Power Parting er vejen frem

Begrebet ghosting er jeg for længst blevet bekendt med. Ghosting er, når en person bare forsvinder ud af ens (online dating-)liv uden forudgående varsel. Farvel og tak blev der i k k e sagt. Nu er jeg så også blevet præsenteret for begreberne simmering og icing. Sofie Hviid tager alle tre begreber under kærlig behandling i artiklen ”Derfor holdt han op med at skrive”, som blev bragt på eurowoman.dk d. 2. februar 2016.  Simmering er en tilgang til datingscenen, der ser nogenlunde sådan her ud: jeg-lader-dig-lige-ligge-og-boble-på-sidelinjen i min dating-app, til jeg ser, om der kommer noget bedre forbi. Icing er en anden side af samme sag: jeg sætter dig lige på pause og tager dig frem igen, hvis det nye, jeg har gang i, ikke er noget alligevel. Alle tre ”modeller” uden nogen form for respekt for andre – ikke en gang én selv.

Power Parting
Den belgiske psykoterapeut Esther Perel (EP) står som garant for begreberne i artiklen. EP har udfærdiget et skema, som ikke efterlader læseren nogen tvivl om, hvad ghosting, icing eller simmering gør ved den person, der bliver udsat for det. Samtidig stiller hun i skemaet også knivskarpt på, hvad det har af positiv betydning for den, der bliver dumpet, når afsenderen af det kedelige budskab er klar i spyttet. At ende en relation med respekt for den anden, kalder EP Power Parting. Der er ingen tvivl på min banehalvdel: Power Parting er vejen frem. Men hvad pokker er det så, der gør det så svært at sige tingene ligeud, når noget, der ved første date virker som skoldhed, velsmagende espresso, alligevel ender med at være en lunken og tynd kop the, man ikke har lyst til at drikke?

Bange for den andens reaktion
Jeg vil gerne præsentere dig for den mulighed, at vores snigen os udenom at sige tingene lige ud kan have en ret enkel årsag: vi er bange for den andens reaktion. Kan du nikke genkendende til følgende: Når vi skal ende en relation, tager vores tanker os med på en snurretur i forestillingskarrusellen: Hvad vil den andens respons mon være på vores direkte afslag? Hvad vil vedkommende føle eller tænke, hvis vi takker nej til mere af deres selskab? Bliver de vrede? Kede af det? Vil de tale grimt om os til andre? Uforholdsmæssig meget energi bliver bundet i at forestille sig og gætte på alverdens reaktionsscenarier. Faktum er bare, at lige meget hvor meget vi tænker over, hvordan den anden vil reagere, så kender vi ikke svaret. Og vores overload af tanker ændrer ikke på 1) at vi føler, som vi føler eller 2) at vi ingen kontrol har over modpartens reaktion. Vores følelser ændrer sig ikke, selvom den forsmåede part fx begynder at græde eller råber ad os i vrede (OK, måske får gråd os kortvarigt til at tvivle på vores beslutning). Reaktionen handler om den, der reagerer, ikke om den, der ”slår op”. Så hvorfor overhovedet krybe udenom at være ærlige? Det eneste, man gør, er jo i bund og grund at blive på sin egen banehalvdel og gøre det, der føles rigtigt for én. Hvis man holder sig til det, man selv føler, og lader gætterier om den andens sindstilstand blive i skuffen, så er det noget mindre kompliceret og ubehageligt at være ærlig over for folk. Og det bliver lettere for afvisningens modtager. Respekt og ærlig snak går hånd i hånd og kommer fra hjertet. Den, der modtager nej’et, mærker den respekt, der ligger gemt i ærligheden.  Selvom nej’et måske gør ondt, så er det alligevel til at holde ud, fordi det er sagt med og i tydelig respekt. Lige så tydelig er manglen på respekt, når man får et vævende ”ja”, fordi ja’et ikke kommer fra hjertet. Utydeligheden bringer forvirring og irritation med sig, fordi der er en masse spørgsmål, man aldrig får svar på. For hver gang, man spørger uden at få svar, føler man mere og mere disrespekt. Man føler måske oven i købet dum, fordi man leder efter svar. Burde der herske tvivl om, hvilken model, der skal bruges? Jeg har prøvet begge dele, og jeg kan med fuldkommen rolig stemme sige, at det ikke er dem, der i utvetydige vendinger takker nej til flere dates, der får mig op i det røde. Vi skal stoppe med at være sådan nogle bangebukse, der stikker hovedet i busken, når vi skal fortælle noget, der ikke er rart at sige. Med en klar melding ved man, hvad man har at forholde sig til. Så et kæmpe JATAK til Power Parting. Ærligheden vidner om, at man respekterer den anden. Men den vidner også om, at man respekterer sig selv nok til at lytte til, hvad man føler.

