Sandheden er subjektiv

”Sig altid sandheden, men lad være med at rutte med den”, er Simon Spies engang blevet citeret for at sige. Hm…sandheden? Hvad er det egentlig for en størrelse? Lyver man, hvis man ikke fortæller hele sandheden? Undertrykker man retten til at give udtryk for sin mening, hvis man holder noget tilbage? Stækker man ytringsfrihedens vinger, hvis man vejer sine meninger og holdninger, inden man giver dem til kende? Skal man (altid) sige sandheden? – og i givet fald…for hvis skyld?: for sandhedens, ens egen eller modtagerens skyld?

Sandheden er i mine øjne subjektiv. Alt, hvad vi sanser, er oplevet gennem vores helt unikke (erfarings)filter – vores liv og de vilkår, vi har haft igennem vores opvækst. Og det er imens, at vores tanker, idéer, oplevelser og handlinger passerer igennem dette filter, at vores sandhed formes, før vi ”offentliggør” den. I min verden er alt det, vi præsenterer andre for og selv bliver præsenteret for – både i diverse medier men også i samtaler med familie, venner, kollegaer osv. – således en version af sandheden. Når vi formidler, selekterer vi, på baggrund af vores erfaringer, hvilke elementer vi tager med i vores version af sandheden; som oftest ganske ubevidst.

Jeg mener derfor ikke, at vi lyver, hvis vi udelader detaljer i vores sandheds-overlevering. Der er tale om ren og skær (ubevidst) udvælgelse af fakta i vores budskab kombineret med vores tolkning – filtrering – af, hvor vigtigt elementet er for budskabet som helhed. Eksempel: Du har været til fest og bliver spurgt, om det var en god fest. Du svarer ja. Men du undlader at fortælle, at du kom på kant med én af festdeltagerne. Dit samlede indtryk af aftenen var, at det var en god aften. Uvenskabet har ingen betydning for hverken budskabet som helhed eller modtageren af dette, når du kører festen igennem dit filter. M e n hvis vi bevidst udelader detaljer, som har betydning for modtageren af vores budskab, så mener jeg, at det er en helt anden sag. Hvis jeg til ovennævnte fiktive fest så en venindes kæreste stå og kampsnave med en anden, så ville udeladelsen af dén detalje for mig være at lyve – hvis veninden spurgte mig, om hendes kæreste havde opført sig ordentligt. Men hvad hvis hun ikke spurgte mig? Skulle jeg så fortælle hende, hvad jeg havde set? Jeg tænker ”ja”, for folk, jeg holder af, skal ikke føres bag lyset. Men sjovt, ikk’?! Det er mit filter, der afgør, at snave-oplevelsen er et vigtigt element i min sandhed og for modtageren af denne.

Skal man (altid) sige sandheden, sin ærlige mening? J a! At give sandheden vinger har i min optik den helt fantastiske effekt, at den sætter én fri og giver én kontakt til ens inderste. Ord opleves autentiske, når de er sande, og når man holder sig til sin sandhed, så slipper man for at bruge oceaner af energi på at gå og huske på, hvad det nu var for en uærlighed, man hakkede af og til hvem. MEN! Jeg mener, at man skal veje sine ord nøje og vælge sine formuleringer med stor omhu. For mig er min sandhed lige sand, hvad enten jeg kyler den i hovedet på folk eller leverer den nænsomt. Det handler om respekt. Når man taler med respekt, så passer man på både sit eget og modtagerens hjerte. For mig er det på ingen måde at give køb retten til at sige sin mening. I dag er jeg således af den overbevisning, at det er smart thinking ikke blot at ”kaste sin mening op ud over folk”…fordi man kan. Men i mange år har jeg faktisk tænkt, at jeg løj, hvis jeg formulerede mig med omhu og måske ikke sagde alt, hvad jeg tænkte i en given situation.

En tungtvejende ”detalje” i hele sandhedsoverleveringen er, at man er tro mod sig selv. Vi skal være vores egen sandhed. Så i mit lille univers hænger det sådan sammen, at jeg primært skal give udtryk for min sandhed for min egen skyld. Hvis jeg ikke lukker den ud, føler jeg mig låst – fanget. Faktisk har jeg fundet ud af, at jeg er så smart indrettet, at jeg blot behøver at tjekke ind på mit mavefornemmelses-hotel et kort øjeblik – så ved jeg, hvornår noget er det rigtige at sige eller gøre for mit vedkommende. Jeg føler faktisk, at jeg lyver lige så meget for mig selv (hvis ikke mere?!), hvis jeg ikke er ærlig over for andre. Og det gælder altså også, selvom det ”bare” er en lille, hvid løgn. Med den er vi uærlige om, at vi er uærlige.

Øvelse gør som bekendt mester, så jeg træner, træner, træner – hver eneste dag. Med at lytte til min intuition, som peger mig i min sandhedsretning, og med at lade min ærlige mening komme ud af munden på mig på den bedst tænkelige og mest konstruktive måde. På magisk vis oplever jeg, at jeg får meget mere pondus som menneske og respekt om min person, når jeg ikke ”gemmer mig”. Alle de år, jeg har været bange for at stå ved min sandhed, har jeg aldrig set dét som en gevinst ved at være ærlig. Har nok aldrig rigtig kunnet få øje på, at der var en gevinst?! Bevares – det kan da give både blå mærker, buler og ballade at være ærlig. Men når jeg tænker på, hvor meget lettere det er at navigere i mit liv, når jeg holder mig til min sandhed, så tager jeg skrammerne med. Hver eneste skramme minder mig om, at jeg har stået ved mig selv og givet til kende, hvem jeg er.

Hvordan definerer du sandhed? …og hvordan håndterer du den?