6 råd til dig, der gerne vil give gode råd

Nu bevæger jeg mig muligvis ud på tynd is? Men jeg har virkelig brug for at få luft. Mit bæger er fyldt til randen og er nu begyndt at løbe over. Som mor til et kronisk sygt barn skorter det ikke på velmenende råd. Det er dem, der flyder ud af bægeret. Det er givetvis forskelligt fra person til person, hvordan man har det med at modtage bagholds-input fra folk omkring én. Nogle tager imod med kyshånd og kan ikke få nok. Andre har det stik modsat. De finder som udgangspunkt selv den information, de har brug for/lyst til. En sjælden gang imellem vælger de måske at ringe til en ven. Jeg hører til den sidste kategori – har jeg fundet ud af. Det har jeg det bedst med, så selvom jeg formoder, at folks uopfordrede henvendelser med tips & tricks bunder i omsorg, så virker det altså stadig ikke for mig. Jeg gør tingene på min egen måde. Jeg har fx ikke behov for at få gode råd, idéer til kost og specielle diæter, høre solstrålehistorier om folk, der lever et fint liv med stomi. Jeg har ikke behov for at høre folk, der ikke kender sygdommen Colitis Ulcerosa, som ulykkeligvis har taget permanent bolig i min datters krop, udtale sig om, hvad der ville være godt at gøre i hendes situation.


I et tempo, der er rigtigt for mig
Jeg har trawlet Google igennem på kryds og tværs for information om sygdommen. I et forsøg på at finde den allerbedste måde, hvorpå jeg kan være med til at aflaste min datters lille, overbelastede krop, vender og drejer mine tanker hver eneste dag, i stort set alle mine vågne timer, min datters betændelsesflænsede tarm. Jeg ved ikke alt om sygdommen, jeg ved ikke alt om de alternative muligheder, der findes for at lindre hendes gener og smerter, jeg ved ikke alt om kost i relation til hendes sygdom (lægerne er i øvrigt af den holdning, at kosten slet ingen rolle spiller), jeg ved ikke alt om stomi. Jeg ved ikke alt! Men jeg véd, at jeg ved en hel del mere end folk, der ikke kender sygdommen. Jeg véd, at jeg ved mere om at have et kronisk sygt barn, end folk der ikke selv står i samme situation. Jeg véd, at jeg gør tingene på en måde, der er rigtig for mig og min datter. Jeg véd, at jeg gør alt, hvad jeg kan for at blive klogere på sygdommen, og hvad dertil hører. I et tempo, der er rigtigt for mig. Og jeg har i dén grad brug for at tage tingene i mit tempo, så både min hjerne og mit hjerte kan følge med. Det er så voldsom en besked at få, at ens barn har en kronisk sygdom, at det – er jeg så småt ved at forstå – tager lang tid at erkende og acceptere beskeden. Det skal fordøjes i bittesmå bidder. Først rumsterer hjertet voldsomt og gør een ude af stand til at tænke klart. På et tidspunkt, når det er faldet lidt til ro, kan ens hjerne begynde at hjælpe een på vej til ny viden. Det er kun een selv, der ved, hvor man står i processen, og hvornår man er klar til at gå videre. Men muligheden for selv at styre tempoet bliver taget fra een, når omverdenen velmenende begynder at blande sig. Med andres uopfordrede jeg-har-læst eller har-du-hørt-om, bliver man snigløbet og tvunget til at forholde sig til ting, som man som udgangspunkt slet ikke er parat til at høre og således ikke har mental kapacitet til at bearbejde. For mit vedkommende bliver kapaciteten udnyttet mere end fuldt ud i arbejdet med at lære at navigere i og leve med min lille families nye livssituation. Step by step.

Jeg har ikke bedt om det!
Derfor er det, i min verden, ualmindeligt grænseoverskridende og et udtryk for manglende forståelse for situationen, når uvidende udenforstående begynder at tale og udtale sig om min datters sygdom, og hvordan jeg kan håndtere den. Rolig nu, tænker du måske, det er jo blot en henvendelse og nogle gode råd. Det er meget muligt, vil jeg så respondere. Men j e g  h a r  i k k e  b e d t  o m  d e t! Det gør mig top stresset. Min hjerne har ikke lagerplads til gode råd. Det er ikke mit behov, at min datters sygdom skal være et samtaleemne. Jeg har ikke brug for at tale om sygdommen i tide og utide. Den har jeg faktisk ikke brug for at tale om med ret mange andre end min datters læger og de få mennesker, jeg har besluttet at inddrage. Måske nogle føler sig ekskluderet. Det kan være, at nogle tænker, at jeg fortrænger virkeligheden ved ikke at ville høre på det, der har at fortælle. Jeg er på det rene med, at min måde at reagere på kan virke uforståelig og blive tolket som en afvisning. Men det, jeg gør, er også en måde at tackle en krise på.  Som pårørende/ven/kollega etc. tror jeg, at det er godt at holde sig følgende for øje: Jo flere, der inddrages, jo flere spørgsmål  bliver der stillet. Jo flere gode råd og dermed ting, man i et eller andet omfang forventes at tage stilling til. Alt for mange andres behov, der skal tilfredsstilles. Det tror jeg, at det er de færreste i en krisesituation, der kan, vil eller har overskud til. Midt i virvaret af bekymring, magtesløshed og uvished orker man ikke at tilgodese andres behov og svare på en masse spørgsmål. Der er kun én til at svare – på alle henvendelse og på alt. Hvis alle “interesserede” bliver lukket ind, er der er en hel del flere til at spørge. Kan du se pointen? Sygdommen fylder mere end rigeligt i vores liv, uden at nogle behøver at spørge til den. Den er der 24/7. Jeg har derfor ikke behov for at italesætte den mere end højst nødvendigt. Heller ikke selvom spørgsmål er et udtryk for omsorg. For mig er det nemlig omsorg og forståelse for mig og min situation, hvis der bliver talt om alt muligt andet.

