NLP montør med MagLite

Utilpasheden stod malet i deres ansigter. Samtalen var én af de svære af slagsen, og den havde tre hovedpersoner. Deltager 1 lod mig med sin krop tydeligt forstå, at han på ingen måde havde lyst til at tale om det, vi var i gang med at tale om. Deltager 2 brugte en meget stor procentdel af sin taletid på både at forklare og bortforklare. Og så var der mig, deltager 3. Jeg stillede spørgsmål. Prøvede at forstå. Forsøgte at sætte mig i deres sted. Men det var som om, at det, det meste af tiden, var en one way street…det dér med at prøve at forstå og at spørge ind.

Kommunikation er en virkelig, virkelig svær kunst at mestre. Ikke mindst når det er betændte områder, der bliver berørt. Jeg skal være den første til at erkende, at jeg på igen måde finder det behageligt at være en del af en konfliktfyldt samtale. Men som årene er gået, er det gået op for mig, at lorten jo altid ligger og venter under sneen, lige meget hvor meget jeg prøver at lade som om, at den er væk. Og lorten skal fjernes. Får den brune kage lov at ligge at hørme, er jeg ikke mentalt fri. At få talt om tingene er min lortestøvsuger. Det er min tilgang til verden. Heldige mig har fattet, at det faktisk ikke er farligt at tage den svære samtale. Det er svært, ja – men farligt? Nej!

Jeg tror, at svære samtaler ofte bliver udskudt i noget der minder om det uendelige (eller måske slet ikke bliver taget), fordi der er 1000 følelser indblandet. Både ens egne men også de følelser, som man forestiller mig, at modtageren af ens budskab ligger inde med. Hvor let er det lige at se klart og være fokuseret på bolden frem for manden, hvis man er i sine følelsers vold? Ret svært, hvis du spørger mig. Og hvad hvis der ligger en frygt for at ”tabe” eller miste ansigt gemt under sneen sammen med lorten? De to ting kombineret tør jeg godt kalde for verdens dårligste udgangspunkt for en konstruktiv samtale.

Gennem min opvækst har det ikke været comme il faut at ty til ordbogen for at få prikket hul på de bylder, der har været. Strudsemetoden har været den foretrukne tilgang til emner, der i min optik kaldte på opmærksomhed. Selvom jeg ikke bryder mig specielt meget om struds-dyret, så er jeg op gennem årene løbet med på ”legen”. Copy – paste med hovedet under armen. Men jeg har  i hele mit voksne liv kunnet mærke, at jeg skulle noget andet end lege struds. I hvert fald er jeg stille og roligt nået frem til, at det for mig er en dårlig strategi at gemme sig, når noget går skævt. Jeg vil faktisk gå så langt som til at sige, at jeg tror, at det på den lange bane kan gøre én syg, hvis man ikke får tømt diverse bylder for deres indhold.

Strudsen har således fået et royalt spark i r….! Det er begyndt at give en vis form for røre i andedammen (“hva’ Fanden har hun gang i?”).  For nu skal strudsen prøve at overbevise sig selv om, at den kan flyve, som den ryger gennem luften med Adidas-aftryk i haleroret. Jeg har nemlig besluttet, at jeg vil gribe verden an på min måde. Jeg vil kunne holde følelser adskilt fra facts og bevare et knivskarpt fokus, når jeg diskuterer. Jeg vil ind til sagens kerne. Jeg vil have mit hoved på sin rette plads igen, og jeg har fundet det for mig helt rigtige værktøj til at få det monteret, hvor det hører hjemme: NLP. (Note til selv: Så er jeg vel egentlig NLP montør?).

Den korte version kommer hér fra NLP kursets undervisningsmateriale (med tilladelse fra Humi):
Grundlæggende handler NLP (Neuro Lingvistisk Programmering)  om, hvordan man iagttager og opfatter sin egen og andres kommunikation. Vi har alle vores helt unikke model af verden baseret på de erfaringer og oplevelser, vi har med os.

N’et henviser til vores nervesystem/sind. Når vi oplever noget, bliver det bearbejdet af vores nervesystem vha. vores 5 sanser og sat i system.

L’et henviser til den måde vi opfatter verden på gennem forskelige sprogsystemer. NLP beskæftiger sig primært med det sansebaserede sprogsystem og et sprogsystem, hvor vores sind opfatter information på baggrund af symboler, ord og metaforer.

