Hvordan heles ar efter psykiske overgreb?

Tøndersagen. Den er der nok ikke ret mange, der ikke har hørt om. En gruopvækkende sag om seksuelt misbrug af børn. Sagen er en af de største og mest omtalte i nyere tid i Danmark. Det flår i mit hjerte og får det til at bløde for de piger, der har været udsat for gentagne overgreb af fysisk karakter. Men også psykiske overgreb efterlader en permanent skade hos børn.

Alle overgreb efterlader skader

Det er ikke kun overgreb af fysisk karakter, der mærker børn for evigt. Også psykiske/følelsesmæssige overgreb på børn efterlader ar. Ingen former for overgreb på børn må finde sted. Mere firkantet kan jeg ikke sige det. Alle former for overgreb på børn efterlader skader, som barnet må kæmpe med resten af livet. Alle overgreb på børn efterlader en usynlig smerte, som det enkelte barn bærer som en tung byrde på indersiden. Dette indlæg er personligt inspireret og handler udelukkende om overgreb af psykisk karakter.

Usynlige ar

Desværre hersker der hos mange den opfattelse, at så længe der ikke er tale om et fysisk overgreb, så har der ikke fundet et overgreb sted. Ved følelsesmæssige overgreb, er der ingen beviser. Arret og smerten er usynlig (som smerten i øvrigt også er for børn, der har lidt fysisk overlast). Barnet mærker, at noget forkert foregår, men der er ikke et sted, han eller hun kan pege på og sige ’Her gør det ondt’.

Psykiske våben

Den amerikanske forkæmper for beskyttelse af børn mod overgreb Andrew Vachss udtaler følgende: ”Når man ser på skadevirkningerne, så er der ingen forskel mellem fysiske, seksuelle og følelsesmæssige overgreb. Det eneste, der adskiller det fra hinanden, er krænkerens valg af våben”.  Men hvad er det så for våben, der er tale om? Det kan fx være:

  • Fravær af kærlighed og hengivenhed – mangel på knus og kram
  • Afvisning og ignorering – ingen respekt for barnets følelser, der lyttes ikke til barnet
  • Skam og ydmygelse – konstant kritik og bebrejdelse af barnet, nedgørelse af barnet
  • Psykisk terror – overskridelse af barnets grænser, manipulation
  • Isolation – undlade at tale til barnet, udelukkelse fra fællesskabet

Konstant alarmberedskab

Hvis man gang på gang bliver udsat for fx ikke at blive talt til, at blive afvist og at blive holdt udenfor, uden en åbenlys grund (ikke, at der findes en god grund til at foretage et overgreb), så sker der noget med et barns måde at være i verden på. Barnet udvikler en evne til at afkode selv de mindste ting som mulige faresignaler i et forsøg på at undgå at sige eller gøre noget, der kan afføde et overgreb, der ekskluderer det fra fællesskabet. Men det er en umulig opgave, for det er ofte uforudsigeligt, hvad det er, der udløser et ’angreb’. Uforudsigeligheden medfører, at nærheden og troen på, at den voksne vil en det godt, forsvinder. Tilliden forsvinder og relationen til den voksne bliver anspændt og utryg. Man tør ikke tro eller stole på, at man får lov at være inde i varmen, når man nok gange har oplevet at blive sendt ud i kulden. Derfor er barnet i næsten konstant alarmberedskab, fordi det aldrig ved, hvornår hammeren falder igen. En permanent form for stresstilstand, kan man kalde det.

En boble af forkerthed

Hvis den voksne ikke anerkender det overgreb, der er sket, taler med barnet om det og undskylder sin adfærd (en undskyldning er dog på ingen måde et fripas til at fortsætte overgrebene), så er der overhængende risiko for, at barnet på et tidspunkt mister troen på, at det, det oplever, er virkeligt. Hvis ingen hjælper barnet, når overgrebet sker, kommer barnet til at leve med den overbevisning, at det nok ikke fortjener bedre, og at det ser syner. Barnet kommer til at leve i en boble af forkerthed, hvor det gradvist lukker ned for sine egne følelser og behov for i stedet at fokusere på den voksnes følelser og på at tage vare på dennes behov. Barnet gør alt, hvad det kan for at passe ind i håbet om at blive optaget som fuldgyldigt medlem af familien. Det handler om ren og skær overlevelse. Hvis man ikke er en del af flokken, hvordan skal man så klare dig som barn?