Man véd godt, når det “ikke spiller”
Dét dér med at lytte til sig selv, har jeg fundet ud af er ret tricky, (også) når det kommer til dating. For kan man nu regne med, at den første indskydelse er den rette? Som udgangspunkt ja! Man kan af gode grunde ikke vide, om nogle af de ”fisk, man har smidt tilbage i vandet” havde vist sig at være keepere, hvis man havde mødtes med dem flere gange. Men har man en maveradar, der minder bare lidt om min, så véd man godt, at når radaren melder ”spiller ikke”, så er det lig med, at der ikke er basis for flere møder, når man skilles fra date og cafébord. Lige meget hvad ens drømme og andre så fortæller én. Så hvorfor forsøge sig igen? Tjae, måske fordi drømmen om kærligheden er så stærk, at man vælger at overhøre velkendte signaler? Måske fordi man ikke kan vriste sig helt fri af venner og families kommentarer om, at ”man da vist også er lidt for kræsen” (hvor mange singler har hørt dén kommentar?). Bare kald mig kræsen. Enten er den der eller også er den der ikke. Jeg har prøvet (virkelig prøvet!) at overbevise mig selv om, at der nok bare skulle flere kopper kaffe til, ville sommerfuglene flytte ind i min mave. Men jeg har ikke kunnet narre mig selv. Hvis der ikke er dét dér udefinérbare ”noget” i det første møde, så kommer det ikke til at indfinde sig. Ikke for mit vedkommende i hvert fald. Og det er da bare med at få meldt det ud. Der skal bruges meget mindre energi på et ærligt nejtak end på 117 søforklaringer. Hvorfor spilde sin egen eller andres tid på noget, der ikke føles rigtigt? Hvis der er nogle, der vil kalde det brug-og-smid-væk dating, så fint med mig.

Respekt: det nye sort
Ærlighed er lig med respekt, både for én selv og for andre. Respekt er både nutidens og fremtidens nye sort. Den var det også i fortiden, men den kan vi som bekendt ikke ændre på. Vi kan dog ændre på de mønstre, strategier, vi har benyttet os af i fortiden. Det er aldrig for sent at ændre på den måde, vi behandler hinanden på. Jeg er ikke stolt af at indrømme, at jeg selv har både ghostet, icet og sim’ret. Fordi jeg var for optaget af, hvordan den forsmåede ville reagere. Jeg glemte helt mig selv. Jeg var bange for, at vedkommende ikke ville synes om mig. Hvor lamt er dét lige? Hvis man alligevel ikke er interesseret i at date manden/kvinden, hvad er så the big deal? At kunne se sig selv i øjnene som et menneske, der behandler andre med respekt er alt andet lig mere vigtigt, end om en stort set ukendt person bliver sur på én eller ikke bryder sig om én.

Overoptaget af hvad andre tænker
Hvis vi er overoptaget af, hvad den anden mon vil tænke eller føle, hvis vi fortæller ligeud, at vi ønsker at afbryde relationen, risikerer vi af falde i fælden at forsvinde uden et ord eller at trække et brud i langdrag. Fordi det bliver for ubehageligt at blive konfronteret den fantasi-reaktion, vi har skabt. Vi bilder os selv ind, at det er det nemmeste bare at fordufte. ”Alle andre gør det jo også”, har du måske hørt dig selv sige? Mine egne dårlige undskyldninger for at forsvinde som dug for datingsolen vil jeg spare dig for. Til gengæld vil jeg slå et slag for, at man fokuserer på det eneste, der reelt er at styre efter – nemlig hvad man selv tænker og endnu vigtigere f ø l e r. Hvis man holder sig til at mærke efter inden i én selv og handler på det, der føles rigtigt, så er der gode chancer for, at både ”vinder” og ”taber” kommer ud af relationen med respekten i behold.