Sygdom som åbningsreplik
Men det at have et kronisk sygt barn anses åbenbart for at være en god åbningsreplik. Det konstaterede jeg (igen), da jeg forleden var til en komsammen. Da jeg efter et par sætninger havde fået mit tilhørsforhold til arrangementets hovedperson etableret i min bordherres bevidsthed, sagde vedkommende:”Nååå, ja, det er dig med den syge datter”. ”Ja, det er det, men det skal vi ikke tale om i dag”, var mit svar. ”OK, men jeg vil lige fortælle dig, at…”, fortsatte vedkommende ufortrødent. Jeg gentog, at jeg ikke ønskede at tale sygdom. Det blev nølende respekteret. Men kun for en tid. Vi nåede ikke længere end til hovedrettens entré ved bordet, før min bordherre begyndte at kridte banen op til en samtale om min datters sygdom. Jeg kunne mærke min hals snører sig sammen og mine kæbemuskler spændes i irritation over, at den grænse, jeg havde sat tidligere, ikke blev respekteret. Meget skarp i stemmen sagde jeg:”Hvis det handler om hendes sygdom, vil jeg ikke høre, hvad det er, du har at sige”. Dét fik taget luften ud af ham. Men hans kropssprog og mimik efterlod ingen tvivl om, at han havde svært ved både at forstå og fordøje, at jeg ikke ønskede hans input.

Gås

Lammet midt i en ord-tsunami
En del timer gik, hvor jeg fik lov til bare at være mig og i festligt lag glemme alt om sygdom. Men så blev jeg ”fanget” af en kvinde, som ikke sådan lige var til at ryste af igen. Hendes lange talestrøm om kost var sikkert velment. Men i og med, at hun, i sin iver for at dele viden med mig, overhørte mit ”Tak, men nej tak”, blev det hendes behov for at ”sprede det glade budskab”, der blev sat i første række. Jeg følte mig som en foie gras gås. Mod min vilje blev jeg fodret. Med informationer. Trods mine direkte indvendinger overhørte kvinden, at jeg ikke havde lyst eller mental kapacitet til at høre om, hvad hun gjorde ift. hendes datters sygdom. Set i bakspejlet skulle jeg have rejst mig op og forladt bordet. Når nu mine ord ikke kunne trænge igennem, skulle jeg have handlet. Men jeg følte mig lammet midt i en ord-tsunami. Udlevede pæn-pige-syndromet og opførte mig, som man bør opføre sig. På et tidspunkt sagde jeg, at ”når vi har taget den her, så kan jeg mærke, at vi skal stoppe”. Responsen var: ”Jeg respekterer dig for den vej, du har valgt for din datter”…og så spurtede hun i øvrigt videre af sit eget spor. Jeg vil skyde på, at jeg tillod det verbale overgreb (det lyder voldsomt, men sådan oplevede jeg det virkelig) i en halv times tid. Den manglende respekt for de grænser, jeg helt eksplicit havde givet udtryk for, gjorde mig fysisk utilpas. Jeg vred mig på stolen. Vendte gentagne gange hovedet bort fra kvinden, som, det til trods, fortsatte med at tvangsinformere mig. Mine kæbemuskler føltes som under hovedretten, og mine tindinger dunkede. Mit mundvand begyndte at samle sig ved mine kindtænder, præcis som det er tilfældet, lige før jeg skal kaste op. Mundvandet steg til øjenhøjde, da jeg, efter endnu en gang at have pointeret for kvinden, at jeg ikke ønskede at høre om hendes løsningsforslag til maveproblemer, hørte hende sige:”Jamen, jeg ville ønske, at der var nogen, der havde fortalt mig om alternative løsninger”. Måske jeg efter dén kommentar rejste mig op og gik? Måske hun har set raseriet og vreden i mine øjne og endelig fattet, at nu skulle hun stoppe? Faktum er, at ordkarrusellen stoppede. Jeg husker ikke hvordan, men jeg véd, at jeg sluttede ”seancen” af med at vende ryggen til mig selv, da jeg hørte mig selv sige: ”Tak for dit input. Det var pænt af dig”.

