Den vigtigste applaus kommer fra én selv

Kroppen har hukommelse som en elefant. Kroppen lagrer de ting, vi oplever; hvordan vi reagerede i bestemte situationer, hvad vi følte i givne sammenhænge. Dufte, lyde, oplevelser (gode såvel som mindre gode), berøringer mv. kan genstarte tanker og følelser, der har ligget i dvale i kroppen i årevis og få os til at genopleve gode minder eller gamle traumer.

På autopilot i livets midterbane
Igennem de seneste små tre år har min krop været i alt andet end dvaletilstand. Jeg vil gå så langt som til at sige, at den har været i alarmberedskab. Ved at overdænge mig med kroniske smerter, har den gjort alt for at råbe mig op og vinke mig ud af den selvnedbrydende og alt andet end selvkærlige midterbane i livet, jeg i umindelige tider har kørt på autopilot i. Men jeg valgte længe at stikke fingrene så langt ind i ørerne, at fingerspidserne stødte sammen. Jeg vidste ikke, hvad det var min krop ville huske mig på, så det var den eneste strategi, jeg kunne se mulig. Men i dag kan jeg se lysende klart, at det var fordi, jeg ikke turde lytte til, hvad min krop fortalte mig. Den forsøgte nemlig på alle mulige måde at få mig til at indse, at det, jeg havde gang i – den måde jeg levede mit liv på – ikke var godt for mig. Min krop afprøvede alle mulige ”døre” for at få adgang til mit sind: snurrende, hævede og ømme fingre/hænder, ondt i nakken, ondt i den ene albue, smerter i lænd, bækken og hofter, smerter i knæene, ondt i den ene skulder, spændinger i lægmusklerne, spændinger i kæberne, ondt i den ene ankel, stress. Alt mentalt skrammel, som min krop har ophobet gennem årene, rumsterede på højttryk, og prøvede ihærdigt at få en plads i dagslyset. Men jeg lagde låg på og forsøgte at holde fast på mørket. Jeg ville ikke ”åbne døren for min krop”, men tog i stedet et par smertestillende piller eller en sygedag, når vinket med vognstangen blev for insisterende. Men lige meget hjalp det. Larmen fra mine kropsklokker blev ved. Jo mere jeg ignorerede larmen, jo mere tog den til i styrke. Det er et under, at jeg ikke har fået tinnitus.

Et liv i andres spejlbillede
Jeg ville ikke lytte – havde ikke modet til at lytte. For inderst inde tror jeg, at jeg godt vidste, at hvis jeg begyndte at give mine skavanker opmærksomhed, så ville det betyde, at jeg måtte erkende, at jeg indtil nu næsten konsekvent havde vendt mig selv ryggen ved at leve mit liv i andres spejlbillede frem for i mit eget. Med den overbevisning, at ”de andre” havde den rigtige måde at leve på. Ikke en særlig rar tanke, så jeg kæmpede videre med en forvredet og selvkomponeret forestilling om, at jeg ville høste et stort bifald fra min omverden, fordi jeg var stærk og holdt hovedet oven vande, hvor de fleste nok havde bedt om en redningsvest. Midt i alle smerterne og i ubehaget ved at være mig selv utro forstod jeg ikke, at den vigtigste applaus kommer fra én selv. Nu er jeg af natur en fighter, så at kaste håndklædet i ringen ved første forhindring ligger ikke til mig. Bare fordi det gør ondt, skal man ikke give op. Jeg søger årsager, sammenhænge og forklaringer, når jeg rammer en forhindring. Jeg sætter en ære i at kunne selv og vokser, når jeg løser et problem ved egen hjælp. Men nok er nok. Når der ikke længere er energi til hverken at træde vande eller svømme, så læner man sig op af at drukne, fordi kroppen oversvømmer én med signaler. Når det sker, er det tiden at stoppe op, ”tage låget af kroppen” og lade tsunamien af fortrængte følelser ramme én, imens man ser dem i øjnene. Det er tiden at lytte og flyde med det, der er. I troen på, at hvis man ikke kæmper imod den ukendte bølge, så skal man nok komme op til overfladen igen.