Facade og æggeskaller

Men i den proces mister barnet evnen til at mærke sig selv, til at stå ved sig selv og til at tro på, at det er noget værd som menneske. Dets personlighed bliver en facade, der tjener det formål at blive accepteret. Han eller hun begynder at gå på æggeskaller og at vende hændelserne indad (’Det var nok også min egen skyld’). Jo flere gange barnets grænser bliver overskredet, uden at nogen påtaler det eller gør noget ved det, jo mindre bliver troen på, at det fortjener at blive værdsat, mødt, anerkendt og respekteret. Mønsteret til selvudslettende adfærd, at please andre og ikke at turde sige sin ærlige mening og bare være sig selv er grundlagt. Barnet har opgivet at tage sin selvstændige plads i familien – og på sigt i sit eget liv uden for familien.

Psykiske overgreb udhuler selvværdet

Den selvudslettende og selvundertrykkende adfærd barnet tillægger sig, har den alvorlige følge, at dets selvværd langsomt men sikkert bliver udhulet. Selvopfattelsen bliver slået ud af kurs. Hermed bliver afgørende ingredienser i ens livsfundament fjernet. Det trækker tunge spor langt ind i voksenlivet. Bl.a. har følgerne af følelsesmæssige overgreb i barndommen konsekvenser for, hvordan man som voksen evner at indgå i relationer. Parforhold er for mange en stor udfordring, fordi mistroen til den andens ægte interesse for en og frygten for at blive forladt – både i konkret og overført betydning (fx at blive ignoreret af sin partner i dagevis) – konstant banker på. Det fastholder den voksne i det gamle mønster med at negligere egne behov for at tilgodese andres.

Et produkt af min fantasi

Da jeg gik ned med stress for at par år siden, gik det for alvor op for mig, hvor meget jeg har levet efter en livsmanual, der ikke tilhørte mig. Det gik i den grad op for mig, hvilke mentale skrammer jeg har med mig, hvor meget de med negativt fortegn har sat dagsordenen for mit voksne liv og hvor meget det for mig har sat en kæp i familierelations-hjulet. Det er blevet meget tydeligt for mig, hvor stor en byrde det er at bære rundt på noget, som et langt stykke hen ad vejen bliver kategoriseret som et produkt af min fantasi. Det afstedkommer tilbagevendende tvivl (har det nu også været sådan? Jeg har jo kun min hukommelse som bevis), dårlig samvittighed (nu tilgodeser jeg ikke andres behov men mit eget for at sige ting højt) og skam. Skam, der råber mig ind i hovedet, at jeg er forkert, fordi jeg bringer ting op til en synlig overflade (puha, sådan noget gør pæne piger ikke – du burde vide bedre). Skam over at gøre det, jeg finder rigtigt (læs: at sætte ord på et tabu). Og en sorg over tavsheden og manglen på gensidig forståelse og imødekommehed.

Der er ikke én sandhed

Jeg er fuldt ud klar over, at alle mennesker bærer på en fortid, som de bringer med sig ind i relationer. Årsager til, hvorfor de siger og gør, som de gør. Jeg er lige så klar over, at sætter du to mennesker til beskrive den samme hændelse, så vil både oplevelsen af hændelse og udlægningen af den være forskellig fra person til person. Den ene vil have bemærket noget, den anden aldrig fik øje på. Der er ikke én sandhed. Der er en personligt oplevet sandhed. Individets version af virkeligheden. Sådan vil det altid være. Men den erkendelse gør hverken frustrationen eller sorgen over ikke at blive mødt mindre. Tværtimod. Så længe det ikke er muligt at tale åbent om den smerte, man bærer på, så forbliver smerten lige tydelig.

Vejen mod heling af usynlige ar

Jeg tror på, at en af vejene mod heling af usynlige ar er, at man taler åbent og ærligt om den fortid, der ligger og spøger. Samtalen slutter muligvis aldrig. Men den vil være med til at sætte nogle livsvigtige punktummer for den, der har været udsat for de psykiske overgreb. Hvis samtalen får lov at finde sted, når der er brug for den, vil emnet over tid blive mere og mere gennemsigt og miste noget at sin magt over den, der har været udsat for overgrebene. Så længe den krænkede ikke bliver mødt i sin version og i behovet for at sætte ord på barndommens hændelser, vil displayet på vedkommendes livsGPS blinke med ordene ’Du er forkert. Du er kørt forkert i din hukommelse’. Jo mindre man får rum til at tale om hændelserne, jo tydeligere bliver bogstaverne i displayet.