Ressourcerne ligger klar

Tak for denne gang. Næsten ti års tro tjeneste er afsluttet. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at flere års on/off sygdom ville ramme mig…m i g?! Sådan noget sker kun for andre. Jeg kan jo klare alt – eller det forestillede jeg mig i hvert fald. Men jeg blev fyret. Det var en lettelse, da ordet endelig blev sagt højt. Med hjælp fra en kær arbejdsven blev mit kontor ryddet. Jeg fandt en vigtig påmindelse og noget, som jeg er evigt taknemlig for: min sjæl og troen på, at jeg kan ændre mit liv.

Jeg indrømmer gerne, at jeg brød grædende sammen, da jeg parkerede foran min arbejdsplads for at gå ind og fjerne sporene efter mig. Mine følelser strittede mildt sagt i alle retninger. Hvad ville der ske med mig, når jeg gik ind i ”fortiden”? Da pinkoden åbnede døren, var det 9 måneder siden, at jeg sidst havde sat min fod på matriklen. Jeg følte mig som en komplet fremmede på stedet. Også selvom jeg kunne ”se mig selv” alle vegne. De aftryk, jeg indtil nu havde sat i form af bannere og andre visuelle effekter, levede stadig i bedste velgående. Mit kontor var på det nærmeste uberørt; mine briller lå, hvor jeg havde lagt dem 100 år tidligere. Mit personlige krimskrams var stadig at finde alle steder. Det var som om, at jeg bare lige var gået ud for at hente en kop kaffe. Som om nogle ventede tålmodigt på min tilbagekomst.

Imens hylderne og computeren blev ryddet, blev det mere og mere tydeligt for mig for mig, at både min hjerne og mit hjerte havde sagt farvel til stedet. Men jeg undersøgte minutiøst hver en dims, jeg tog op, hvert et ark papir, jeg smed ud og hver en fil, jeg kopierede over på min private harddisk, for at se, om der stadig var noget tilbage af mig. Jeg måtte sikre mig, at jeg ikke var i gang med at begå en fejl (det ville nemlig være muligt for mig at vende tilbage til jobbet). Blandt nullermændene opdagede jeg mit ”hylster”, som i årevis mekanisk havde udført opgaver, som jeg ikke længere fandt meningsfulde. Billedet af en næsten apatisk adfærd, som havde gjort mig syg. Min sjæl ledte jeg forgæves efter i et stykke tid. Den havde taget benene på nakken. Jeg havde ikke haft modet til at fise efter den. Men som jeg støvsugede kontoret for de sidste rester af min eksistens, kunne jeg mærke, at noget begyndte at røre på sig indeni mig. Det føltes som om, at et lille bål blev tændt i min mave. For hvert skridt jeg tog mod udgangen af min arbejdsplads brændte ilden mere og mere kraftigt. Bålet var mit fremtidsfyrtårn. Jeg havde sagt farvel til en adfærd, som bød på undergravende personlig virksomhed i form af endeløse hovedet-under-armen dage. Jeg var nu klar til at sige goddag til en måde at være mig på, hvor det er lysten og hjertet, der viser vej. Da jeg trillede min bil ud af gården, vidste jeg, at min sjæl var kommet hjem igen. Jeg kunne mærke det.

At jeg ikke har sat en eftersøgning efter min sjæl – gnisten – i gang for mange år siden, har jeg i dag svært ved at forstå. OK, jeg har gjort et par halvhjertede forsøg (søgt andet job, skiftet kæresten ud…), men hvis man ikke tror på, at man har ressourcerne til at ændre sin adfærd, så sker der ikke en skid – i n t e t forandrer sig (i øvrigt havde jeg det som blommen i et æg på min arbejdsplads – jeg følte mig som noget specielt blandt mine kollegaer og resten af befolkningen på stedet, så det holdt mig naturligvis også fast) . Ken surprise: Bliver du ved med at gøre det samme, så får du det samme resultat igen og igen. Simple as that. Når jeg nu mærker, hvor fantastisk det er at have mig selv med i det, jeg gør, så fatter jeg ikke, at jeg har ladet mig selv leve som en slags zombie. Mit bedste bud er, at jeg ikke har haft troen på, at jeg har de ressourcer, der skal til for at justere min adfærdsknap og dermed mit liv. Seriøst? Hvilken hæmmende og uhensigtsmæssig overbevisning at slæbe rundt på! Bl.a. takket være det NLP kursus, jeg følger, er det gået op for mig, at jeg har alle de ressourcer, jeg har brug for. Jeg kan ikke klare alt, men jeg har ressourcer, der ligger klar og kan tages frem, når det er nødvendigt! Den erkendelse har givet mig en ro og en styrke ift. mig selv, som jeg ikke tidligere har oplevet. Det giver tryghed i nuet og en klippefast tro på en meningsfyldt fremtid. Også selvom den i en periode måske kommer til at medføre på-dagpenge-og-med-røven-i-vandskorpen. Hellere en intakt sjæl og en papirtynd bankbog, end en krop uden bankende hjerte og en lastbil med anhænger til at transportere min løn til banken.