Sociale medier og selvværd

”Sociale medier skader dit barn. Flere børn og unge lider af dårligt selvværd, fordi de skal være online døgnet rundt. Det, der foregår på de sociale medier, er for mange blevet en benhård positioneringskamp, hvor de ikke føler, at de har råd til at være fraværende bare et øjeblik. Og det gør faktisk de unge ensomme og stressede”.

Fear of Missing Out
Ovenstående citat stammer fra en kronik i Søndagsavisen skrevet af terapeut og cand.pæd.psyk. Lene Sheila Gjørup (LSG). Jeg tænker, at LSG har ramt hovet på et særdeles stort søm. Når jeg kigger mig omkring i det offentlige rum, er det mere reglen end undtagelsen, at børn og unge har blikket rettet mod deres telefon. De er i gang med at være ”på” og blive opdateret, som de også var det to minutter tidligere, og to minutter før det og… De lider, jf. kronikken, af det, der kaldes Fear of Missing Out; populært kaldet FOMO. De unge er bange for, at hvis de misser noget i det virtuelle sociale rum, så mister de deres plads i online fællesskabet. Et virtuelt fællesskab, som – og jeg tror ikke, at jeg overdriver – er udstillingsvindue for perfektheden og ”ih, åh og se lige mig”. 24 timer i døgnet. En verden, hvor likes er med til at give selvværdet et quick-fix boost, og hvor fraværet af fixet truer med at knække den unge, der ikke bliver ”set”. Det er den virkelighed, de unge forsøger at holde trit med: perfekt og ”på” hele tiden. De poster de sider af dem selv, som giver flest likes. Hvilke sider, der er gangbar valuta på fx Facebook og Instagram, finder de ved at spejle sig i de opslag, de døgnet rundt bliver tæppebombet med. Måske de oven i købet pynter lidt på sandheden, så de kan mærke quick-fixets saliggørende virkning? De sider af individet, der ville kunne indkassere en tommelfinger vendt nedad, bliver sat i skammekrogen, og får ingen plads i cyberfællesskabet. Hvem man er, og hvordan ens virkelighed udenfor skæret af telefonskærmens blå rampelys ser ud, afrettes, så man kan passe ind på de sociale mediers røde løber. Men troen på én selv blegner, når man hele tiden skal afspejle det, jeg vælger at kalde en konstrueret virkelighed. Hvis man ikke har noget wau-agtigt at bidrage med på de sociale medier, er der fare for, at man blegner i andres øjne og måske ender med at blive usynlig.

Sociale medier

Glamourøs cybervirkelighed
Der er således ikke noget at sige til, at børn og unge igen og igen logger ind for at opsnappe sidste nyt, poste, like og kommentere. De unges sociale liv leves i stort omfang på sociale platforme, så derfor gælder det om at være synlig for at være en del af livet. Er de usynlige, bliver de ekskluderet fra fællesskabet, som kronikken også er inde på. Hægtet af den virtuelle virkelighed som stille og roligt –  i min optik – er gået hen og blevet en slags virkelig virkelighed for de unge. Det er her, livet leves og dokumenteres. Jeg tror, at virkeligheden for manges vedkommende er mere virkelig på de sociale medier, end den er i den virkelige virkelighed. Cybervirkeligheden har tendens til at virke glamourøs. Den viser alt det, der flydt med ”bling-bling” og gang i den; den viser det sjove og det fede liv – der sker hele tiden noget spændende eller interessant. Men det er ikke et retvisende billede af den virkelige verden. Den er, helt naturligt, (også) fyldt med huller i vejen, modgang og nederlag. Der er ikke fest og farver 24/7; alle har ikke kridhvide tandpastasmil og ligner modeller; alle har ikke den perfekte kæreste og får 12-taller i alle fag. Det er kun en b r ø k d e l af de unges sandheder om deres liv, der bliver vist på de sociale medier. For ingen er kun smukke, sjove, seje og perfekte – hverken udenpå eller inden i. Alle rummer både godt og dårligt, smukt og grimt, sødt og surt.  Der er ikke noget at sige til, hvis børn og unge bliver forvirrede og føler sig på overarbejde, når de hele tiden skal jonglere med forskellige virkeligheder på samme tid. Det er indlysende, at de, som kronikken peger på, kan komme til at føle sig både ensomme, stressede og isolerede, hvis de ikke kan leve op til det liv, der leves på nettet.