Fysiske smerter og ondt i psyken
Så det gjorde jeg. Lidt efter lidt. Kunne høre mig selv sige ”Jeg tror på, at ens mentale tilstand hænger sammen med de smertesignaler, som kroppen sender. De fysiske smerter er et udtryk for, at det gør mere end almindeligt ondt i psyken”. Men jeg havde svært ved at lade mine egne ord ”sætte sig”. De gav ligesom kun en overfladisk genklang. Jeg blev dog ved med at høre mig selv sige den samme sætning, og lige så stille begyndte ordens ekko at forplante sig i hele mig. Jeg begyndte at kunne mærke, at der virkelig var noget om snakken. Og så en dag faldt jeg over en artikel på nettet, som satte en fed streg under det, som jeg i lang tid havde forsøgt at få til at give helhjertet mening. Artiklen beskriver, hvordan der er sammenhæng mellem kroppen og spirituel og følelsesmæssig smerte. Det var som at finde kontakten til lyset i et bælgragende mørkt rum. Den berømte tiøre røg i gulvet med et øredøvende brag. Pludselig gav al den ballade, som min krop havde lavet, mening. I hvert fald for mig. Jf. Psychology Today viser studier, at kroniske smerter kan være forårsaget af følelsesmæssige problemstillinger. Når man er fanget i dette jerngreb, kan der ske det, at ens muskler bliver mere og mere ømme og sammentrukne. Over tid betyder det, at musklerne bliver trætte og ”uarbejdsdygtige”. Man kan kalde det en psykosomatisk eller stresslignende reaktion. Videre beskriver artiklen, at en sådan reaktion kan være kroppens advarsel til en om, at der er en g(l)emt følelsesmæssig udfordring, der skal løses. Og så lister artiklen ellers op, hvilke områder af kroppen, der kan være ”gemmested” for diverse uforløste issues. Nedenfor har jeg valgt nogle områder ud, som i særdeleshed taler til mig. Tjek hele den interessante liste ud i artiklen.

Mentalt smertelandkort
På det mentale smertelandkort indikerer smerter i nakken, at man har svært ved at tilgive andre og såmænd også sig selv. Kæmper man med smerter i den øvre del af ryggen, kan det være et tegn på, at man forsøger at deale med mangle på følelsesmæssig opbakning. Man føler sig måske uelsket eller holder selv kærlighed tilbage. Bøvler man med ondt i albuen, er der en god sandsynlighed for, at man modsætter sig forandringer i ens liv. Smerter i hænderne kan være en indikation på, at man ikke rækker nok ud efter andre – beder om hjælp. Endelig kan hoftesmerter være et udtryk for, at man har (stor) modstand på at bevæge sig. Forstået på den måde, at man skal give slip på det gamle og komme videre i sit liv. Der kan også ligge det i ømme hofter, at man er meget forsigtig, når det kommer til at tage beslutninger. Jeg kan genkende mig selv i det hele! Gammelt nag, tanken om at man ikke er værd at elske og som følge heraf manglende kærlighed til én selv, frygten for at give slip (på fortiden), angsten for at tage en forkert beslutning. Det hele har sat sig i min krop

Unikke cylindre
Gulvet runger stadig, der hvor mønten landede. Der er ikke skyggen af tvivl i mit sind. Den ballade, som min krop dagligt laver, er direkte forbundet til den mentale uro og det hermed forbundne ubehag, der har fulgt mig i alt for mange år. Jeg har forsøgt at løbe fra mit ansvar for mig selv, min mentale balance, ved at distrahere mig selv med 117 hvor-er-jeg-dygtig projekter, vilde byture og – især i mine unge dage – skiftende parforhold, når noget gjorde for ondt i krop eller sjæl. Men det har jeg ikke fået det bedre af. Tvært imod. Det har faktisk blot gjort min uro i kroppen og min mentale frustration værre. Jeg kunne vælge at fortsætte af den samme sti – og få det samme resultat. Jeg kunne vælge at dulme de fysiske smerter med en cocktail af farvede piller. Men jeg er overbevist om, at kroppen alligevel nok skulle finde en måde at gøre opmærksom på sig selv på. Det har den jo ligesom allerede bevist. Og at sippe af den farmaceutiske drink har desværre den bivirkning, at man også bliver følelsesløs indeni. Det er i hvert fald min erfaring. Og så kører man for alvor i en selvdestruktiv ring. Hvis man ikke stopper op og ser sit liv og den måde, man lever det på, i øjnene, så kan det meget vel ende med, at man kun lever livet på halvdelen af ens cylindre. Og det er lige præcis dét, kroppen ikke kan holde til. Hver og én af vores unikke cylindre skal bruges. Motoren skal passes og plejes med daglige tjek og påfyldning af olie med jævne mellemrum. Det nytter ikke noget, at vi udelukkende fokuserer på, at vores lak er højglanspoleret. Hvis motoren løber tør for olie, brænder vi sammen. Lakken begynder at krakelere som følge af varmen…og så har vi “balladen”.