Mere personlig branding

Som en anden dødsdrom daredevil har jeg pisket rundt i Genkendt’s Personlig Branding Cirkle siden i forgårs, hvor jeg begyndte at arbejde med min personlige branding profil. 1000 tanker og idéer har stået i kø for at komme ned på virtuelt papir. Det er længe siden, at jeg har følt mig så inspireret. Og hvor fedt er det så lige, at det er mig selv og mine egne tanker og refleksioner, jeg bliver inspireret af. På den lidt Jantelovsagtige måde er det næsten helt forbudt at skrive – men op, hvor solen ikke skinner, med det. Det er den følelse, der klæber til mig – som en nullermand på velcro. Min fremtidige personlige salgstale er lagt i støbeskeen takket være formidabel guidning fra mit professionelle Jesper-crush, som jeg er ret sikker på er kommet for at blive (bare rolig – ingen stalking).

Efter at have solet mig i mine egne naturtalenter (hva’ mon Jante siger til dét?) huggede jeg bremsen i bund ved den station i brandingcirklen, der lokkede med at kaste lys over formål og motivation. Seks spørgsmål skulle dødsdromes. Det var provokerende svært og krævede fokus at holde balancen på min mentale motorcykel. Når jeg bøvlede med at finde et svar, føltes det som om, at jeg var ved at tilte af min motoriserede brainbike, fordi luften begyndte at sive ud af dens dæk – ”Hvis det var op til dig, hvordan skulle verden så være?”, ”Hvad har verden (efter din mening) allermest brug for”. Hold nu kæft, det kræver altså, at ventilen holder tæt for at kunne svare på store spørgsmål. Men jeg klemte stædigt balderne sammen om sædet og blev hængende, mens mine tanker hvirvlede mig rundt i min personlige branding drome. Og pludselig lå resultatet der – lige foran mig: Mit formål og min motivation var blevet kogt ned til et sæt pivende klare holdninger, mine holdninger. MIG!

Jeg blev helt høj, da det gik op for mig, hvad jeg havde bedrevet. På en helt nede på jorden måde (tak, Jesper) havde jeg fundet frem til noget, der er hamrende vigtigt for mig og min videre færd ud i verden. En slags fyrtårn for mig selv, hvis jeg skulle miste retning. Eller ”når”, skulle jeg måske sige. For jeg tror, at livet vil lave skæverter på mig mange gange endnu. Men så har jeg min egen mantraagtige liste at ty til, så jeg kan holde den rette kurs. Nu trækker jeg så vejret meget – meget! – dybt, og siger ”Værs’ go – her er jeg”.

Jeg tror på:

  • at det vigtigste i et menneskes liv er at være tro mod den, man er
  • at livet skal leves fra hjertet og ud for at være autentisk
  • at vi sætter os selv fri, når vi slipper trygheden og tager springet ud i vores drømme (det ukendte)
  • at vi finder vejen/det svar, vi har brug for, når vi lytter til vores hjerte
  • at vi finder modet til at handle, når vi lytter til hjertet
  • at vi har svaret på alle spørgsmål inden i os selv.

Lige pludselig giver det endnu mere mening for mig, hvorfor jeg igen og igen kaster mig over blogtasterne og spytter ord ud. Det, der driver mig, er, at jeg helt ind i knoglerne håber, at jeg med mine ord og tanker kan inspirere andre (jeg skyder lige et par skiver beskedenheden ind hér), der – lige som mig – er faret lidt vild, til at finde (troen på) sig selv og modet til at hive hemmelige drømme frem i lyset og handle på dem. For mig er mine tanker og overvejelser en slags bevidsthedsudvidende rejse. Hvis mine tanker kan inspirere andre til at støve passet af for at tage på en indre rejse, så hører jeg verdens største DING af glæde og tilfredshed i mit indre!

Min brændende lyst til at formidle mine tanker og mit ønske om at gøre en forskel med de ord, jeg tatoverer lige i røven på tankerne, hænger sammen som ost og rødvin. Det stod bøjet i metertykt neonrør, da jeg var ved at være nået hele vejen rundt i the circle of personal branding. De to stationer nærmest smeltede sammen. Hvordan kan dét nu lade sig gøre? Hm… Jeg tror, at det hænger sammen med min baggrund; den historie, jeg bærer i mig hver evig eneste dag (ba-da-bing – så er jeg nået til cirklens sidste stop). Jeg har forceret et over middel antal bjergtinder i min tid (more to come, I’m sure). Bjergbestigningerne har været en blanding af at være brækfremkaldende og jeg-får-spat agtige. Men samtidig har hver og én bidraget til at give mig noget meget værdifuldt: en rygsæk fyldt med overlevelsesudstyr, som selv det mest hardcore bjergbestiger vil misunde mig. Indholdet i min rygsæk har vejet tung og længe. Men når jeg nu – efter en tur i Genkendt’s spørgsmålscentrifuge – kigger på de enkelte dele i rygsækken, kan jeg se, at de har en uvurderlig værdi ift., hvem jeg er (blevet) som menneske. Min historie har bidraget til at gøre mig unik. Den har bidraget til, at jeg har noget på hjertet, som jeg gerne vil ud med – og som jeg tror på, kan gøre en forskel for andre (Jante er tæt på at måtte lade livet).

Hvor er jeg dog glad for, at jeg ikke lod mit sparsommelighedsgen bestemme, da jeg for en uge siden vaklede i min beslutning om at indløse billet til personlig-branding-bussen. Jeg steg på og tænkte ”Ja, ja – lad mig nu se, hvad der sker”. Sømmet kom hurtigt i bund, og jeg er nu helt fremme i bussen (Jante er vist død nu). Jeg maser min halvskæve næse flad mod forruden for at få det hele med – alt det fede, der ligger og venter forude.

TAK for turen, Jesper – én af de bedste i mit liv!