest d. 3. november 2004. Jeg var fuldkommen blank på, hvordan den slags skulle gribes an. Men jeg ville hjælpe, så jeg handlede stort set før jeg havde stavet til ”Hvordan?”. Jeg var drevet af tanken om den desperation, som de berørte Seestborgere måtte føle. Som jeg i dag fornemmer smagen af beton fra ”min bro”, kunne jeg for en dekade siden næsten lugte røgen fra den voldsomme eksplosion. At hjælp føltes bare rigtigt! Det var således ikke en option for mig at give op, bare fordi jeg ikke vidste noget om indsamlinger. Og hvad skete der? I løbet af no time havde jeg hos politiet fået tilladelse (kunne godt regne ud, at en sådan skulle til) til at starte en indsamling . En hjemmeside blev stablet på benene (hvordan husker jeg ikke, men der var nogle, der trådte til), jeg fik sat elektronisk betaling på hjemmesiden i værk, jeg fik et samarbejde med en Kolding-erhvervsmand op at stå, og jeg fik både en revisor og en advokat til at arbejde pro bono for 6000kolding, som indsamlingen hed. Alt sammen med en 6 mdr. gammel baby på armen. Ressourcer som overblik, evnen til at organisere, målrettethed og vedholdenhed blev aktiveret. Evner jeg egentlig aldrig havde tænkt over, at jeg lå inde med. De var der bare, da jeg havde brug for dem.

Så med dén historie in mente har jeg nu fået en meget stor genkendelighedsbrik til mit krusedullepuslespil. Jeg kan godt! Og det er ikke kun ved at opsøge ny viden, at jeg kan skabe mening for min fremtid. Også ved at finde situationer i min fortid, hvor jeg har besvaret store ”Hvordan’er?” kan jeg skabe genkendelighed. Det gør min fremtid tydeligere og troen på den stærkere. Som Henry Ford engang har udtalt: ”Hvad enten du tror, at du kan, eller du tror, at du ikke kan, så får du sikkert ret”. Jeg vælger den første mulighed.

Hvilken mulighed vælger du?

 

Info:
Landsindsamlingen 6000 kolding fik samlet mere end en halv million kroner ind, som blev fordelt blandt godt 100 berørte Seest-familier.