Gamet om at være god nok
Det er bestemt ikke kun børn og unge, der lever et onlineliv. M a n g e voksne sidder med næsen i telefonen, både ude og hjemme. Ungerne må vente, fordi mailen skal tjekkes (alt andet er (åbenbart) vigtigere end det spil Uno, man har lovet at spille?!). På cafébesøget må veninde 1 gentage sit spørgsmål, fordi veninde 2 har travlt med at tjekke Facebook midt i latten (hvem sagde mangel på respekt?). Nærværet fiser ud af alle sprækker i vores liv, i det sekund vi hiver mobilen frem, fordi vi ”liiige skal…”. Men det er (åbenbart) så forbandet svært at logge af – både mentalt og fysisk. Det er som om, at vi hele tiden skal have en dosis hvad-oplever-de-andre-mon for at få bekræftet, at vi stadig er med i gamet om at være god nok. Får billedet af den kunstfærdige middagsanretning likes, er vi rigtige og perfekte. Og der skelnes yderligere, nok primært blandt børn og unge, mellem typen af likes. Det er nemlig vigtigt at få de rigtige likes. Min datter har for nylig fået lov at oprette en Instagramprofil (under forudsætning af, at hun ikke viser billeder af sig selv). Med det ”nye medlem af familien” har jeg lært, at det er federe at få et like fx fra en kendt YouTube person end fra ”et almindeligt menneske”. Så føler man sig særlig. Bliver et opslag forbigået i larmende tavshed, kan der ske det, at vi krummer tæer og føler os forkerte (hånden på hjertet…er jeg den eneste, der fra tid til anden sidder med den følelse?). Det er som om, der bliver sat følgende lighedstegn: Hvis jeg ingen likes får, er det nok fordi, ingen kan lide mig. Jeg er ikke blevet set. Sker dette, går jagten ind på at lave et nyt opslag, der forhåbentlig kan tiltrække thumbs up, så ens selvværd kan få oprejsning. Det gør sig givetvis gældende for både børn, unge og voksne.

De andre har et perfekt liv
Jeg har en bekendt, som laver de ”helt rigtige” opdateringer: fantastiske billeder fra de dejligste oplevelser; de bedste historier og de største smil. Livet kører bare for vedkommende. Altså hvis man spørger Facebook. For spørger man vedkommende, så er livet faktisk som oftest mere l… end lagkage. Jeg oplever, at uoverensstemmelsen mellem de to modpoler er en særdeles stor udfordring for personen at forholde sig til. I min optik er vedkommende, som et andet rådyr, fanget i (rampe)lyskeglen: stivner, når det kommer til at erkende, at der også er en ”mørk” side af livet, der skal deales med. Faren ved de sociale mediers ”herredømme” er, at man falder i den fælde at tro, at livet kun er godt, hvis vi viser solsiden af os selv. Fordi det er det, alle andre viser. Det, der sker inden for de sociale mediers rækker, er, at man smider et glansbillede ud på forsiden og gemmer tårerne, smerten og sorgerne i skuffen. Det er for så vidt også OK, at man ikke hælder al sin Weltschmerz ud på de sociale medier. Så længe afsenderen minder sig selv om, at det maleri, der vises online, har en offline (bag)side. Og at den er præcis lige så rigtig som glansbilledet. Vi er både for- og bagside. Så længer modtageren husker sig selv på, at det kun er den halve ”sandhed”, der formidles. Problemet er blot, at vi lige netop glemmer, at der foretages ”censur”, før noget postes. Vi bliver narret – lader os narre –  til at tro, at de andre har et perfekt og uproblematisk liv. Derfor falder vi også selv i fælden med at smide et se-lige-mig opslag ud – så vi også selv kan vise, at det kører for os. Så kører rouletten. Der er ikke noget at sige til, at man godt kan begynde at få ondt i selvværdet og hænge lidt med ørerne, hvis man ikke kan prale af det fede job, den skønne kæreste, at man lige har været på helt-fantastisk-ferie-til-verdens-ende eller netop har fået installeret et spritnyt samtalekøkken.