Nej tak til andres version af need to know
Jeg husker dog tydeligt fornemmelsen i kroppen, imens jeg sad og lod mig info-bombardere. Dén kan jeg genkalde mig med et knips i fingrene, og det vil forhåbentlig betyde, at jeg ikke lander i en lignende situation igen. Min grænse er nået. Personligt er jeg ikke skruet sådan sammen, at jeg ønsker at få andres version af need to know kastet i hovedet. Nej tak, ble’ der sagt! Hvis man er blot en smule som mig, og man har brug for viden, så 1) opsøger man den selv eller 2) man beder folk om deres input. Uopfordret information eller gode råd er ikke den løsning, man har brug for. Begge dele kan gøre mere skade end gavn. Gøre een forvirret. Så tvivl i ens sind. Gøre det billede, man desperat prøver at fokusere på og forholde sig til, uskarpt. Sætte ens hjerne på overarbejde (og tro mig, når man er presset, arbejder hjernen minimum 8 dage på en uge). Uopfordret input er det sidste, man har brug for. Og så er det sådan set underordnet, om modparten mener, at han eller hun gør folk en tjeneste eller hjælper ved at vidensdele. Beklager. Det er ikke det, det handler om. Fordi noget føles rigtigt og vigtigt for ét menneske, er det ikke ensbetydende med, at andre har det på samme måde. Hvis man begynder at projicere egne behov over på andre, så kan der meget vel opstå en kamp, som man på ingen måde har brug for oven i det, man i øvrigt tumler med: kampen for retten til at blive respekteret, når man sætter en grænse. Hvis man vil hjælpe folk, der står i svære situationer, så handler det i min optik om, at man evner at lytte og sætte sig ud over sig selv. Har tillid til, at den anden ved, hvad der er bedst for ham eller hende. Udviser empati og sætter sig i den andens sted. Det er for mig at udvise respekt.

Skilt_gode råd

En generel vejledning
Nu bliver det så lidt tricky. For hvordan kan jeg på samme tid både frabede mig gode råd og komme med selv samme? Det mener jeg, at jeg kan, fordi jeg ikke går ind på et enkelt individs enemærker og kommer med gode råd om en specifik situation. Det, jeg kommer med, er min version af en generel vejledning til, hvordan man gebærder sig i mellemmenneskelige relationer.

Her er således 6 råd til dig, der gerne vil give gode råd (6 ting, jeg ville ønske, vi var (mere) opmærksomme på i omgangen med hinanden):

1) Spørg, hvad folk har brug for
Inden du går i gang med at komme med gode råd/informationer så spørg den, du står over for, om vedkommende overhovedet er interesseret i den “gave”, du gerne vil give. På den måde giver du vedkommende mulighed for at mærke efter, om han/hun ønsker eller har lyst/overskud til input.

2) Respekter et nej
Hvis vedkommende ikke ønsker dit input, så respektér dette. Lad være med at presse personen. Husk! at nej’et ikke handler om dig. Du tilbød – der blev sagt nej tak. End of story. Respektér, at vedkommende håndterer situationen på sin måde. Du ville måske handle anderledes, men det skal du ikke overføre på den, du taler med.

3) Lyt
Lyt til hvad personen siger, og hvilke behov personen giver udtryk for at have. Det kan godt være, at du ikke er enig i personens udsagn. Det er muligt, at vedkommendes behov kan være langt væk fra det, du synes er det bedste for personen. Men gem dine egne tanker, synspunkter og behov langt væk. Bare vær der for vedkommende. Det handler ikke om dig.

4) Vær specifik når du stiller spørgsmål
Vær helt skarp på, hvad det er, du gerne vil vide. Spørgsmålet ”Hvordan går det?”, er alt for bredt og sætter hjernen på overarbejde – især hos en person, der er presset eller i krise. Respektér, hvis vedkommende siger fra og ikke ønsker at tale om det, der er svært, lige nu.

5) Bær over
Det er ikke altid, at man får sig formuleret sig på den mest hensigtsmæssige måde, når man er stresset eller føler sig presset. Tonen kan være både skarp og hård tone. Lad ikke dette danne grobund for en konflikt. Gør det ikke til emne for en diskussion.Det er en forsvarsmekanisme. Det handler ikke om dig.

6) Giv folk fred og ro
Hvis folk beder dig om at lade dem være i fred, så respektér dette! Spørg evt. vedkommende, om det gælder al kontakt. Stol på at vedkommende skal nok vende tilbage, når der er lyst og overskud til det. At personen siger fra, handler ikke om, at vedkommende ikke kan lide dig. Et opkald, en sms, en mail eller et besøg er ikke det, personen har brug for, når han/hun eksplicit har bedt om ro. Du vil således overskride en grænse, der er blevet sat, og trække dit eget behov for kontakt ned over hovedet på én, der har det stik modsatte behov.

Hvad tænker du? Hvordan har du det med at få gode råd og information, du ikke har bedt om?