P’et henviser til den måde, hvorpå vi bevidst eller ubevidst vælger at anvende vores information, når den er bearbejdet. Når vi bliver bevidst om vores programmering, får vi kontrol over vores hjerne og sind. Man kan sige, at vi så kan se (mere) klart!

Så er jeg tilbage ved den svære tre personers samtale. Med NLP in mente, er der en masse brikker, der begynder at falde på plads. “Model af verden” og “Programmering” er gyldne kodeord for mig. Lige så meget som jeg synes, at deltager 1 og deltager 2 ikke har villet acceptere min model af verden, så må jeg konstatere, at jeg heller ikke har villet godtage deres. Det, jeg har beskyldt dem for, har jeg selv praktiseret. Jeg har gået og holdt mig selv fast i, at det var mig, der var rigtig på den. AV for Helvede! Den svier s… Rigtig meget endda. Her har jeg gået peget usynlige fingre af andre. Yaiks! Nå, klap på skulderen til mig selv for dén selvindsigt. Tid til omprogrammering.

Mine samtalepartnere er jo lige så meget i deres gode ret til at have deres model af verden, som jeg er til at have min. Jeg forstår ikke deres måde at anskue verden på. De forstår ikke min. Jeg prøver at anerkende deres – jeg mangler, at det samme sker den anden vej. Men det er svært for dem. Vores forskellighed har at gøre med de erfaringer, vi hver især har med i bagagen. Når jeg ser på samtalen med de briller, kan jeg lige pludselig se, at der i mange år ubevidst er blevet kæmpet om at trække verdensmodeller ned over hovedet på hinanden. Uden at spørge ind til hinandens bevægegrundlag. I stedet er der blevet tolket og antaget. Ikke mere af det fra min side. Jatak til åbenhed og nysgerrig spørgen ind. Det er sådan jeg er. Er man til strudse, er det sådan, det er. Fred være med det. Men jeg er mere til talende papegøjer.

Hvis jeg spørger mit inderste, så har jeg længe vidst, at forskelligheden eksisterede, men det er først nu, at det for alvor er gået op for mig, at jeg ikke kan eller skal ændre på dét faktum. Jeg tror på, at den erkendelse er nøglen til at låse mig ud af en følelsesmæssig fængselscelle. For jeg har ved Gud lukket mig selv inde med en masse følelser, bl.a. vrede, frustration og irritation, når folk ikke forstår min model af verden. Jeg har oplevet det som mangel på både respekt og anerkendelse. Men det er jo bare deres måde at deale med verden og deres relationer på. De handler, som de gør, ud fra deres verdensbillede. Ikke at jeg skal acceptere det. Jeg kan nøjes med at anerkende det og så huske mig selv på, at deres måde at agere på ikke har noget med mig at gøre. Jeg vil dog gerne stille mig forrest i bussen og indrømme, at det ikke altid er lige let at være NLPsk i min tilgang til andre. Jeg falder med jævne mellemrum i de-må-da-nok-kunne-forstå fælden. Men jeg er sikker på, at jeg bliver bedre og bedre med tiden.

Fremadrettet har jeg et par opgaver, jeg skal have løst: 1) ind-til-benet accept af, at vi alle har vidt forskellige opfattelser af verden – og at det er OK – 2) mærke efter, hvilken nærhedsgrad der skal præge mine forskellige relationer. Jeg er nemlig blevet bevidst om, at jeg har svært ved at have en tæt relation til mennesker, hvis model af verden ligger langt væk fra min egen. Den tanke har jeg hidtil overbevist mig selv om var både forkert og forbudt. Men i erkendelsen af, at alle har ret til deres eget syn på ”sagen”, så er jeg sat fri til at tænke og gøre lige præcis, hvad der er godt for mig.

Hva’ så nu? Egentlig meget simpelt. Fremtiden byder på nysgerrighed fra min side. Frem for at antage og tolke, vil jeg stille spørgsmål. Hvis der er noget, jeg ikke forstår, så spørger jeg. Hvis jeg føler mig under attack, så spørger jeg, hvad det går ud på. Hvis jeg er i tvivl om, hvad folk mener med det, de siger, så spørger jeg. I min verden er det vejen frem. Som jeg ser det, fungerer spørgsmål som en MagLite. Alle ordene er batterier, der får lygten til at lyse op, så man kan finde vej i mørket. Let there be light!