Hvem er jeg

Vi vil bestemme, hvem vi er
I en artikel i Kristeligt Dagblad d. 14/8 2015 af sognepræst Kathrine Lilleør (KL) faldt jeg over noget, der sendte en 10-øre i gulvet ift., hvad jeg beskæftiger mig med i dette indlæg. KL fortæller om sit møde med Søren Kierkegaards bog ”Sygdommen til døden” (skrevet under synonymet Anti-Climacus). Jf. artiklen beskriver bogen (som jeg ikke selv har læst), hvor skævt mennesket kan opfatte sig selv. Kierkegaard peger på, at vi alle går rundt, bevidst eller ubevidst, og vil bestemme, hvem vi er, i stedet for at være den, Gud har skabt os til at være. DING! Det er jo lige præcis det felt, vi befinder os i på de sociale medier. Vi skaber en online version af os selv, frem for blot at være hele os selv. OK – jeg kryber til korset og sætter en fed streg under det faktum, at jeg også selv holder mig til glade ”budskaber”, når jeg Facebook’er. Men på et tidspunkt kunne jeg mærke, at det begyndte at blive forlorent. At jeg var ved at bevæge mig ind i før omtalte lyskegle. Jeg følte mig ikke tro mod mig selv, ved kun at vise min overflade, når der samtidig er tunge, sårbare og eksistentielle ting, der rør sig inden i mig. Jeg tror, at vi ville gøre os selv en stor tjeneste, hvis vi på det personlige plan (markedsføring af diverse er en anden snak) kunne opfatte de sociale medier som platforme for tant og fjas. Vende ryggen til at lade dem udgøre målestokken for det gode (og korrekte/perfekte) liv.

Bakker og bump
Én af mine bevægegrunde for at begynde at blogge var at skildre livet, som det også er: sårbart, frustrerende, svært, skuffende, op ad bakke, skrøbeligt, ad helv… til, ikke som man havde forestillet sig. At sætte ord på det, man normalt ikke taler om. Udfordringerne og forhindringerne. Det man ikke overkommer. Både for min egen skyld men også som en hjælpende hånd til andre. Hvis mine offentlige tanker om svære ting i livet kan hjælpe andre i retning af at acceptere, at livet er både op og ned, så smiler jeg stort. Hvis min blog kan give andre mod til at integrere det, der gør ondt, som en del af livet, så er det som at modtage en stor fed løncheck. For der er bakker og bump på vejen i alles liv. Hvis man fejer dem ind under gulvtæppet og lader som om, at alt altid og hele tiden er den berømte dans på roser, så rammer man muren på et tidspunkt. Hvis man ikke giver ”taletid” til det, der er nærmest uoverskueligt i ens liv, så kan man risikere at komme til at leve et dobbeltliv med en forestilling om, at det pæne er det rigtige. Jeg siger ikke, at alle skal blogge deres ”kampe” ud eller stille en ølkasse op på tovet for herfra at brøle lidelser ud til højre og venstre. Men jeg tror, at det er nødvendigt for ens mentale velbefindende, at man tager sig tid til at kigge på ømme tæer, væskende sår og hudafskrabninger på knæene. Giver sig selv lov til at sige ”det er også mig”. I min verden er kombinationen af ”ar og babyhud” det, der gør en til et helt menneske.

Smid en kommentar, så jeg kan høre, hvad du tænker om sociale mediers påvirkning af individet.